DANVA vil gerne kvittere for, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet har husket foreningen på den korte liste over høringsparter. Det er vi rigtigt glade for. Derfor er vi også ærgerlige over, at vores høringsperiode er blevet afkortet til 2½ arbejdsdag. En sådan høringsperiode fratager os muligheden for at inddrage ekspertisen hos vandselskaberne, og det betyder, at DANVAs høringssvar alene omhandler åbenlyse og overordnede problematikker.
Likviditetsklemme
DANVA har i årevis gjort opmærksom på den likviditetsklemme som opstår ved, at vandselskabernes lån med kommunal garanti maksimalt kan have en løbetid på 40 år efter den kommunale lånebekendtgørelse. Denne maksimale løbetid afspejler ikke den begrænsning, den økonomiske regulering af vandselskaberne sætter i forhold til vandselskabernes mulighed for at foretage den fornødne opkrævning til at betale afdrag på lånet. Ifølge den økonomiske regulering må vandselskaberne således maksimalt opkræve over regulatorisk fastsatte afskrivningsperioder på op til 75 år. DANVA efterlyser, at den nye kommunale lånebekendtgørelse forholder sig til problemstillingen og gør det muligt for vandselskaberne at optage lån med en løbetid tilsvarende den opkrævningsperiode, selskabet har ifølge den økonomiske regulering.
Kassekreditreglen
Kassekreditreglen med en beløbsgrænse kan føres tilbage til 90’erne. Siden er der sket en stor samfundsudvikling, herunder er den kommunale vand- og spildevandsforsyning i 2010 udskilt til selskaber med begrænset ansvar (aktieselskaber) iht. Vandsektorloven. Vandselskaberne har relativ stor omsætning og store likviditetsudsving. Kassekreditreglen er ikke fulgt med denne udvikling, da den fortsat er en ”one-size-fits-all” regel med for små rammer i forhold til størrelsen på selskaberne i forsyningssektoren. DANVA mener, at man i den nye lånebekendtgørelse bør overveje, om det for alle selskabstyper giver mening at fastholde en kassekreditbegrænsning, herunder for vandselskaberne. Hvis kassekreditreglen fastholdes for vandselskaberne, skal vi opfordre til, at der gøres op med ”one-size-fits- all”.
Beløbsgrænsen i kassekreditreglen forhøjes med udkastet til 175 kr. pr indbygger. Dette er positivt men også på høje tid, da beløbet, ifølge høringsbrevet, ikke er reguleret siden 2008. Hvis kassekreditreglen fastholdes for vandselskaberne, efterlyser DANVA, at der i den nye lånebekendtgørelse indarbejdes en løbende inflationskorrektion, så samfundsudviklingen løbende følges. Dette gælder særligt, da der pt. hersker stor usikkerhed om inflationens størrelse de kommende år, hvor der stadig er en vis risiko for en periode med relativ høj inflation.
DANVA uddyber selvfølgelig gerne sine synspunkter.
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA