Høringssvar vedr. revision af byspildevandsdirektivet

DANVA og den danske spildevandssektor er skuffede over den danske holdnings manglende ambitionsniveau. Risikoen er en udvanding og udskydelse af nødvendige initiativer i Byspildevandsdirektivets revision. Det kan hæmme sektorens udvikling og vanskeliggøre grøn omstilling samt vandmiljømål. Vi er bekymrede for manglende fokus på direktivets langsigtede betydning og regeringens manglende støtte til udvidet producentsansvar.

Generelt

Overordnet er DANVA og den danske spildevandssektor meget skuffet over det manglende ambitionsniveau i den fremlagte danske holdning. Det er vores opfattelse, at vi risikerer, at Danmark medvirker til en udvanding og udskydelse af initiativer i den meget nødvendige revision af Byspildevandsdirektivet. Konsekvenserne vil være manglende udvikling af sektoren og deraf følgende problemer med opnåelse af vigtige mål i den grønne omstilling og i forhold til vandmiljøet.

Vi er med andre ord bekymret over, at den danske holdning ikke tager afsæt i, at direktivet skal sætte standarden for de næste 25 år, og i den forbindelse er vi skuffet over, at regeringen ikke giver sin klare støtte til det udvidede producentsansvar.

Specifikke bemærkninger

- Om tilsyn og administrative omkostninger

DANVA støtter, at der skal være fokus på at reducere unødvendige administrative udfordringer for selskaberne. I forhold til tilsyn, så er det ikke branchens ønske at minimere tilsynet mest muligt, men det er vores håb, at der vil være fokus på at skabe et mere effektivt og værdiskabende tilsyn til fælles bedste. I denne forbindelse er det værd at bemærke, at Rigsrevisionen har påpeget et alvorligt problem med manglende tilsyn af blandt andet overløb. Prøvetagning i spildevand er et meget vigtigt redskab i forhold til dels overvågning af driftseffektivitet dels overholdelse af udledningstilladelser. Det betyder, at færre prøver ikke er ønskeligt, og at det kan føre til problemer med at dokumentere målopfyldelse af udledningstilladelserne. Vi vil i stedet opfordre til, at prøvetagningen effektiviseres med blandt andet indførelse af onlinemålemetoder.

- Om klima- og energineutralitet

Her er vi enige i Regeringens holdning om, at der er behov for at være mere ambitiøse på dette vigtige område.

- Om monitering af overløb, klimagasser og miljøfarlige stoffer

Vi kan også støtte behovet for monitering på disse områder, da vi ikke kan se, at vi kan foretage nye investeringer uden denne dokumentation.

- Om fjerde rensetrin

Vi er enige i, at der skal indføres et fjerde rensetrin alle steder, hvor det er nødvendigt for at opnå god tilstand i vandmiljøet. Dog støtter vi kommissionens forslag om, at dette i det mindste skal være obligatorisk for anlæg over 100.000 p.e., da vi har meget svært ved at forestille os, at udledningerne fra de største anlæg ikke vil udgøre en trussel for vandmiljøet. Med andre ord vil mange forsyninger være efterladt i usikkerhed i forhold til kommende investeringer.

- Om udvidet producent ansvar

Regeringen lægger vægt på, at spørgsmålet om udvidet producent ansvar skal være et nationalt anliggende. DANVA er fundamentalt imod dette, da vi frygter en total udvanding eller mere realistisk – en praktisk begravelse af det meget fremsynede forslag i alle lande inklusiv Danmark. Konsekvensen vil være, at det i al fremtid vil være kunderne, der også skal betale de 464 mio. kroner årligt som det fjerde rensetrin kræver, og som Kommissionen med afsæt i budskaber fra miljøministrene og den Europæiske Revisionsret 2021 har peget på bør være producenternes ansvar.

- Om substituering af mikroforurenende stoffer

DANVA kan naturligvis støtte, at det undersøges, om lægemidler med indhold af mikroforurenende stoffer kan substitueres, men vi mener dog ikke, at det er en opgave, der skal løses i forbindelse med revisionen af Byspildevandsdirektivet. I stedet bør det være en del af den igangværende revision af Lægemiddeldirektivet.

- Om opkvalificering af datagrundlaget i EU-regi

Vi kan også støtte dette, men vi mener ikke, at implementeringen af Byspildevandsdirektivet skal afvente revisionen af en lang række andre EU-retsakter.

Det er dybt bekymrende, at den danske holdning kan læses således, at man ikke vil igangsætte det udvidede producentansvar som en finansieringsmodel, før det er undersøgt, om der er andre producenter end kosmetik- og medicinindustrien, som bør bidrage. Free-riders kan håndteres via matematiske modeller, når først finansieringsmodellen (art. 10) er skabt nationalt.

- Om implementering og tidsfrister

Naturligvis skal der være tid til at sikre medlemsstaterne den nødvendige tid til implementeringen, og vi mener også, at det giver mening at koordinere tidsfrister med Vandrammedirektivets perioder. Overordnet mener DANVA dog, at der ikke skal slækkes på ambitionerne i Kommissionens forslag, og at direktivets frister kun skal justeres en smule mhp., at de bliver realistiske.

Hvis man vælger at følge forslagene fra det spanske formandskab, så vil vi først se en fuld implementering af direktivet om 35 – 40 år, hvilket gør revisionen illusorisk.

- Om undtagelsesbestemmelser og næringsstoffer.

Endeligt er vi meget forundrede over, at Danmark i indstillingen tilsyneladende ikke vil lægge vægt på at undgå forringelse af direktivudkastets mål om næringsstoffjernelse. Vi er specielt bekymrede for fremsatte betragtninger fra medlemslande om, at rensekravene i forhold til kvælstof kan sænkes ved lave temperaturer. Dette kan betyde, at vi i Danmark får svære ved at opnå god tilstand i danske farvande på grund af manglende nedsættelse af tilledningen af kvælstof til Østersøen fra spildevand.

Med venlig hilsen

Claus Vangsgård

DANVA

Spørgsmål?
Kontakt Claus Vangsgård og
find ud af mere

BNBO, dyrkningsaftaler, pesticider, vandplaner.

+45 87 93 35 07

cv@danva.dk

Claus Vangsgård

Claus Vangsgård

Seniorkonsulent