Køge Nord – tværfagligt samarbejde skaber ny, bæredygtig bydel i det grønne

Projektet er et eksempel på, hvordan klimaplaner kan omsættes i praksis. Køge Nord skal være hovedstadsområdets nye bæredygtige bydel i det grønne.

Et åbent grønt område med et bassin med vand i i forgrunden. Bassinet er bevokset med noget der liger græsset og der står lidt vand. I baggrunden ses en lang, snoet træbro, der løber gennem landskabet, og horisonten er oplyst af en klar blå himmel på en solrig dag

Motivation for projektet 

Projektet er et eksempel på, hvordan klimaplaner kan omsættes i praksis.

Køge Nord skal være hovedstadsområdets nye bæredygtige bydel i det grønne. Som redskab til at sikre alle relevante aspekter af bæredygtighed vurderes, anvendes systemet for DGNB-certificering (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen).

DGNB bygger på en helhedsorienteret forståelse af bæredygtighed, som ikke blot evaluerer et byområde ud fra hvor miljømæssigt bæredygtigt det er, men også ud fra hvor socialt og økonomisk bæredygtigt det er. Køge Kommune har derudover vedtaget en ambitiøs klimaplan, der lever op til Parisaftalens målsætninger om CO2-neutralitet i 2050.

Et stort åbent naturområde fyldt med vilde blomster i lilla, gule og hvide nuancer. Området er dækket af højt græs og spredte træer, med en bygning i det fjerne under en overskyet himmel.
Foto: KLAR Forsyning

Visionen afspejler sig i spildevandsplanen for Køge Nord, hvor der er stillet særlige krav til at indtænke vandmiljø og klima:

  • Drikkevandsinteresser: Køge Nord ligger indenfor området med særlige drikkevandsinteresser. Det stiller store krav til at beskytte grundvandet, samtidig med at en del af regnvandet skal nedsives for at opretholde grundvandsdannelsen.
  • Vandløbene: Begge vandløb i området er hydraulisk belastet og der må derfor ikke udledes for store mængder regnvand ad gangen. Der er fastsat individuelle forsinkelseskrav.
  • Naturbeskyttede kystområder: Begge vandløb løber ud til et større kystområde bestående af revlerne Staunings Ø og Ølsemagle Revle i Køge Bugt. Området er udpeget som naturbeskyttet område (Natura 2000). Der er derfor særlig fokus på, at byudviklingen ikke fører til en merudledning af næringsstoffer (0-balance). Der er stillet krav om rensning af regnvand til BAT (best available technology) med et ønske om at anvende filterløsninger.
  • Skybrudssikring: Byen skal sikres mod skader fra regnhændelser op til T50 om 100 år. Forsyningens anlæg indenfor serviceniveauet (T5 om 100 år) og de private nedsivningsanlæg til tagvand (T5 om 100 år) sammentænkes med skybrudskorridorer og skal til sammen realisere skybrudssikringen.

I planlægning, projektering og anlæg af afløbssystemet har KLAR Forsyning derfor anvendt DGNB`s grundprincipper. Løsningerne er valgt under hensyn til økonomi, socialt og miljømæssig bæredygtighed.

De særlige miljøkrav vedrørende grundvand og Natura2000 har ført til udviklingen af nye løsninger med høj forsinkelses- og renseeffekt, ligesom lokal jordhåndtering, materialevalg og driftssikkerhed har været i højsædet. Regnvandsløsningerne indgår i landskabet og fungerer som rekreative, grønne og multifunktionelle friarealer som er med til at klimasikre området.

Kort sagt er ambitionen for projektet: Mest mulig miljø for pengene.

Et åbent grønt område med et bassin med vand i i forgrunden. Bassinet er bevokset med noget der liger græsset og der står lidt vand. I baggrunden ses en lang, snoet træbro, der løber gennem landskabet, og horisonten er oplyst af en klar blå himmel på en solrig dag
Foto: KLAR Forsyning

Hvad er nyt?

Innovationshøjden kan beskrives ved at nævne 2 eksempler på samarbejdet:

  • En fælles skybrudskorridor, som leder vandet ud af den nye bydel, er blevet realiseret uden behov for merfinansiering - takket være en helhedsorientering planlægning mellem Køge Kommune og KLAR Forsyning. Køge Kommune har anlagt den planlagte hovedvej gennem boligområdet som en ’skybrudsvej’, og langs vejen har KLAR Forsyning anlagt en række lokalbassiner til opsamling og forsinkelse af hverdagsregn.
  • I ådalen langs Skensved Å har KLAR Forsyning etableret flere kunstige vådområder til forsinkelse og rensning af hverdagsregn. De spildevandstekniske anlæg indgår i et nyt naturområde, hvor regnvand bidrager til høj biodiversitet. Efter kun 3 år er der registeret over 350 arter, deriblandt flere sårbare vadefugle og fredede padder. 


Hvilken merværdi giver projektet?

Projektet viser, hvordan planlægningsarbejdet efter DGNB`s principper har skabt anlægs- og infrastrukturprojekter, som både er mere økonomisk, miljømæssigt og social bæredygtig i forhold til andre byudviklingsprojekter i kommunen. Projektet er et konkret eksempel på, hvordan klimaplaner kan omsættes i praksis.

Regnvandsløsningerne sætter ny standard indenfor renseeffekt, sikrer byen mod skybrud og bidrager til et godt mikroklima og større biodiversitet.

CO2-udledningen i anlægsfasen blev reduceret målbart ved at have fokus på lokal jordbalance. Fra 2019 til 2021 er der blevet hentet ca. 10.000 kubikmeter nye grusgravsmaterialer ind til projektet, som bl.a. er blevet brugt til at bygge grusveje eller til filtermateriale i rensebassinerne. Kun 5.000 kubikmeter jord blev i starten af projektet kørt til eksternt deponi. Til gengæld er hele 100.000 kubikmeter jord blevet udgravet og genindbygget inden for projektet.

Hvilke effektiviseringsgevinster er der ved projektet?

Projektet fremviser hvordan en helhedsorienteret tilgang kan skabe mere bæredygtighed efter DGNB’s principper – økonomisk, miljømæssigt og socialt:

Mere økonomisk bæredygtighed blev opnået ved at bygge løsninger i terræn med naturen som forbillede. Ved at projektere helhedsorienteret og udnytte synergier mellem forskellige delprojekter blev der skabt jordbalance i projektet, som reducerede KLAR Forsynings anlægsomkostninger målbart.

Mere miljømæssig bæredygtighed blev opnået ved at etablere nye filterløsninger og vådområder til regnvand, som vurderes at være (mindst) lige så effektiv som traditionelle våde bassiner. Samtidig blev forbrug af nye råstoffer reduceret og CO2 udledning i anlægsfasen minimeret.

Mere social bæredygtighed blev opnået ved at skabe grønne arealer i den nye by, som er rekreative, bidrager til et godt mikroklima og skaber større biodiversitet til glæde for naturen og borgerne.

Hvem har vi samarbejdet med?

  • Projektets løsninger er skabt af de mennesker, der arbejder på projektet og deres store engagement, gensidige respekt og tillid til hinanden. Der er arbejdet med at skabe en projektkultur, hvor alle har stort kendskab og størst muligt indflydelse på hele projektet. Gennem udbudsprocesserne har KLAR Forsyning aktiv sørget for at skabe gode rammer og inviteret til en kultur, hvor projektet sættes i midten og de gode løsninger findes i fællesskab med alle involverede. En fælles tillidsfuld og åben projektkultur har været fundamentet for at omsætte projektmålene til praksis – både i projekterings-, i anlægs- og i driftsfasen. Strategier er bevist erstattet af en ”buttom up” tilgang, hvor alle opfordres til at bidrage og gode muligheder undersøges og udnyttes.
  • Det mest specielle ved projektet er derfor ikke løsningerne, der blev udviklet og etableret – de er overraskende simple - men at det lykkes at skabe løsningerne i fællesskab gennem en åben og tillidsfuld projektkultur.

Navn på indstiller

Bettina Precht Simonsen

Projektpartnere

Projektet er gennemført af KLAR Forsyning i tæt samarbejde med Køge Kommune og alle udviklere i området. KLAR forsyning står for spildevands- og regnvandshåndtering, mens Køge Kommune står for den overordnede planlægning og anlægningen af veje og stier.

Projektgruppen under KLAR Forsyning er sammensat af et tværfagligt team af hydraulikere og ingeniører fra Envidan, landskabsarkitekter fra Schønherr i samarbejde med forskellige eksterne specialister indenfor naturgenopretning og vandløb. Entreprenøren G. Tscherning og landskabsgartnerfirmaet Malmos blev inddraget i projektgruppen allerede i projekteringsfasen.

Læs mere om Køge Nord

Vaådområde Og Helhedsplanen 04062024