Baggrund Forening Myndigheder
Et nærbillede af en person, der nyder at være i vandet, med teksten "Rent vand for bæredygtige byer og samfund" synlig i venstre side af billedet.
DANVA ønsker at knytte lokalpolitikere tættere til sig. Derfor tilbyder vi nu dialog om vandrelaterede spørgsmål.
DANVA 27/04 2022

DANVA i dialog med byrødder om vand

DANVA ønsker en tættere dialog med lokalpolitikere. Derfor tilbyder vi nu dialog om vandrelaterede spørgsmål.

Nyvalgte byråd har de næste fire år ansvaret for at varetage forholdene i deres kommune. DANVA tilbyder derfor at dele viden med dem vedrørende arbejdet med drikkevand, spildevand og de stigende vandmasser som følge af klimaforandringer. Dialogen kickstartes med et gratis webinar. Her vil DANVA præsentere løsninger til, hvordan lokalpolitikerne ude i deres kommuner kan understøtte drikkevandsagen og sørge for indsatser, der kan skærme vandmiljøet samt dæmme op for oversvømmelser.

Desuden deler vi viden til lokalpolitikerne via hjemmesiden voresvand.nu om drikkevand, spildevand og klimatilpasning. Her kan de også se resultatet af en undersøgelse, der viser, hvor meget danskerne vil betale mere for at sikre, der er rent drikkevand i hanen, og hvad klimasikring betyder for værdien af boliger.

Dialogen med politikerne har også til formål at imødegå udbredelsen af misinformation fra bestemte interessegrupper. En af de store misforståelser, som florerer, er, at de rester af pesticider, der ender i grundvandet, udelukkende skyldes fortidens anvendelse af sprøjtemidler. Det er desværre forkert. Vandværkerne må nemlig også tage boringer ud af drift på grund af stoffer, som er fuldt lovlige i dag. Det gælder f.eks. bentazon. Også derfor er det afgørende at udvide de sprøjtefrie områder omkring drikkevandsboringer. Vi er simpelthen nødt til at adskille kemikalier fra drikkevandsinteresser ved at reservere særlige områder til dyrkning af drikkevand, hvor der ikke anvendes midler eller tillades aktiviteter, som kan forurene grundvandet.

En anden misforståelse er, at overløb fra kloaksystemer i forbindelse med skybrud har afgørende betydning for vandmiljøet. Ifølge Miljøstyrelsens data indeholder overløbene kun 1-2 pct. af den samlede mængde næringsstoffer, der udledes til vandmiljøet. Under 10 pct. i gennemsnit af den påvirkning stammer fra byernes udledning af spildevand gennem renseanlæg, mens langt den største påvirkning af vandkvaliteten i søer, åer og kystnære områder kommer fra dyrkning af landbrugsarealer. Det drejer sig om godt 60 pct. af kvælstofbelastningen.

Det gratis webinar løber af stablen 9. juni 2022. DANVA inviterer lokalpolitikerne direkte.