DANVA har noteret sig det foreslåede krav om mindst to uafhængige medlemmer i varmeforsyningers øverste ledelsesorgan.
Vi er enig i, at uafhængige medlemmer kan medvirke til at styrke ledelsesorganets professionalisme. Dog mener vi også, at det bør være frivilligt for varmeforsyninger, om der skal være uafhængige bestyrelsesmedlemmer.
Det er vores indtryk, at de nuværende ledelsesorganer generelt set agerer professionelt, samt at det bedst kan vurderes lokalt hos den enkelte varmeforsyning, hvor vidt det vil være hensigtsmæssigt at få uafhængige medlemmer i det øverste ledelsesorgan.
Forskellige forsyningsarter – f.eks. varme, vand, spildevand og affald – drives ofte i en koncernstruktur, hvor bestyrelserne/de øverste ledelsesorganer i datterselskaber ofte har samme eller meget overlappende sammensætning af medlemmer. Det kan derfor give anledning til unødig meget administration, hvis der er forskellige krav til sammensætning af medlemmer af bestyrelser/ledelsesorganer fra forsyningsart til forsyningsart; herunder krav om forbrugerrepræsentanter i vandselskabers bestyrelser over for det foreslåede krav om uafhængige medlemmer i varmeforsyningers øverste ledelsesorgan.
Dette taler også for, at det bør være frivilligt for varmeforsyninger at have uafhængige medlemmer i det øverste ledelsesorgan.
DANVA er opmærksom på vigtigheden af en professionel og veldrevet bestyrelse. Derfor har vi sammen med Dansk Fjernvarme, andre brancheorganisationer og KL lavet et Kodeks for god selskabsledelse i forsyningsselskaberne (link til version 2, september 2022).
Hvis I har spørgsmål/kommentarer, kan I kontakte seniorkonsulent Jens Plesner, tlf.: 8793 3560, mail: jpl@danva.dk
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA