Tag tilliden til vandet tilbage til Folketinget
Tillykke til det nye folketing. Under valgkampen er vand blevet fremhævet som et af de vigtigste samfundselementer, partierne vil kæmpe for. Politikerne bør i den forbindelse skifte pisken ud med en gulerod og have tillid til at branchen leverer på de områder samfundet ønsker og mindske den dyre kontrol.
Debatindlæg til Altinget
Klimasikring i Hovedstaden, som både kommunal- og folketingspolitikerne ønsker, bliver svær, måske umulig, at gennemføre. Men det vil blive konsekvensen af et lovforslag om revision af den økonomiske regulering af vandsektorloven. Dermed vil værdier og bygninger i København og omegn blive væsentligt mere sårbare over for skader på grund af manglende sikring mod de stadig kraftigere og hyppigere skybrud.
Lovforslaget vil udover at puste bureaukratiet yderligere op gøre det uansvarligt for vandselskabernes direktioner og bestyrelser at bruge penge på nye anlæg, fordi investeringer vil medføre store, økonomiske tab. Tilliden til håndtering af vand er forsvundet ud af Folketinget og erstattet af mistillid og kontrol i regulering og lovforslag.
I Aarhus giver lovforslaget besværligheder for et kommende renseanlæg, som skal producere grøn energi og håndtere byens spildevand endnu bedre til gavn for vandmiljøet i bugten. Det fremsynede renseanlæg understøtter teknologiudvikling og eksport, helt i overensstemmelse med vandsektorlovens formål og Regeringens nyligt udarbejdede eksportstrategi for vand.
Vandselskaberne skal være underlagt en regulering, men kontrollen må aldrig være dyrere end den gevinst, den skal give til samfundet. De manglende investeringer, lovforslaget vil medføre, vil være skadeligt for Danmarks infrastruktur, sundhed, miljø og klima. Lovforslaget, der er gennemsyret af mistillid og kontrol gør vandsektorloven endnu mere bureaukratisk og dyr for danskerne, medmindre det nye folketing ændrer det radikalt og baserer det på tillid.
Valget var det rene vand
Vandsektoren er begejstret for, at partier under valgkampen har foreslået løsninger til beskyttelse af drikkevand, samt forslag til sikring mod oversvømmelser og PFAS. De har også lanceret, at vi skal mindske det dyre bureaukrati i Danmark og gøre regler enklere. På vandområdet har regeljunglen vokset sig til en monstrøs, sammenfiltret urskov, der er uigennemtrængelig for vandselskaberne og dyr for vandkunderne, fordi det er dem, der betaler for reguleringen.
For eksempel skal et vandselskab sende en stor mængde økonomisk og juridisk dokumentation til centraladministrationen for at søge om lov til noget så simpelt som at måtte investere i at grave en grøft. Det er ganske enkelt forkert, fordi det kun gavner de arbejdspladser, der med mistillid i hånden skal udøve kontrollen. Det ville være bedre, hvis de penge, danskerne betaler for deres vand og spildevand, kommer dem mere direkte til gavn i form af f.eks. bedre beskyttelse af drikkevandet og forebyggelse mod oversvømmelser. Men det kræver, at vi får fjernet mistilliden og erstatter den med tillid.
Vandsektoren byder det nye folketing velkommen, og DANVA vil samarbejde med politikerne om vandsektorens økonomiske regulering. Vandsektoren har i flere end 10 år været underlagt en regulering, der ensidigt har fokuseret på omkostningsminimering. Sektoren har spillet med og i samme periode reduceret indtægtsrammerne med over 3 mia. kr.
Men vi er nu kommet til et punkt, hvor samfundets ønsker ikke kan være indeholdt i den måde, sektoren reguleres på. Hvis vandsektoren fortsat skal forestå klimatilpasning af Danmark, levering af rent drikkevand til danskerne, skærme vandmiljøet mod udledninger fra byer og virksomheder/erhverv, bidrage til sektorkobling og grøn omstilling samt efterspørge teknologiudvikling, der bidrager til skabelse af 5000 nye jobs og en fordobling af eksporten af vandteknologi til 40 mia. kr. årligt frem mod 2030, ja så skal der ske en omkalfatring af den måde, staten tænker økonomisk regulering på.
Forenklede regler kan gøre det hele billigere og bedre. Derfor, kære politikere, afskaf mistilliden og tag tilliden til vandet tilbage til Folketinget.