Karen Minde Aksen

Karens Minde Aksen i Københavns Sydhavn kombinerer håndtering af op til 15.000 m3 regnvand med udvikling af byrum og naturområder. Projektet er et af ca. 350 skybrudsprojekter, som HOFOR og Københavns Kommune har planlagt. Disse projekter skal forhindre oversvømmelser ved at lede vandet hen, hvor det forårsager mindst mulig skade. Samtidig er det ambitionen, at skybrudsprojekterne giver noget tilbage til byen og borgerne i form af øget merværdi til byens gader, parker og pladser.

Et luftfoto af et byområde med en snoet sti omgivet af grønne træer og græsarealer. I forgrunden ses en større rød bygning med et åbent pladsareal foran, og bagved kan man se flere mindre bygninger samt et boligområde i baggrunden. En flod eller sø er synlig i horisonten.
Foto: Hofor

Motivation for projektet

Karen Minde Aksen understøtter de todelte ambitioner og er et godt eksempel på dobbeltprogrammering, hvor flere tiltag kombineres til en sammenhængende helhed – og hermed skaber merværdi på adskillige parametre. Projektet sigter således på at forbedre de fysiske rammer omkring den gode udvikling Sydhavnen er inde i, hvor en særlig græsrodsånd parres med kultur, natur og dyreliv.

I Karens Minde Aksen slynger en teglklinkebelagt stiforbindelse sig naturligt som en gul flod ind og ud mellem områdets store gamle træer. Karens Minde Aksen skal både håndtere hverdagsregn og skybrud. Stiforbindelsen transporterer blandet regn- og skybrudsvand langs et 600 meter langt forløb fra Ellebjergvej forbi Karens Minde Kulturhus for til sidst at opsamle vandet i et nyt, rekreativt regnvandsbassin.

Billede af belægning i Karens Minde.
Foto: Hofor

Teglbelægningen i floden skifter karakter langs forløbet og er valgt ud fra funktionelle og designmæssige faktorer. Der er etableret en cirkelbro i form af en svævende træsti, som erstatter de mange tværgående stier, der tidligere prægede området umiddelbart vest for Karens Minde Kulturhus.

Området omkring Kulturhuset og Dansepavillonen har fået en ny flisebelægning, der samler det tidligere usammenhængende område og resulterer i et multifunktionelt byrum til formelle såvel som uformelle aktiviteter.

Et luftfoto af et byområde med en snoet sti omgivet af grønne træer og græsarealer. I forgrunden ses en større rød bygning med et åbent pladsareal foran, og bagved kan man se flere mindre bygninger samt et boligområde i baggrunden. En flod eller sø er synlig i horisonten.
Foto: Hofor

Den nye belægning indeholder åbne vandrender, som transporterer overfladevandet og tagvand til den centrale vandopsamling, der flyder under Cirkelbroen og ender ved siden af Dansepavillonen i risleengen, en række mindre filtreringsbassiner. Disse renser vandet ved hjælp af naturbaserede principper, inden det ledes til forbassinet og videre hovedbassinet som ses og opleves som ét samlet regnvandsbassin.

Et billede af en træbelagt sti, der snor sig gennem en park med græs og høje træer. I baggrunden står en stor murstensbygning med hvide detaljer, og solen skinner gennem trækronerne, hvilket skaber et roligt udendørsmiljø
Foto: Hofor

Et af delmålene med Karens Minde Aksen er at bidrage positivt til biodiversiteten i hele området. Derudover gælder det, at jo længere syd de besøgende bevæger sig, jo mere stiger det naturlige indhold. Det nye 2.500 m2 regnvandsbassin bidrager også positivt til biodiversiteten i området.

Den samlede vandafstrømningsstruktur udgør et komplekst hydraulisk system, som sikrer, at regnvandet kan håndteres i det aflange anlæg. Det sker både ved naturligt fald på belægningsoverflader, i vandrender, under tryk gennem nedgravede ledninger og ved opmagasinering.

En person sidder på en stor sten ved kanten af en rolig sø i en park, omgivet af græs og træer. Søen reflekterer himlen og træernes silhuetter, hvilket skaber en fredfyldt atmosfære

 

Karens Minde Aksen kombinerer på den måde Sydhavnskvarterets iboende ånd, borgernes trivsel og den grønne kulturarv med skønhed og tilpasning til klimaforandringerne – et nyt byrum baseret på helt almindelig smuk fornuft.

Hvad er nyt?

Innovationshøjden i projektet falder primært inden for fire kategorier:

  • Størrelse: Karensmindeprojektets arbejde med at udvikle de lokale byrum og landskaber i samspil med håndtering af hverdagsregn og skybrud er unikt i sin skala.
  • Transport af vand i byrum: Et eksempel på dette er udvikling og indpasning af transportstrukturer for vand, der arkitektonisk hænger sammen med nye pladsdannelser og stisystemer. 
  • Risleeng: Som en del af projektet er Risleengen udviklet som et nyt rensekoncept, der gennem et moniteringsprogram dokumenteres med henblik på at beskrive det som BAT på linje med våde regnvandsbassiner.
  • Pumpeløsning: Byrumsmålene i projektet har sammen med terrænforhold og krav om at bevare eksisterende træer sat nogle rammer, der nødvendiggør pumpning af store dele af det vand, der håndteres i projektet. Dette er designet og optimeret i forhold til at reducere pumpebehov og bidrage til, at det pumpede vand bliver gjort synligt, så det bidrager til oplevelser i byrummet.

Hvilken merværdi giver projektet?

Karens Minde Aksen bidrager med merværdi på en lang række forskellige parametre.

Disse omfatter blandt andet skybrudssikring, klimatilpasning, forbedrede rekreative rum, øget social interaktion, mere biodiversitet, bedre bynatur, øget tilgængelighed og tryghed, beskyttelse af områdets eksisterende værdier og bedre levevilkår for dyr.

Hovedparten af de eksisterende træer er bevaret, herunder de ikoniske træer på Sjælørplanen, og derudover er der plantet omkring 70 nye træer. Omkring det nyetablerede regnvandsbassin er målet at øge faunaarternes variation. Skrænterne er beplantet med træer, buske og græsser, mens store sten skaber levesteder for smådyr og insekter. Det er et princip, hverken at have bænke eller kunstig belysning i den sydligste del for ikke at forstyrre dyrelivet.

Den øgede biodiversitet og artsrigdom bidrager generelt til at lagre CO2 i området.

Derudover er forholdene for dyrene i Børnenes Dyremark markant forbedrede.

Hvilke effektiviseringsgevinster er der ved projektet?

Karensmindeprojektet håndterer regnvand fra de tilstødende oplande i overfladeløsninger og kun det vand, der ikke kan ledes ind i projektet, pumpes. Denne løsning, hvor et grønt byrum udnyttes til transport, magasinering og rensning af regnvand, giver ekstremt store besparelser i forhold til traditionelle regnvandsløsninger under terræn.

Denne dobbeltanvendelse af arealet, hvor der skabes rum til klimatilpasning og samtidig udvikles nye og bedre byrum, er meget effektiv i forhold til både arealanvendelse, ressourceforbrug og CO2-aftryk i anlægsfasen.

Samtidig er anlægget designet, så omkostningerne til både grøn drift og drift af renseløsninger er minimeret.

Hvem har vi samarbejdet med?

Projektet tog sin begyndelse i 2016, hvor Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen ved Områdefornyelsen Sydhavnen, påbegyndte et arbejde med en vision for området omkring Karens Minde Kulturhus og Sjælør Boulevard. På samme tidspunkt var Klimatilpasning (også Københavns Kommune, TMF) klar til at gå i gang med skybrudssikring af området sammen med HOFOR.

Områdefornyelsen påbegyndte en inddragelsesproces med de lokale borgere og interessenter om udvikling af et program for Karens Minde Aksen som både rummede opgradering af området og skybrudssikring.

Gennem en lang række møder og workshops har borgerne haft indflydelse på, hvilke funktioner og faciliteter projektet skulle indeholde såsom de to hundegårde, de to legepladser, opgraderede forhold for Børnenes Dyremark, materialevalg og meget mere.

Den ambitiøse inddragelsesproces har medvirket til at øge ejerskabet til projektet og har resulteret i, at borgerne og brugerne har taget imod forandringerne med glæde og tilfredshed.

Borgerinddragelsesprocessen under projektering er faciliteret af Vida Local og er udført i tæt samarbejde med Schønherr og WSP og de to bygherrer, HOFOR og Københavns Kommune.

Derudover har det tværgående samarbejde mellem Schønherr og WSP resulteret i en løsning, hvor mange af de komplekse vandhåndteringstiltag indgår naturligt i helheden og er med til at skabe merværdi i området. 

Navn på indstiller

Ditte Juul Sørensen

Projektpartnere

Bygherrer: HOFOR og Københavns Kommune
Totalrådgiver: Schønherr
Underrådgivere: WSP og Vida Local
Entreprenør: Ebbe Dalsgaard A/S