Vi vurderer, at tilføjelsen til § 37 er for snævert formuleret og i øvrigt alene vedrører sanktioneringen. Problemstillingen rejst af forsyningsbrancherne på tværs af forsyningsarter (monopolselskaberne) vedrører ikke alene sanktionen i bekendtgørelsen, men det overordnede forhold, at målestokken for (u)rimelighed er væsentligt forskellig mellem det konkurrenceprægede marked og de naturlige monopoler.
Det konkrete forslag er, at der indledningsvis i bekendtgørelsen skrives følgende om bekendtgørelsens anvendelsesområde:
"Bekendtgørelsen gælder ikke for vilkår og betingelser, som er fastsat eller følger af anden lovgivning eller som er godkendt af kompetente myndigheder."
Uddybning
For de naturlige monopoler er der opstillet systemer med tilsynsmyndigheder, som på baggrund af EU-regler, national lovgivning, normer og praksis bl.a. skal sikre forbrugerrettigheder, og hvor tilsynsmyndighederne udøver den rimelighedsvurdering, som bekendtgørelsen nu agter at regulere.
For at bekendtgørelsen ikke konflikter med de eksisterende tilsynssystemer, skal bekendtgørelsens direkte anvendelsesområde afgrænses til at vedrøre de konkurrenceudsatte markeder.
Konkret foreslår vi, at formuleringen - som i øjeblikket er tilføjet i § 37 - uddybes og flyttes til en placering som en af de første bestemmelser i bekendtgørelsen for herved at præcisere bekendtgørelsens anvendelsesområde. Vores forslag til formulering er:
"Bekendtgørelsen gælder ikke for vilkår og betingelser, som er fastsat eller følger af anden lovgivning eller som er godkendt af kompetente myndigheder."
Med denne formulering beskyttes det eksisterende tilsynssystem, og samtidig sikres det, at de hensyn, som ligger bag den foreslåede bekendtgørelse, kan indgå i tilsynsmyndighedernes vurdering af monopolselskabernes vilkår og betingelser. Bekendtgørelsen vil ikke finde direkte anvendelse på monopolselskaberne, men principperne om forbrugerbeskyttelse i bekendtgørelsen kan anvendes af de respektive tilsynsmyndigheder, når de vurderer og behandler vilkår og betingelser for monopolselskaberne. Dette kan med fordel beskrives i høringsnotatet til bekendtgørelsen, sammen med en beskrivelse af bekendtgørelsens anvendelsesområde, således at der sikres de nødvendige fortolkningsbidrag og gennemsigtighed med bekendtgørelsen.
Det ovenstående ligger i forlængelse af DANVAs høringsbidrag 16.05.2024, hvor hovedbudskabet var: En sikring af enighed om, at de aktuelle og fremtidige leveringsvilkår (standarder) for dels de almene vandforsyninger dels spildevandsforsyningsselskaber ikke er omfattet af den kommende bekendtgørelse med hjemmel i aftaleloven, se lbk 193/2016 med ændringer i lov 2158/2021.
Med andre ord vurderer vi, at høringsnotatet til LF 16/2021 har relevans ved udformningen af bekendtgørelsen: ”Justitsministeriet har noteret sig tilkendegivelserne om lovforslagets forhold til sektorspecifik lovgivning. Justitsministeriet bemærker hertil, at lovforslaget ikke ændrer på anvendelsesområdets for sektorspecifik lovgivning.”
Afslutningsvis vil vi fremhæve vedlagte dom fra Østre Landsret, 28.02.2013. Dommen forholder sig til samspillet mellem aftaleloven og myndighedsgodkendte leveringsvilkår for monopolvirksomhed. DANVA mener, at dommen understøtter det fremsatte forslag om at begrænse bekendtgørelsens anvendelsesområde.
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen Susanne Vangsgård