Mere viden der kan føre til bedre beslutninger
Præsidenten for IWA, Tom Mollenkopf, tror på en ”fantastisk” verdenskongres om vand i København den 11. til 15. september 2022. Mollenkopf udtrykker i dette interview håb om, at deltagere, som kommer fra sektoren, gennem programmet og udveksling af erfaring, får nyt med hjem til sig selv, der samtidig er anvendeligt i deres organisation.
Hvordan ser du IWAs globale rolle og ansvar med hensyn til drikkevand, spildevand og klimaændringer?
”Vi er den største organisation i verden for mennesker, der arbejder med vand. Vi favner mange kulturer, mange sprog, mange tilgange. Det er en meget kraftfuld kombination, og vores organisation giver muligheder for at tænke globalt og handle lokalt. At lære om det bedste fra kolleger rundt på kloden og omsætte det til praksis. Når det gælder rent drikkevand og sanitet, er der en stor udfordring i at sikre lige vilkår rundt om i verden. IWA kan hjælpe med at øge kapaciteten til at udrette noget i lande med et stort behov. Det sker på basis af udveksling af ideer og viden snarere end med det traditionelle udviklingskoncept, hvor vestlige lande kommer og afleverer en løsning. Vi forsøger også i IWA at medvirke til at opretholde en høj fart med hensyn til indsatser, relateret til klimaændringerne,” siger Tom Mollenkopf, som er australier.
Han tilføjer, at IWA desuden gennemfører en række konkrete programmer og har egne partnerskaber med internationale og regionale organisationer på vandområdet.
Det er et vigtigt budskab for os til regeringerne, at aktører fra vandsektoren bliver inddraget i de internationale drøftelser på regeringsniveau, så vi kan videregive vores erfaringer.
Hvordan kan World Water Congress i København højne IWAs internationale profil?
”Kongressen er formentlig den største enkelte mulighed for os for at opnå synlighed på den globale scene. Efter at have været hæmmet af COVID-19 kan vi atter samles om at etablere relationer og opbygge netværk, og vores partnere i regeringer og erhvervsliv kan være med. Sammen kan vi gøre status og skue fremad.”
Videndeling, finansiering og fun
Hvad vil for dig gøre World Water Congress i København til et vellykket møde?
”At der er sket en deling af viden og praksisser om vand og spildevand. Det er en ædel, intellektuel ambition, som jeg har. Desuden at deltagere, som kommer fra sektoren, har fået noget med hjem til sig selv og til deres organisation i kraft af programmet, så de er sat i stand til at træffe mere oplyste beslutninger. At det finansielle aspekt er blevet drøftet grundigt. Finansiering er centralt for at kunne udvikle og levere løsninger - ikke mindst i udviklingslande. Det kan være finansiering fra store banker, og det kan være mikrofinansiering. Jeg finder det også vigtigt for et godt event, at alle har haft det sjovt. Det mener jeg helt alvorligt. Det er kendt, at alle får et større udbytte, når der er plads til humor,” siger Tom Mollenkopf, som har en mild og varm fremtoning på skærmen på Zoom-forbindelsen til Melbourne-området, hvor han bor.
”Muligheden for regional berigelse er også et vigtigt mål for kongressen, som jo rykker rundt i verden hvert andet år. Denne gang til Danmark og Norden, som har ydet betydelige bidrag gennem tiden.”
Tom Mollenkopf finder det svært at fremhæve særlige emner fra kongressen ud over bestræbelserne på at opfylde de globale bæredygtighedsmål om vand og det eksistentielle spørgsmål om klimaændringer.
”Mødeprogrammet er både bredt og dybt. Meget foregår parallelt. Jeg håber, at alle vil have fået mulighed for at imødekomme deres egne interesser i løbet af kongresdagene. Det kan også være om de traditionelle tekniske aspekter.”
Han ser udstillingen, der holdes som led i kongressen, som en rigtig god lejlighed til at stifte bekendtskab med nye produkter og ydelser – ”håndgribelige ting”.
Tom Mollenkopf
- Født 1957
- Australier
- Præsident for the International Water Association (IWA) siden maj 2021. Valgt til posten i oktober 2019 og genvalgt i oktober 2021
- Forinden syv år som IWA-bestyrelsesmedlem og -næstformand
- Desuden ledende stilling i IWAs hovedkvarter i London i to år
- Uafhængig konsulent
- Uddannet jurist og har også en MBA-lederuddannelse
- Har arbejdet i vandsektoren i 25 år
- Har været direktør i Australian Water Association og senest direktør i Peter Cullen Water and Environment Trust, en uafhængig fond
- Har desuden været direktør for den største australske organisation for frivillige livreddere
Hvordan kan IWA-kongressen i København indvirke på forløbet af FN-konferencen i New York i marts næste år om vand og bæredygtig udvikling?
”Jeg håber, at World Water Congress kan samles om et kommuniké, der kan afleveres til FN-mødet. Det er et vigtigt budskab for os til regeringerne, at aktører fra vandsektoren bliver inddraget i de internationale drøftelser på regeringsniveau, så vi kan videregive vores erfaringer. Vi forventer ikke at skulle bestemme."
Partnerskaber samler alle skarpe hjerner
Apropos vand og bæredygtig udvikling: FN’s bæredygtighedsmål nummer 17 handler om at fremme partnerskaber? Hvor står IWA i forhold til betydningen af partnerskaber?
”Danmark har sammen med Holland og Singapore et enestående ry for at etablere partnerskaber. Partnerskaber hjælper til at styrke båndene mellem universiteter/forskning, regeringen, virksomheder og forsyninger. Viden findes ikke kun ét sted. Vi er simpelthen nødt til at få alle de skarpeste hjerner sat i omdrejninger. I IWA stiler vi efter, at der er kort afstand mellem idé og udførelse, og det forudsætter, at alle er samlet om det. Banker og andre finansieringsinstitutioner skal også gerne være med,” siger Tom Mollenkopf.
Han fremhæver forsyningerne som måske særligt vigtige her. ”Forsyningerne er stedet, hvor innovatører kan gå hen for at få afprøvet deres løsninger. Det er absolut nødvendigt for dem. Senere i forløbet er forsyningerne også stedet, hvor løsningerne tages i brug,” siger Tom Mollenkopf.
Han hæfter sig videre ved, at virksomheder og rådgivere efterhånden er villige til at bidrage til videndeling i partnerskaber. Væk er den umiddelbare frygt for at røbe indsigt over for konkurrenter.
På kongressen er der et erklæret fokus på vand og byer?
”Urbanisering medfører, at stadigt flere bor i byer, og derfor er det nødvendigt at tænke i ’smarte byer’, som er sikre med hensyn til menneskelig beboelse. Ved udarbejdelsen af vandløsninger skal der tages højde for borgernes forventninger, og det sker i København, værtsbyen for kongressen, og også i andre danske byer. Jeg ser meget frem til kongressen i Danmark. De danske værter har arbejdet hårdt gennem lang tid på forberedelserne. Der er kommet kød på skelettet. Jeg har en tro på, at det bliver et fantastisk møde. Jeg kan næsten ikke vente,” siger Tom Mollenkopf fra den anden side af kloden.