PFAS er en udfordring for drikkevandet flere steder i Danmark
Da kvalitetskravet for PFAS på EU´s anbefaling blev sænket med en faktor 50, røg stofferne pludselig over grænseværdien flere steder. Og hvad gør man så? Der findes metoder til rensning for PFAS i drikkevand, men ingen er perfekte. Og så koster de en del mere, end vi er vant til for rensning af drikkevand.
Forurening af drikkevandet med PFAS var indtil for nylig ikke et stort tema i Danmark. Men da kvalitetskravet blev sænket til 2 nanogram pr liter for fire PFAS-forbindelser i drikkevandsbekendtgørelsen pr. 1. januar 2022, blev situationen pludselig en anden. Nu findes der drikkevandsboringer hos en række vandforsyninger i Danmark, hvor PFAS indholdet er for højt, og hvor en indsats er påkrævet.
Det gælder bl.a. hos HOFOR, der specifikt har udfordringer på Solhøj kildeplads. Det er den største kildeplads under Værket ved Thorsbro, der årligt leverer ca. 9 mio. m3 drikkevand til borgerne i hovedstadsområdet. På Solhøj måler man over grænseværdien for den samlede sum af 4 PFAS stoffer. Som følge af fundet er indvindingen reduceret fra kildepladsen, og HOFOR fører skærpet tilsyn med vandkvaliteten, så der fortsat kommer drikkevand ud til kunderne i hovedstadsområdet, der overholder de skærpede krav.
Anne Scherfig, der er sektionsleder for vandplanlægning i HOFOR, oplyser, at det ikke er så nemt at finde nye steder at hente drikkevand.
”Vi hører tit, at man kan lukke ned og finde nye kildepladser. Men der indvindes normalt 5 mio. m3 vand per år fra Solhøj Kildeplads, svarende til 55% af produktionen på Værket ved Thorsbro. Det kan vi ikke gå ud og finde andre steder. Vi kan så begynde at rense vandet. Problemet er bare, at der mangler brugbare rensemetoder til PFAS,” siger Anne Scherfig.
HOFOR arbejder dog på at finde frem til en brugbar rensemetode til PFAS, og udfører pt. forskellige pilottest, men der foreligger endnu ikke resultater fra forsøgene.
Kombination af to metoder på Fanø
Hos Fanø Vand måler man PFAS indholdet i den samlede drikkevandsudvinding til 4 nanogram pr liter – dvs. dobbelt så meget som grænseværdien. Hidtil har man ikke været i stand til at finde frem til, hvor forureningen kommer fra. Der er ingen industri på øen, og brandvæsenet har ikke holdt øvelser i nærheden af indvindingsområdet. Udfordringen er særlig stor på Fanø, da man ikke umiddelbart har mulighed for at åbne nye boringer. En drikkevandsledning til Esbjerg er en mulighed, men den vil tage mindst 2 år at etablere og koste op mod 50 mio. kr.
”Der er ingen hurtige løsninger. Vi har undersøgt forskellige muligheder for rensning af drikkevandet sammen med firmaet Silhorko-Eurowater. Der er blevet gennemført et pilotforsøg med aktiv kul, som dokumenterede kullets kapacitet og rensningsgrad under forskellige driftsforhold. Men det var ikke så overbevisende, at det kunne danne grundlag for et fuldskala anlæg. Så et nyt pilotforsøg er nu i gang, hvor man tester en kombination af aktiv kul efterfulgt af rensning på et ionbytningsanlæg. Det har vist rigtig god rensning,” siger Kaj Svarrer, der er bestyrelsesformand for Fanø Vand.
Foreløbig ser løsningen dog ud til at blive dyr og der er den ekstra udfordring, at der lang leveringstid på PFAS ionbyttere. Derfor ved Fanø Vand fortsat ikke, hvornår de igen kan levere drikkevand til forbrugerne, der ligger under grænseværdien for PFAS.
”Med kombinationen af de to kan vi rense i bund, så PFAS slet ikke kan måles. Vi bruger først aktiv kul for at nedbringe indholdet af NVOC (ikke flygtigt organisk kulstof), da det ellers belaster ionbytteren. Samtidig fjernes noget af PFAS indholdet. Resten af PFAS fjerner vi så i ionbytningsanlægget. Vi har kørt med det i en længere periode nu, og vi ligger fortsat helt nede, hvor PFAS ikke er målbart. Så det er vi rigtig tilfredse med,” siger Arne Koch, der er afdelingschef for drikkevandsafdelingen i Silhorko Eurowater.
Firmaet fortsætter med forsøget, indtil man har data nok til beregning af et fuld skala anlæg og for at kunne dokumentere effekten. Arne Koch tilføjer, at det kan være en mulighed for Fanø at leje et midlertidigt anlæg, indtil et fast ionbytningsanlæg kan leveres. Man arbejder på at gøre processen så effektiv som muligt, så prisen kan holdes nede.
”Vi tror på, at kombinationen af de to er den bedste løsning for Fanø, ud fra sammensætningen af de stoffer, de har i drikkevandet. Men det behøver ikke være samme løsning et andet sted. Det afhænger af sammensætningen af PFAS og andre stoffer,” siger Arne Koch.
Løsning skal passe til den enkelte boring
Miljøvirksomheden Krüger tilbyder velafprøvede teknologier til at oprense PFAS forurening i jord og dermed til at reducere påvirkning af grundvand og vandmiljø. Firmaet arbejder også med løsninger til at fjerne PFAS og PFOS i drikkevandet.
”PFAS er ikke et generelt problem lige nu for det danske drikkevand, men de steder, hvor det findes over kravværdien, er det til gengæld et stort problem, for den helt oplagte rensemetode der passer til alle værker findes indtil videre ikke. Så det haster med at finde løsninger i forhold til drikkevand,” siger Vibeke Dorf Nørgaard, der er procesingeniør hos Krüger.
Der er ikke kun én enkelt løsning på PFAS udfordringen, for hver boring har en unik sammensætning af stoffer, og det bør man vælge sin renseløsning ud fra. Alle kendte løsninger har både fordele og ulemper, påpeger hun.
En foreløbig løsning, som flere regioner og vandværker gør brug af, er at rense for PFAS med kulfiltre som afværgepumpning. Det er fx også det, der sker i Kastrup Lufthavn, hvor der er fundet PFAS over grænseværdien.
Vibeke Dorf Nørgaard peger på, at det enkelte vandværk med for høje PFAS koncentrationer først skal finde ud af, hvor forureningen stammer fra. Og man skal tage stilling til, om den enkelte boring, der er udfordret, kan lukkes, hvor man så lader de ”rene” boringer levere drikkevandet til borgerne.
”Holdningen både i Miljøstyrelsen og i kommunerne er, at man hellere vil finde andet rent drikkevand end at rense det, man har. Men flere eller alle ens boringer kan jo være berørt af PFAS eller af pesticider og så dur den løsning ikke. Her er alternativet videregående vandbehandling, hvor man renser for miljøfremmede stoffer,” siger Vibeke Dorf Nørgaard.
Krüger peger på tre mulige løsninger til rensning for PFAS i drikkevand. Brug af aktiv kulfilter, ion-bytning og membran-filtrering. Man kan læse mere om metoderne i den tilhørende boks.
Forsøg i gang på vandværkerne
”Problemet er dog, at vi ikke rigtigt har erfaringer med fjernelse af PFAS på vandværkerne i Danmark. Vi og andre har pt. en række forsøg i gang. Men indtil de er afsluttet, lægger vi os op ad testresultater fra bl.a. Sverige, hvor man har testet fjernelse af PFAS på vandværker, der er sammenlignelige med danske vandværker,” siger Vibeke Dorf Nørgaard.
Overordnet set findes der således teknologier til at separere PFAS fra drikkevand, men de koster mere, end vi før har set med andre forureninger af drikkevand. Samtidig står man med PFAS affald, som man skal af med. Uanset hvilken løsning, man vælger, står man med en affaldsstrøm, der skal håndteres, og som koster en del penge.
”Når et vandværk beder os hjælpe med en forurening, vil vi først se på nogle vandanalyser, og vi vil lave en test i lille skala på vandværkets vand for at vurdere drifts- og anlægsøkonomien. Dvs. hvor stort skal anlægget være til denne behandling. Herudfra vil vi vurdere, hvilken af de 3 løsninger, vi vil anbefale. Vi sender samtidig de helt konkrete data på drikkevandet med i myndighedsansøgningen, så kommunen kan tage stilling på oplyst grundlag,” siger Vibeke Dorf Nørgaard.
DANVA: FARLIGE FLOURSTOFFER SKAL FORBYDES HELT
DANVA FORESLÅR FØLGENDE:
- Fuldt forbud mod brug af PFAS-stoffer.
- Håndtering af punktkilder, som kan
true drikkevandsforsyningen - alle
PFAS-punktkilder, som ligger i eller kan
true vandindvindingsoplande til almene
vandværker, bør prioriteres samlet, så
det er hele den potentielle kildestyrke
i et opland, der danner grundlag for en
vurdering af trusselsbilledet for almene
vandforsyninger. - Forbud om udbringning af spildevandsslam i områder med særlige drikkevandsinteresser. Vi ved, at spildevand og slam udgør en spredningsvej for PFAS-stofferne, men man har endnu ikke overblik over konsekvenser ved udbringning af spildevandsslam på marker.
- Oprydning og afværgeforanstaltninger, finansieret ved forureneren betaler.
- Kravværdier for tilslutningstilladelser til renseanlæg – værdier skal afspejle det faktum, at stofferne er uønskede i miljøet og ophobes. Grænseværdierne for tilslutning skal være bindende. Den rensning, der kan være nødvendig, skal foregå så tæt på kilden som muligt.
- Deklarationspligt og mærkningsordning DANVA foreslår en fuld deklarationspligt for PFAS-holdige produkter, eventuelt suppleret med en forbrugerrettet mærkningsordning, så det bliver nemmere at fravælge disse produkter. I henhold til gældende regler skal indholdsstoffer ikke deklareres, hvis de indeholder små mængder (0,1%). En nedre grænse giver ikke mening, da stofferne ophobes i omgivelserne.
TRE METODER TIL RENSNING FOR PFAS I DRIKKEVAND
Valg af rensemetode afhænger af, hvilke PFAS stoffer, der skal renses for, samt hvilke andre stoffer vandet indeholder. Der findes kortkædede og langkædede PFAS stoffer. Det gælder generelt, at rensningen er mest effektiv ved de langkædede PFAS-stoffer (mere end 6 til 8 C-atomer i kæden).
AKTIV KULFILTER. Det fjerner stofferne ved, at PFAS ”klistrer sig fast” på kulpartiklerne. Udfordringen er, at man ikke kan køre så længe, før kulfiltrene skal skiftes. PFAS forbindelser er ikke helt så glade for at sætte sig fast på kullet som andre stoffer. Det kan give en driftsøkonomisk udfordring. Der findes forskellige kulfiltre, hvor kornstørrelser, oprindelsen af kullene (fx stenkul eller kokosnødeskaller) giver filteret forskellige egenskaber. Man skal derfor vurdere valg af filter og den optimale drift af dem nøje ud fra forureningstype og vandets karakteristika i øvrigt. Jo længere PFAS kæden er, jo bedre virker aktivt kul. Men de lave kravværdier, der nu gælder, betyder, at en løsning kan komme til at bestå af flere kombinerede rensemetoder.
IONBYTNING. Her bruger man samme teknik, som når man blødgør drikkevand. PFAS fjernes ved ionbytning og adsorption til et resin. Ionbytning er mest effektiv til de langkædede PFAS-forbindelser. Når resinet er mættet med PFAS, skal det regenereres eller forbrændes. Hvis man regenererer, skal spildevandet opsamles, og man skal håndtere store mængder kemikalier på vandværket. Det vil de færreste vandværker bryde sig om, og samtidig er det ikke en billig løsning.
MEMBRAN-FILTRERING. Man kan se membranen som en køkkensi med meget små huller, der separerer PFAS fra ud fra størrelse. Test i bl.a. Sverige viser, at den er effektiv overfor både lang- og kortkædede PFAS stoffer. Denne metode kræver dog brug af kemikalier og genererer PFAS-holdigt spildevand, som så skal håndteres. Det er derfor også en løsning, som kan være en udfordring for nogle vandværker.
