Overordnet er DANVA positiv overfor ændringerne i den reviderede bekendtgørelse.
Foreningen støtter op om de foreslåede tiltag vedrørende stop for planlagte midlertidige udledninger af spildevand i forbindelse med omlægninger af renseanlæg eller ledninger. Vi støtter ligeledes op om, at spildevandsselskaberne skal have større ansvar for at inddatere i PULS-databasen, da vi mener, at det vil forbedre datakvaliteten og dermed styrke vores viden om udledninger af stoffer fra spildevandssystemer til vandmiljøet.
Vi har samtidig nogle kommentarer til specifikke ændringer i høringsudkastet, hvor vi vurderer, at udkastet indeholder nogle uhensigtsmæssigheder. I det følgende fremgår først vores overordnede betragtninger, og i det efterfølgende bilag fremgår vores kommentarer vedr. specifikke ændringer.
Næringsstofkrav for teknisk vand
I det foreliggende udkast fremgår næringsstofkrav til teknisk vand af kapitel 7, der regulerer udledninger fra spildevandsselskaber omfattet af vandsektorlovens §2, stk. 1.
Det er DANVA bekendt, at der i øjeblikket arbejdes på at udarbejde en særlov for teknisk vand selskaber, og DANVA henviser til dette arbejde i Klima, Energi- og Forsyningsministeriet/Energistyrelsen. Dette er bl.a. begrundet i, at et spildevandsselskabs kunder ikke skal finansiere aktiviteter, der drives under kommercielle vilkår. Kravene til teknisk vand bør derfor ikke fremgå i kapitel 7, som omhandler krav til spildevandsselskaber underlagt vandsektorlovens regulering.
Problemstillingen uddybes i bilaget.
Ansvar for inddatering af data i PULS
Formuleringen af denne paragraf efterlader uklarhed om, hvilke data, der konkret er tale om, og der er ligeledes tekniske spørgsmål vedr. adgang til indtastning af data og sikring af de rigtige data i databasen, der mangler afklaring. DANVA indgår gerne i en dialog om udpegning af data, og hvordan det teknisk sikres, at korrekte data kommer ind i databasen.
Revision af spildevandsvejledningen
Som konsekvens af ændring af bekendtgørelsen bør vejledningen til spildevandsbekendtgørelsen også revideres.
Vi uddyber gerne ovenstående bemærkninger og indgår gerne i videre dialog med Miljøministeriet både omkring regulering af teknisk vand og de problemstillinger, der er knyttet til spildevandsselskabernes ansvar for at inddatere i PULS.
For uddybning af DANVAs kommentarer til høringsudkastets specifikke ændringer, kontakt venligst Anders Hansen, tlf. 5114 3363, ah@danva.dk
Med venlig hilsen
Carl-Emil Larsen
DANVA
Bilag
Specifikke bemærkninger
Næringsstofkrav for teknisk vand - § 22, stk. 3
Ekstra rensning af spildevand til industriformål eller såkaldt teknisk vand herunder til PtX, bør ikke underlægges vandsektorlovens regulering, da der er tale om virksomhed, som drives med kommercielt formål. Som nævnt arbejdes der i øjeblikket i Klima, Energi- og Forsyningsministeriet på en særlov for teknisk vand selskaber.
Den foreslåede bestemmelse kobler krav til udledninger fra teknisk vand selskaber sammen med krav til udledninger fra et spildevandsselskab omfattet af vandsektorloven. Dette er uhensigtsmæssigt jævnfør ovennævnte særlov. Udledninger fra teknisk vand selskaber bør reguleres særskilt fra udledninger fra spildevandsselskaber omfattet af vandsektorloven.
Teknisk vand er i øvrigt kun reguleret i begrænset omfang i gældende regler. Ovennævnte betragtninger skal derfor læses som forslag til inspiration og til videre dialog om emnet.
Spildevandsselskabernes ansvar for inddatering i PULS - §61
Som tidligere nævnt er DANVA grundlæggende positive overfor, at spildevandsselskaberne får ansvar for at indtaste data i PULS. Det vil forbedre kvaliteten af data i systemet, og dermed blandt andet øge viden om udledninger af stoffer fra spildevandssystemer til vandmiljøet. På to punkter mener vi dog, at der er behov for tilretninger eller yderligere vejledning:
- Præcisering af hvilke data, som spildevandsselskaberne får ansvar for.
Den nuværende formulering af paragraffen udpeger ikke hvilke data selskaberne får ansvar for. Af høringsbrevet fremgår det, at der er tale om data vedrørende udledninger fra overløb. Vi foreslår at det præciseres med en liste i en vejledningstekst eller i et brev til selskaberne, hvilke konkrete datapunkter der er tale om. DANVA bidrager gerne til formulering af denne liste. - Tekniske udfordringer vedr. indtastning af data i PULS
Det skal sikres, at de data, der indtastes i PULS, er korrekte, og at fx overskrivning med forkerte data undgås. Det forudsætter tekniske ændringer i PULS-systemet, så muligheden for overskrivning mindskes, såvel som der kan være behov for præcisering af ejerskab af konkrete datapunkter. DANVA bidrager gerne til formulering af disse tekniske og ejerskabsmæssige præciseringer.
Tilslutning af spildevandsanlæg der ikke er ejet af et spildevandsforsyningsselskab - §13, stk. 1, 3. pkt.
Der lægges op til at slette bestemmelsen i § 13 (fremover § 12) om, at kommunalbestyrelsen meddeler tilladelse til tilslutning af ejendomme til et privat spildevandsanlæg, der er tilsluttet til et spildevandsanlæg ejet af et spildevandsselskab. Det er ikke klart, hvad hensigten er med sletningen. Indebærer det f.eks. at kommunalbestyrelsen ikke længere skal give tilladelse i denne situation? Umiddelbart ser DANVA ingen grund til at slette bestemmelsen, da det efter vores opfattelse, har været praksis i årtier, at kommunalbestyrelsen skal give tilladelse i denne situation. DANVA mener desuden, at der vil være tale om en mindskelse af sikringen af, at et renseanlæg skal kunne opfylde sin tilladelse til udledning jf. samme paragraf stk. 2 (tidl. §13, stk. 3).
Forbud mod udsprøjtning af spildevand omfattet af ”markvandingsforordningen” - §42
DANVA har efter dialog med ministeriet forstået, at den nye tekst skal sikre, at spildevand, der er omfattet af bestemmelserne i forordningen om mindstekrav til genbrug af vand (markvandingsforordningen), udsprøjtes efter denne forordning. I sin nuværende formulering fremgår dette meget uklart, og vi foreslår, at formuleringen laves om.
Andre kommentarer:
DANVA bemærker, at Bilag 4 i bekendtgørelsen og kommunens ansvar for at oplysninger i Bilag 4 inddateres i PULS, jf. § 65 (gammel betegnelse), stk. 2 skal fjernes. Ansvaret for denne indtastning og vedligeholdelse af disse data skal placeres et andet sted i så tilfælde – evt. ved spildevandsselskabet.
I Bilag 1 til bekendtgørelsen lægges det op til at slette muligheden for at foretage NVOC målinger som erstatning for COD-målinger. DANVA bemærker her, at NVOC-målinger er en form for TOC-måling som det kommende Byspildevandsdirektiv vil stille krav om skal foretages. Derfor vil det være hensigtsmæssigt først at tage stilling til dette, når der tages stilling til, i hvilket omfang krav om TOC-målinger skal indføres som en del af implementeringen af Byspildevandsdirektivet.