Selskabsledelse
En gruppe mennesker står samlet udendørs ved en havn, iført business casual tøj. Baggrunden viser moderne bygninger ved vandet.
DANVA's nye bestyrelse 2022
Lars Fischer 19/05 2022

Stabilitet og fornyelse – DANVA har valgt ny bestyrelse og formand

Vandsektorens brancheorganisation, DANVA, har ved sin generalforsamling torsdag 19. maj 2022 valgt ny bestyrelse og ny formand. Det bliver en blanding af nye og gamle navne, der de næste fire år skal sætte kursen for vandet i Danmark.

DANVAs medlemmer har valgt 15 nye bestyrelsesmedlemmer ved foreningens generalforsamling i København torsdag 19. maj 2022. Da tidligere formand Lars Therkildsen for et halvt år siden meddelte, at han ønskede at pensionere sig selv, skulle generalforsamlingen dermed vælge en ny til at stå i spidsen for vandsektorens brancheorganisation.

Mens formandsspørgsmålet blev klaret ved, at medlemmer enstemmigt pegede på Lasse Frimand Jensen fra Aalborg Forsyning, skulle det vise sig, at de øvrige pladser blev fordelt i et tæt opløb blandt de 23 kandidater.

Resultatet blev, at der kom syv nye, friske kræfter til. DANVAs bestyrelse vil konstituere sig fredag 20. maj og her udpege sin næstformand.

Den nye bestyrelsesformand var glad for valget og den store interesse, der havde været om DANVAs bestyrelse:

”Det er en kæmpe ære for mig at være DANVAs nye formand. At der var så mange, der gerne vil arbejde i DANVAs bestyrelse, vidner om, at det er et hverv af stor betydning. Bestyrelsen skal sikre sammenhængskraften i foreningen og arbejde for en forenet vandbranche med udgangspunkt i vandselskabernes interesser. Sammen skal vi i sektoren styrke vandets position i samfundet,” siger Lasse Frimand Jensen.

Vandselskaberne sikrer sundt liv. Det gør DANVAs medlemmer ved at rense spildevandet, beskytte grundvandet, levere rent drikkevand, og ved at skabe løsninger, der passer på klimaet og vores fremtid.

"Derfor skal vi passe på vores vandsektor. Det kræver en tillidsbaseret regulering, som ikke dikterer dobbelt effektivisering i stedet for at understøtte de store krav, der er til os fra samfundet. Vi skal have omkostningsdækning for investeringer og sikre vandselskaberne bedre økonomiske rammer. De skal kunne levere på deres kerneopgaver og understøtte den grønne omstilling. Vi har store udfordringer foran os, og jeg glæder mig til at komme i gang sammen med mine bestyrelseskollegaer," siger Lasse Frimand Jensen.

DANVA med sundt årsmøde

DANVA årsmøde foregår den 19.-20. maj 2022 på Comwell Copenhagen Portside og samler 500 vandfolk fra hele landet.

Klima-, Energi-, og Forsyningsminister, Dan Jørgensen, talte årsmødet i gang.Torsdagen i øvrigt er vandets og sundhedens tegn. I to debatter vil interessenter og politikere diskutere potentialer i at styrke aksen mellem vand og sundhed: hvad det kræver af samarbejde på tværs af samfundets institutioner, og hvilke fordele, vandselskaberne kan bibringe Danmark i en verden, hvor danskernes sundhed trues af miljøfarlige stoffer, højvirulente eller vandbårne sygdomme og livsstilrelaterede sygdomme.

Inden det faglige program for alvor skal omslutte tilhørernes hjerner, vil dr.med. Peter Lund Madsen fredag få den samlede hjernepool i salen i topform. Dermed er deltagerne klar til spændende indlæg om Power to X, klimatilpasning ved Harrestrup å og afslutningsvis til tidligere miljøminister og EU-klimakommissær og nuværende formand for bestyrelsen Concito, Connie Hedegaard. Hun skal gøre tilhørerne klogere på ambitioner og status for klimamålet i 2050.

DANVAs nye bestyrelse er:

  • Lasse Frimand Jensen, formand, Aalborg Vand Holding A/S (Formand)
  • Carsten Nystrup, Novafos (Næstformand)
  • Ellen Trane Nørby, Sønderborg Forsyning A/S
  • Lone Loklindt, Frederiksberg Forsyning A/S
  • Birgitte Mogensen, VandCenter Syd A/S
  • Jesper Frost Rasmussen, DIN Forsyning
  • Carsten Rasmussen, Fors A/S
  • Thomas Møller Nielsen, Halsnæs Forsyning A/S
  • Jørn Pedersen, BlueKolding
  • Karina Topp, Aarhus Vand
  • Line Hollesen, KLAR Forsyning A/S
  • Lars Nørgård Holmegaard, Lemvig Vand A/S
  • Henrik Plougmann Olsen, HOFOR A/S
  • Jens Bastrup, Silkeborg Forsyning A/S
  • Ole Steensberg Øgelund, Svendborg Forsyningsservice