Nyhed Drikkevand Distribution
Fire mænd står foran en gravemaskine på en byggeplads. De smiler til kameraet, mens gravearbejde foregår i baggrunden.
Bydelen Søkig i Lemvig skal nu have spildevandsledninger, der er lavet af genanvendt plast. Foto: DANVA
Lars Fischer 16/03 2022

Spildevandsrør i Lemvig er lavet af genanvendt plast

Bydelen Søkig i Lemvig skal nu have spildevandsledninger, der er lavet af genanvendt plast.

Onsdag d. 16. marts 2022 blev Danmarks første villakvarter indviet, hvor både spildevands- og fjernvarmerør vil være lavet af genbrugsplast. Den nye slags forsyningsledninger, som tages i brug for første gang, er resultat af VUDP-projektet ”Plastrør til fremtidens forsyningsledninger”. Med projektet har projektpartnerne opbygget viden om anvendelse af genbrugsplast i forsyningsledninger og udviklet pilotrør, som nu skal tages i brug, efter de også har klaret sig i test på Teknologisk Institut.

I anledningen af indvielsen inviterede Klimatoriet i Lemvig til det første spadestik ved Søkig i Lemvig.

”Der er tale om en form for living lab i den nye udstykning, hvor spildevandsrør, der tidligere har været lavet af ny-produceret ren plast, nu bliver lavet med grøn genanvendt plast,” siger formand Steffen Damsgaard fra vandforsyningsselskabet Lemvig Vand A/S, der også sidder i bestyrelsen for Foreningen Klimatorium.

Bag projektet står Klimatoriet – Danmarks internationale klimacenter, DANVA, Lemvig Vand, KLAR Forsyning, Kerteminde Forsyning, Skanderborg Forsyning, Svendborg Vand&Affald, Teknologisk Institut, NPG Danmark, Wavin, Uponor, Emtelle, Aage Vestergaard Larsen og virksomheden Plastix, der har lavet genbrugsgranulat.

”Den cirkulære løsning er symbol på selve livet. Og måske kan dette nye, kredsløb med at genanvende plastik binde verden sammen på en ny og mere bæredygtig måde. Det er i hvert fald uomtvisteligt, at genanvendelse af plast er en af de store forudsætninger for, den grønne omstilling kan lykkes. I dag tilføres Europa 50 mio. tons plast om året, 25 mio. tons kasseres og kun 3 mio. tons genanvendes. EU kræver, at der fra 2025 skal genanvendes 10 mio. tons”, sagde direktør Carl-Emil Larsen, DANVA ved indvielsen.

Lige nu er plastindholdet i spildevandsrørene mellem 10-70% genbrugsplast alt efter, om det er rør der skal lede spildevand under flere bars tryk, eller om det er spildevandsrør uden højtryk. På sigt er det meningen, at rørene skal produceres af 100% genanvendt plast, og den rejse starter med nedgravningen af disse rør.

På verdensplan investeres hvert år for milliarder af kroner i nye vand- og spildevandsrør.