Frederiksberg Forsyning - det gode eksempel til efterfølgelse.
Som det fremgår af artikel ”Hvorfor efterleves kodeks for god selskabsledelse ikke i de kommunale forsyningsselskaber” er der et bekymrende gab mellem ”Kodeks for god selskabsledelse” og den måde, som forsyningsselskaberne er organiseret og drives på. Ud af 18 undersøgte selskaber lever kun et mindretal af selskaberne op til at sikre de rette kompetencer i bestyrelsen og uafhængighed mellem kommunalbestyrelse og forsyningsselskab.
Et af de 18 selskaber, som indgår i minianalysen, har imidlertid, mens analysen blev gennemført, på rekordtid besluttet sig for en ændret organisering med baggrund i kodeks for god selskabsledelse. A
lt sammen med henblik på at sikre den professionalisme og transparens, som bør være til stede i de kommunale forsyningsselskaber, for at de kan være gearet til at takle fremtidens udfordringer med klare mål om en effektiv forsyning og fokus på den grønne dagsorden.
Processen på Frederiksberg
Processen har været meget komprimeret, startende i foråret 2021 med en analyse af, i hvilket omfang Frederiksberg forsyning er organiseret og drives efter retningslinjerne i kodeks og afsluttende med en vedtagelse i kommunalbestyrelsen den 1. november 2021.
Som det fremgår af sagsmaterialet, har tilvejebringelse af ny organisering været båret af et ønske om professionalisering af bestyrelsen og helt generelt, at selskabet skal kunne stå på mål for at følge de anbefalinger, som er formuleret i ”Kodeks for god selskabsledelse”, og dermed reducere eksponering for kritik.
De væsentligste ændringer vedtaget af kommunalbestyrelsen.
- Der nedsættes en enhedsbestyrelse, hvor alle væsentligste beslutninger – også i selskabets datterselskaber – træffes.
- Bestyrelsen suppleres med to eksterne uafhængige medlemmer.
- 2 forbrugerrepræsentanter vælges ind som medlemmer af enhedsbestyrelsen.
Konkret i forhold udpegning af de 2 eksterne bestyrelsesmedlemmer har kommunalbestyrelsen besluttet, at selskabsbestyrelsen efter konstitueringen tager en drøftelse af, hvad bestyrelsen skal kunne for bedst muligt at bistå og sikre, at selskabet lykkes med sin opgave/strategi, og hvilke kompetencer der mangler og som bestyrelsen bør supplere sig med. Når der er enighed om, hvilke kompetencer der mangler, laver bestyrelsen en liste med mulige bestyrelseskandidater, der prioriteres, hvorefter kandidaterne tilbydes at træde ind i bestyrelsen.
Ændringerne træder i kraft fra og med den nye valgperiode 1.1.2022.
Afsluttende kommentarer
Vi har i den arbejdsgruppe, som står bag artikel ”Hvorfor efterleves kodeks for god selskabsledelse ikke i de kommunale forsyningsselskaber” kun kunnet følge processen på Frederiksberg på afstand. Selv om forfatteren til denne artikel har været forbrugerrepræsentant i bestyrelserne for Vand A/S og Kloak A/S under Frederiksberg Forsyning, har vi i arbejdsgruppen først haft adgang til beslutningen og grundlaget herfor i forbindelse med kommunalbestyrelsens behandling den 1/11 2021.
Men set udefra må processen – når man ser på tidsforløbet – have været drevet af en stærk vilje til at få gennemført de nødvendige ændringer, og at få processen afsluttet inden kommunalvalget. I arbejdsgruppen ser vi frem til - når ændringerne er trådt i kraft – direkte fra Frederiksberg Forsynings ledelse, at få mere indsigt i erfaringerne med beslutningsprocessen samt erfaringerne med de konkrete ændringer. Og forhåbentlig vil dette kunne tjene som inspiration for andre kommunale forsyningsselskaber, som endnu ikke har taget ansvaret på sig med at implementere anbefalingerne i ”Kodeks for god selskabsledelse”.
Spørgsmål?
Kontakt Susanne Vangsgård
og find ud af mere
Susanne Vangsgård
Chefkonsulent