Nyhed
To arbejdere står ved siden af en lastbil med en kran, der løfter en stor beholder på en græsmark.
På billedet er det selskabet Novafos, som er ved at etablere et pumpehus i forbindelse med en boring, der skal hive vand op fra undergrunden. I udlandet bruger man i høj grad overfladevand som den primære ressource til drikkevand, mens grundvandet typisk benyttes i mere beskedent omfang. Foto: Jesper Blæsild
Jesper With 23/08 2022

Bæredygtig udnyttelse af grundvandsressourcer

Danmark er et af de lande, der har størst erfaring med udnyttelse af grundvand som drikkevand. På Grundvandsforum på IWA-kongressen bliver der sat fokus på den større rolle, som grundvand kan få internationalt i en fremtid med (endnu) større pres på verdens drikkevandsressourcer. Oplægsholdere vil bl.a. fortælle om, hvordan grundvand kan udnyttes bæredygtigt.

Deltagere på Grundvandsforum har mulighed for at lytte til og komme i dialog med en lang række eksperter fra ind- og udland. Formålet er at øge interessen for de muligheder, der ligger i at udnytte grundvand som drikkevand og at gøre det på en bæredygtig måde.

Bag arrangementet står Region Hovedstaden og ATV Jord og Grundvand, der er en fond, som arbejder for at fremme formidling og udveksling af viden om fagområdet jord og grundvand. Indlæggene handler bl.a. om bæredygtig udnyttelse af grundvandsressourcerne, så der også vil være drikkevand til kommende generationer.

”Der er stigende pres på vandressourcerne internationalt i takt med at verdens befolkning vokser og klimaforandringer øger presset på drikkevandsressourcerne. Her vil vi gerne gøre opmærksom på de muligheder, der er for at udnytte drikkevandet på en forsvarlig måde. Måske er der steder rundt om i verden, der ikke gør brug af de muligheder, der eksisterer,” siger Gunver Heidemann, der er chefkonsulent i Region Hovedstaden, og som til daglig arbejder med at sikre grundvandsressourcerne i regionen. 

Grundvandsforum er opdelt i tre overordnede sessioner, der hver rummer en række indlæg:

  • Grundvandsforvaltning
  • Bæredygtig udnyttelse af grundvand
  • Beskyttelse og sikring af grundvandets kvalitet

Fra Kenya til Californien

Det vil være muligt at høre indlæg fra en række internationale eksperter. Fx vil man kunne opleve Martin Rygaard, der er professor på DTU Miljø og medlem af ATV Jord og Grundvand.

Han vil fortælle om, hvordan man sikrer langsigtet og bæredygtig anvendelse af grundvand, så man udnytter grundvandsressourcerne uden at overudnytte dem.

I sessionen for Grundvandsforvaltning vil man kunne opleve Julia Gathu fortælle om muligheder og erfaringer indenfor udnyttelse af grundvand i Kenya. Hun er driftschef i selskabet ”Drilling for Life” i Kenya og samtidig sekretær for IWAs specialistgruppe indenfor grundvand.

Man vil også kunne opleve Paula Kehoe, direktør for vandressourcer i Californien, problematisere udfordringen med stigende antal tørkeperioder og betydningen af grundvand i San Francisco-området i Californien.

Hver session har samtidig en interaktiv session, hvor emner tematiseres. Fx er der en session med Young Water Professionals, der opfordrer til at tweete en liste med tre best practices for grundvandsforvaltning - med inddragelse af klimaforandringer og geografisk baggrund. Tweetet skal lægge op til kommentering og diskussion.

”Vi håber på, at dette forum vil tiltrække folk, der er nysgerrige og interesserede i erfaringsudveksling på tværs af vidensniveau og landegrænser. Og så håber vi, at folk får nye kontakter, så de kan arbejde videre med grundvand som drikkevand, når de kommer hjem,” siger Gunver Heidemann.