Forsyningssekretariatet finder, at økonomisk regulering fører til lavere vandpriser

Den økonomiske regulering, der bl.a. omfatter indtægtsrammer og effektiviseringskrav, har ifølge Forsyningssekretariatet reduceret priserne på drikkevand med 13-17 pct., i forhold til en situation uden regulering. Sådan lyder konklusionen i en ny artikel, hvor vandsektorens regulator har undersøgt prisudviklingen på drikkevand i flere end 300 drikkevandsselskaber.

Stabil husstandsudgift siden 2011

Hustandsudgiften til drikkevand har været helt stabil i perioden med økonomisk regulering (2011-2020) [DANVA (2021): Vand i tal 2021, s. 7]. Derfor skal man være opmærksom på, at Forsyningssekretariatet ikke mener, prisen er faldet. Sekretariatet kommer derimod frem til, at prisen er lavere end, hvis de regulerede selskaber ikke havde været underlagt økonomisk regulering. Når der i artiklen fra Forsyningssekretariatet står lavere priser, menes der altså lavere priser end ellers.

Artiklen kan læses her 

Indtægtsrammerne sætter loft over prisen for vand

Det er i sig selv ikke overraskende, at den økonomiske regulering skulle have ført til lavere priser på drikkevand end ellers. For det første sætter indtægtsrammerne et loft over det enkelte vandselskabs samlede indtægter og dermed indirekte også et loft over prisen for en m³ vand.

For det andet reduceres indtægtsrammerne årligt med effektiviseringskrav. Derfor kan det alt andet lige også forventes, at effektiviseringskravene vil påvirke vandprisen, fordi vandselskaberne dermed skal sænke prisen pr. m³ for at overholde en indtægtsramme, der reduceres løbende.

Vandselskaber har effektiviseret kraftigt

Om effektiviseringskravene slår helt igennem på m³-prisen, afhænger af, om det enkelte selskab opkræver hele sin indtægtsramme eller ej.

Hvis hele indtægtsrammen ikke opkræves, slår effektiviseringskravene som udgangspunkt ikke igennem på m³-prisen. Udviklingen i vandprisen kan derfor også tilskrives en lang række andre forhold udover den økonomiske regulering. Forhold, som Forsyningssekretariatet desværre undlader at se nærmere på i artiklen. Vandsektoren begyndte allerede i 2002 at sætte fokus på omkostningerne og hjalp til at gøde jorden for store effektiviseringer i reguleringens første år, hvor ikke alene effektiviseringskrav men også sektorens egen proaktive indsats var vigtig. Det nævnes fx ikke i artiklen, at de regulerede selskaber i løbet af reguleringens første år (2011-16) lavede så store effektiviseringer af egen drift, at indtægtsrammerne i 2017 blev permanent reduceret med 426 mio. kr.

Prishop efter kommunesammenlægning

Artiklen undlader også at fokusere på, hvorfor vandprisen i årene umiddelbart før effektiviseringskravene og benchmarkingen blev indført, steg ret kraftigt og om der dermed er andre forklaringer end den økonomiske regulering på, at prisen efterfølgende flader ud. Her er et iøjnefaldende element kommunesammenlægningerne i 2007, der påvirkede de fleste kommunale selskaber med nye behov for bl.a. at investere i optimering, sammenlægning af anlæg og nogle steder indhentning af et investeringsefterslæb. Investeringer, der indtil 2010 typisk blev kontantfinansieret gennem stigende takster. Et andet element er skiftet fra kommunale regnskaber til årsregnskaber, der førte til, at flere omkostninger skulle opgøres som investeringer, der med indførelsen af den økonomiske regulering i højere grad skulle lånefinansieres. I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at Forsyningssekretariatet ikke nævner, at en del af prisudviklingen kan skyldes en omlægning fra takst- til lånefinansiering, hvilket basalt set vil sige, at regningen for lavere takster i dag sendes videre til fremtidige kunder. Med en kraftig stigning i sektorens gældsætning kan dette også have haft en betydelig effekt [DANVA (2021): Vand i tal 2021, s. 9]. Endelig er der ikke set på effekten af tillæg, og om effektiviseringskravene fører til reelle effektiviseringer eller nedskæringer.

Økonomiske regulering har primært fokus på omkostningsminimering

Man får ofte det, man måler på, og den økonomiske regulering har primært fokus på omkostningsminimering. Det centrale spørgsmål, der også helt kort berøres i Forsyningssekretariatets artikel, er derfor – ’hvad så med alt det andet?’, ikke mindst forsyningssikkerhed og kvalitet. Som DANVA ser det, har øgede investeringer i fx nye vandværker og tørt opstillede ståltanke mv., samt implementeringen af innovative driftstiltag som Dokumenteret Drikkevandssikkerhed, spillet en væsentlig rolle i at løfte drikkevandssikkerheden de seneste 10-15 år. Et løft, der også tidligere er beskrevet af Forsyningssekretariatet. Vandsektorens bekymring er imidlertid skiftet i reguleringen. I starten var vandselskaberne foran effektiviseringskravene, mens selskaberne de senere år har fået tiltagende svært ved at levere effektiviseringer i samme tempo som de internationalt set meget høje effektiviseringskrav. Det presser omkostningsdækningen og øger risikoen for uhensigtsmæssige nedskæringer.

Brugen af effektiviseringskrav og økonomisk benchmarking som en del af den økonomiske regulering, har formentlig haft en effekt på vandprisen. Det er imidlertid en vanskelig opgave at isolere effekten af den økonomiske regulering i en periode med stigende investeringer, øget gældsætning og kvalitetsforbedringer. Samtidig udelader artiklen som nævnt en række forhold, der synes at gøre konklusionen om en pris på drikkevand, der er 13-17% lavere end ellers, meget usikker.