DANVA takker for modtagelsen af høringsmaterialet og vil i det følgende udtrykke dels vores generelle holdning til bekendtgørelserne dels komme med nogle mere specifikke bemærkninger.
Formålet med bekendtgørelserne er at udmønte bemyndigelserne i loven til at sikre, at alle beskyttelseskrævende BNBO er omfattet af beskyttelse pr. 1. januar 2025 og at der foreligger et administrationsgrundlag for BNBO, der endnu ikke er udpeget eller skal revurderes.
Generelt
Vi ser med tilfredshed, at bekendtgørelserne udmønter ministerbemyndigelsen til at fastsætte tidsfrister, vilkår og rammer for aftaleindgåelsen. Vi vil dog gerne påpege, at der stadig er uklarheder, der burde præciseres i bekendtgørelserne eller i det mindste prioriteres i den kommende vejledning.
Specifikke bemærkninger
Det fremgår ikke tydeligt, hvordan man skal forholde sig til aftaler forsøgt indgået i første halvdel af 2024.
Mange forsyninger mangler at få fornyet indvindingstilladelser, hvilket ofte giver forældede BNBO. Det er vores opfattelse, at de nuværende udpegede BNBO forventes pålagt beskyttelse selvom det er klart, at der kommer væsentlige ændringer i en kommende udpegningsbekendtgørelse. Specielt for områder, hvor det vides, at arealer ikke vil være omfattet i den kommende udpegning, der burde denne viden kunne inddrages i forbindelse med indgåelse af aftaler.
Endeligt mangler der klare retningslinjer for håndtering af de situationer, hvor det forventes, at en indvinding ophører inden for en begrænset tidshorisont.
Ift. risikovurdering er det afgørende for vores medlemmer at blive hørt i forhold til resultatet af denne. Specielt vil vi meget gerne inddrages, hvis man beslutter sig for at ophæve en tidligere beslutning om et beskyttelsesbehov.
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen