Forsker modtager pris for sit arbejde med CO2-reduktion fra byggematerialer
Professor Lisbeth M. Ottosen fra DTU tryller spildevand om til beton, og for det er hun blevet hædret med BIOFOS Ressourcepris under årets Dansk Vand Konference. Med æren følger 50.000 kr. Inspirationsprisen blev også uddelt og gik i år til Ingeniører Uden Grænser.
BIOFOS Ressourcepris tildeles for enten ved konkret forskning eller udviklingsarbejde at have opnået ekstraordinære, væsentlige eller nyskabende resultater inden for spildevandsrensning. Den beskrivelse passer på Lisbeth M. Ottosen, som gennem mange samarbejder og mangeårig forskning har ydet et enestående bidrag til fosfor-genanvendelse og ressourcegenvinding. Blandt andet i forhold til arbejdet med genanvendelse af slamaske fra slamforbrænding i beton og byggematerialer med henblik på at udlede mindre CO2 i produktionen.
John Buur Christiansen, adm. direktør i BIOFOS beskriver Lisbeths arbejde som en katalysator for branchens udvikling: ”Lisbeth M. Ottosens forskning og engagement i at fremme ressource-genvinding og reduktion af klimabelastninger er beundringsværdigt. Lisbeth er en sand kapacitet, som vores branche nyder godt af, og hendes arbejde inspirerer til, hvordan vi kan beskytte miljøet og samtidig udvinde vigtige og værdifulde ressourcer fra spildevandet.”
Traditionen tro blev BIOFOS Ressourcepris uddelt til Dansk Vand konferencen, og der var klapsalver, da Lisbeth M. Ottosen tog imod prisen. ”Jeg er glad – rigtig glad og stolt. At modtage BIOFOS Ressourcepris er en betydningsfuld anerkendelse. Det har været en passion for mig at arbejde med at fremme ressourcegenvinding og miljøbeskyttelse, og jeg er utrolig stolt af de resultater, vi har opnået,” siger Lisbeth M. Ottosen og fortsætter: ”Og det er med ydmyghed, at jeg modtager prisen, for det kunne jo slet ikke lade sig gøre uden mine gode og engagerede kolleger i DTU og hos BIOFOS, som jeg har arbejdet godt sammen med igennem alle årene, så tak til dem”.
Lisbeth M Ottosens metoder til genanvendelse af slamaske er på vej til industriel anvendelse i resten af Europa. For eksempel i Tyskland, hvor man de kommende år ser ind i nye regler om at slam skal brændes og ikke køres på landbrugsjord.
Biofos Ressourcepris
Inspirationspris til Ingeniører uden grænser
På konferencen uddelte BIOFOS også Inspirationsprisen. Den blev tildelt Ingeniører Uden Grænser (IUG) for deres store indsats og utrættelige arbejde med at forbedre vandforsyningen og de sanitære forhold for verdens fattige. Arne Palsbirk modtog prisen på vegne af IUG.
IUG er med til at sikre adgang til rent vand og ordnede sanitære forhold – både når katastrofen rammer og når der skal opbygges langsigtede og bæredygtige løsninger. Som en teknisk- humanitær organisation donerer de tid og viden ind i partnersamarbejder og sikrer lokal forankring.