Dansk Vand- og Spildevandsforening, DANVA, er ikke med på høringslisten, men vi er på anden vis blevet opmærksomme på høringen.
Det overordnede formål med vores bidrag er at sikre, at der er enighed om, at de aktuelle og fremtidige leveringsvilkår (standarder) for dels de almene vandforsyninger dels spildevandsforsyningsselskaber ikke er omfattet af den kommende bekendtgørelse med hjemmel i aftaleloven, se lbk. 193/2016 med ændringer lov 2158/2021.
Vi påskønner, at ministeriet har været imødekommende i vores dialog forud for det nærværende skriftlige høringssvar og inviteret forskellige interessenter fra forskellige sektorer herunder forsyningssektoren til et møde. DANVA har udfordringer med at deltage i dette møde, men andre forsyningsarter kendetegnet ved lignende regulatoriske set-up i forhold leveringsvilkår planlægger at deltage. På denne baggrund vil foreningen gerne tage imod tilbuddet om at kontakte ministeriet igen efter det føromtalte møde.
Uddybning
Dansk vand- og spildevandsforsyning er kendetegnet ved at ske via monopoler, hvorfor der i dansk lovgivning er en omfattende offentligretlig regulering i bl.a. vandforsyningsloven, miljøbeskyttelsesloven og lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber.
I den aktuelle sektorlovgivning og den fremtidige, jf. lovforslag 106/20224, er der bl.a. angivet, at leveringsvilkår udarbejdes af forsyningen og dernæst godkendes af den relevante kommunalbestyrelse. Dertil kommer at disse konkrete leveringsvilkår hidtil i høj grad afspejler vejledninger om udformning af disse, se bl.a. normalregulativet for almene vandforsyninger fra 2014. Leveringsvilkårene afspejler således lovgivningskrav, DS-normer, vejledning/normalregulativ fra styrelser og god praksis.
Leveringsvilkårene er qua deres tilblivelse efter DANVAs opfattelse heller ikke at anse som gensidig forpligtende aftale i traditionel forstand.
Generelt har udkast til bekendtgørelse et indhold, som vil være yderst problematisk for standardvilkårene herunder de konkrete leveringsvilkår for de enkelte forsyninger i forhold til levering af deres løbende tjenesteydelse.
DANVA har bemærket i Justitsministeriet i et høringsnotat til LF 16/2021 (senere lov nr. 2158/2021) som respons på høringssvar fra dels DANVA dels Dansk Fjernvarme skriver:
”Justitsministeriet har noteret sig tilkendegivelserne om lovforslagets forhold til sektorspecifik lovgivning. Justitsministeriet bemærker hertil, at lovforslaget ikke ændrer på anvendelsesområdet for sektorspecifik lovgivning.”
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen og Susanne Vangsgård