Nyhed Selskabsledelse Internationalt samarbejde
En lang gang i en industrihal med store, blå rør og ventiler på begge sider. Rørene løber langs væggene og loftet i en symmetrisk opsætning.
Efterklaringstanke. En teknisk gang med omfattende rørsystemer i en vandbehandlingsanlæg, der viser den komplekse infrastruktur, der understøtter moderne vandforsyning.
Lars Fischer 20/04 2022

Krigen i Ukraine: Russiske forretningsforbindelser, leveringssikkerhed og prisstigninger

For NOVAFOS betyder krigen i Ukraine usikkerhed om leveringssikkerhed, prisstigninger, og at man gerne vil undgå at have russiske forretningsforbindelser i kreditorkartoteket.

Og indtil videre har NOVAFOS heller ikke fundet en af slagsen i en umiddelbar gennemgang af kreditorkartoteket. Men det er en omfattende opgave tilbundsgående at kortlægge forretningsrelationer i NOVAFOS.  

Satser på dialog med kollegaer

“Vi har med gru sandet, at vores kreditorkartotek indeholder 2.700 poster”, fortæller administrerende direktør i NOVAFOS Carsten Nystrup og fortsætter: ”Når man har så stort et kreditorkartotek, er det jo en fuldstændig vanvittig opgave at undersøge tilbundsgående, om der måtte være en eller anden russisk rigmand, der har nogle aktier i et firma, moderfirma eller koncern”.

I stedet for på egen hånd at gå mere i dybden med kreditorkartoteket post for post, så satser NOVAFOS på at løse opgaven i dialog med selskabets nabo-forsyninger.

Skærpede sanktioner mod Rusland

EU har skærpet sanktionerne mod Rusland på baggrund af invasionen af Ukraine. Skærpelsen af sanktioner mod Rusland har gjaldt siden 26. februar, 2022 og har også påvirket DANVAs medlemmer, der undgår at handle med russisk ejede virksomheder.

Hold jer orienteret om af sanktionerne på Finanstilsynets hjemmeside.

 

...Vi vil se, om vi ikke kan prøve at hjælpe hinanden med, at vi ikke alle sammen undersøger de samme ude i tredje eller fjerde geled

Carsten Nystrup

NOVAFOS

“Det er jo dumt, at vi alle sammen screener hele kreditorkartoteket, fordi der er sikkert nogle gengangere i dem. Så vi vil se, om vi ikke kan prøve at hjælpe hinanden med, at vi ikke alle sammen undersøger de samme ude i tredje eller fjerde geled”.

Inspireret af andre selskaber, udsender NOVAFOS herudover formularer til alle selskaber i kreditorkartoteket, så det er leverandørerne, der ved at underskrive tro-og-love-erklæringer dokumenterer, at de overholder sanktionerne.  

NOVAFOS forventer at lavere leveringssikkerhed kan løses sammen

På spørgsmålet hvorvidt krigen har medført problemer med leverancer til selskabets drift, kan Carsten Nystrup endnu ikke se konsekvenser af sanktioner og krig. Indtil videre.

”Indtil videre er det ikke noget, der påvirker vores daglige drift, men det skal jo nok komme. På vores renseanlæg kan vi godt mærke det. Vi kan ikke få lov til at forudbestille kemikalier til bundfældning. Vi må komme, når vi har brugt, det vi har, og så kan vi håbe, der stadig er nok til, at vi kan få leveret”, fortæller Carsten Nystrup.

Til trods for en øget usikker i leveringssikkerheden er han dog fortrøstningsfuld og mener ikke, at vandselskabet i den nuværende situation ser ind i en kritisk periode og ikke kan løse sine opgaver.

”Vi er jo nødt til at håndtere det spildevand, og hvis vi ikke får de kemikalier, som er nødvendige, så kan vi jo ikke stoppe med at håndtere spildevand. Så får det den kortvarige miljømæssige effekt, indtil man finder en anden løsning. Og der forventer vi jo ikke, vi nødvendigvis skal opfinde den dybe tallerken. Det er jo ikke kun os, der bliver ramt af sådanne leverancevanskeligheder. Det vil hele branchen jo blive. Så mon ikke, at vi sammen kan udtænke, hvad vi så gør”.

Prisstigninger håndteres i dialog

NOVAFOS oplever aktuelt betragtelige prisstigninger, som resten af samfundet også gør det.

”Vi har fået henvendelser omkring stigende priser på igangværende kontrakter. Der kunne vi godt juridisk set stå på vores kontrakter, så det arme firma måtte leve med det tab, de kom ud for i den sammenhæng. Men det skaber ikke det bedste samarbejdsklima efterfølgende”.

Derfor har man i NOVAFOS taget en generel beslutning om at tage en dialog med de selskaber, der kommer tilbage, at de har lidt svært ved at køre kontrakterne til ende. Han understreger dog i samme ombæring, at selvom han gerne tager dialogen med leverandører, så er han opmærksom på, at NOVAFOS ikke bliver taget ved næsen.

I 2021 gennemførte NOVAFOS projekter for 921 mio. kr., og nu er Carsten Nystrup spændt på at se, om selskabet kan gennemføre projekter i samme størrelsesorden, som hidtil.

Vi er jo nødt til at håndtere det spildevand, og hvis vi ikke får de kemikalier, som er nødvendige, så kan vi jo ikke stoppe med at håndtere spildevand

Carsten Nystrup

NOVAFOS