Vand og sundhed: Da rom tørrede ud
Sabotage af Roms akvædukter år 537 e.Kr. var et af de slag, der fik verdenshistoriens største imperium til at kollapse. Men en romersk embedsmands grundighed gjorde det muligt tusind år senere at genetablere vandforsyningen, så kunst og kultur igen kunne blomstre.
I Rom er der springvand overalt. Vandet pumpes op i kaskader i midten af kæmpefontæner, det fosser som vandfald ud af marmormure, eller det risler stille fra et dragehoved for måske at samles i en årtusindgammel stensarkofag. Variationen i Roms mange hundrede fontæner er stor. Italiens fremmeste kunstnere har formet de fantasifulde omgivelser for det livgivende vand i den hede by.
Skiltet med'Aqua Potabile' (drikkevand) på næsten alle fontænerne vidner om friskt kildevand direkte fra bjergene. Ingen reservoirer, hvor vandet kan blive gammelt og lummert. Tydeligst i gadens karakteristiske evigt rislende drikkehaner, som Løber nat og dag året rundt.
Romere og turister glæder sig over køligt vand på hede dage. Men det konstant rindende vand fortæller også historien om, at en del af Roms vandforsyning er arvet fra romerriget, og at kejsernes akvædukter er i brug i dag to tusind år
senere.
Romerrigets behov for vand
Selvom det antikke Rom var militærstrategisk meget velplaceret, var der et problem ved beliggenheden: Manglen på drikkevand. Enkelte mindre kilder og noget grundvand var ikke nok til at forsyne et imperiums hovedstad. Tiberens usunde, sedimentrige, plumrede vand fristede heller ikke som drikkevand.
Najadernes Fontane er fra 1901, men det ekstravagante vandcirkus ligner måske en af det antikke Roms mange overdådige fontæner.
I 372 f.kr. indviedes derfor Roms første akvædukt, Aqua Appia, opkaldt efter sin bygherre, den romerske censor Appius Claudius. Den ledte vand fra kilder 17 kilometer øst for Rom og ind til centrum. I løbet af de følgende århundreder udvidedes vandforsyningen gradvist med flere akvædukter frem til år 226, hvor den 11. akvædukt færdiggjordes.
Der var drikkevand til alle, togaerne kunne vaskes kridhvide og atriumgårdene spules i rigelige mængder krystalklart vand. I mere end 500 år var det fine vand fra bjergene omkring Rom således en forudsætning for folkesundheden i Imperiets hovedstad. Det førtes i akvædukternes lange rør direkte ind til byens centrale modtage-fontæner og fordeltes via rørledninger videre til mindre fontæner. Vandet løb konstant, og overskuddet fortsatte direkte ud i kloakkerne.
Systemet med det rindende vand kan virke som spild. Men med den konstante strøm fik vandet en unik frisk smag, og man undgik hygiejneproblemer med vandreservoirer i det varme klima. Samtidig sikrede det kloaksystemet mod tilstopning. Det konstante flow holdt rørene rene.
Mere og mere vand
Fra at være en nødvendighed udviklede Roms vandforsyning sig over århundrederne efterhånden til en opvisning i overflod. Der ledtes langt mere vand ind, end borgerne havde brug for til drikkevand og hygiejne.
På sit højdepunkt i år 400 e.Kr. ledte 11 akvædukter tilsammen en milliard liter vand om dagen ind til byen. Det fordeltes i 1212 fontæner, 926 mindre offentlige bade og 11 kæmpemæssige offentlige badeanstalter. Den længste akvædukt, Aqua Marcia, var 90 kilometer lang, mens Aqua Anio Novus med 200 millioner liter om dagen var den vandrigeste.
De mange fontæner må have domineret nærmest hver en plads og hvert et gadehjørne i det gamle Rom. Men fontænerne var mere end bare pynt. Kun de rigeste husholdninger havde indlagt vand. Almindelige borgere hentede deres vand i krukker, kar og spande ved en af de mere end 1000 fontæner.
Man siger, kejserne skulle give folket 'brød og skuespil'for at undgå utilfredshed og oprør. Men adgangen ti1 fontænernes kølige drikkevand i de varme somre var også vigtige midler til at tækkes den jævne romer. Samme rolle spillede badeanstalterne.
Boligforholdene i Rom var ofte usle og uhygiejniske, og det havde stor betydning for romerne at kunne behage kroppen i de lokale Termer. Kolde og varme bade, sauna, massage, sport, hvi1e, koncerter og bibliotek var aktiviteter, der lindrede en barsk hverdag.
Termerne var kolossale konstruktioner forsynet med blandt andet centralt varmeanlæg. Termerne var så vandkrævende, at nogle af dem havde egen akvædukt, som alene forsynede badeanstalten. Af de 11 badeanstalter var Kejser Diocletians
Termer de største med op til 3200 besøgende dagligt.
En anden elstravagant magtdemonstration med vand bestod i at fylde Colosseums enorme scene med vand. En akvædukt kunne omdirigeres og den centrale scene oversvømmes, så der kunne opføres søslag for de begejstrede tilskuere.
Alt i alt må Roms vandforsyning og utallige fontæner have været et fantastisk skue. Historikeren Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skrev i samtiden: "Enhver, der ser de vandmængder, der føres til byen, til bade, bassiner, kanaler, huse, haver og villaer; enhver der ser akvædukterne, der sikrer hældningen, de gennemskårne bjerge og de opfyldte dale med samme formål, må indrømme, at der på hele kloden ikke findes noget mere vidunderligt."
Rom tørrer ud
I løbet af Roms sene historie gik det ned ad bakke for imperiet. Fra begyndelsen af 400-tallet var byen udsat for adskillige angreb og plyndringsforsøg. I 537 smadrede Goterkongen Vitiges akvædukterne og belejrede byen. Selvom det ikke lykkedes Vitiges at indtage Rom, havde han ramt byens akilleshæl. Rom tørrede ud og blev nærmest ubeboelig. Uden sin vandforsyning stod byen ikke længere til at redde.
De følgende næsten tusind år var den prangende hovedstad forvandlet til en ruinby. De tilbageværende beboere var tvunget til at fl1.tte fra de syv høje og ned i området omkring Tiberen, den eneste væsentlige kilde til drikkevand. På de mudrede bredder var klimaet fugtigt og usundt - ulideligt varmt om sommeren og isnende koldt om vinteren. Malariaen stortrivedes.
I denne Roms tusindårige lavkonjunktur var det ikke mange andre end krukkemagerne, der havde gode tider. Vand var blevet dyrebart, og man måtte gemme på de dyre dråber. Et andet erhverv der opstod, var de såkaldte acquarenari. De var specialister i at lave Tiberens grums om til drikkevand gennem avancerede sedimenteringsapparater.
Nogle klostre klarede sig med det sparsomme vand fra naturlige kilder. Den dag i dag kan besøgende se diminutive springvand i klostrenes atriumgårde, ofte med netop krukker som dekoration. De er den fuldstændige modsætning til de overdådigt fråsende springvand, som næredes af akvædukterne i de gode tider.
I løbet af Roms tørlagte middelalder spirede den drøm, som skulle sikre Roms renæssance. Den katolske kirke ønskede at genrejse Rom som nyt centrum for kristendommen.
Men uden vand var det en umulig drøm, og hemmeligheden om Roms vandforsyning havde været begravet med kejserne i mere end 1000 år. Alt hvad der var tilbage, var de sørgelige rester af ødelagte akvædukter i landskabet omkring byen.
1300 år gammel håndbog
Men i år 1429 gjorde en af pavens sekretærer et uvurderligt fund i benediktinerklosteret Monte Cassinos bibliotek: Bogen De Aquis Urbis Romae, en nøje beskrivelse af det gamle Roms vandforsyning. Den var skrevet i in 97 e.kr. af den romerske embedsmand Frontinus og havde gemt sig på klosterets støvede hylder i over 1300 år.
Frontinus havde været en grundig mand. Rørføring, kapacitet, hældning, konstruktion og reparation af akvædukterne var nøje beskrevet. Bogen lod også vide, at Frontinus selv i sin embedstid reorganiserede hele vandforsyningen.
Således forsynet med en detaljeret teknik-og organisationshåndbog kunne pave Nikolas V reparere den romerske akvædukt Aqua Vergine og genindvie den i 1453. Den var oprindeligt fra år 79 f.Kr., og flød altså efter en pause på næsten 1000 år igen i Rom.
Hermed var et vigtigt skridt taget til Roms renæssance. I de følgende århundreder blev yderligere to romerske akvædukter restaureret og genåbnet og flere nye bygget. Borgerne kunne flytte væk fra den usunde flod, få bugt med malariaen og atter indtage Roms syv høje.
Italiens førende kunstnere tegnede de mange nye fontæner, der hyldede glæden ved det vidunderlige vand, der igen nærede kunsten, kulturen, kirken og ikke mindst magten i byen. Hundredvis af nye fontæner så dagens lys, og det er dem vi kan nyde i dag.
For eksempel Trevi-fontænen - et vandteater der nærmest vælter ud af en streng facademur; de kraftfulde geyserlignende kæmpefontæner, der giver liv og bevægelse på Peterspladsen; de tre vidunderlige fontæner på Piazza Navona - fyldt med guder og sagnfigurer, eller den mærkværdige sunkne båd foran Den spanske Trappe. Det er blot eksempler blandt Roms hundredvis af livgivende menneskeskabte kilder.
I dag er Rom for længst vokset ud af sin antikke vandforsyning. En stor del af byens drikkevand har, som så mange andre steder, været omkring store reservoirer. Men akvædukterne er stadig i brug og forsyner mange fontæner endnu i dag.
Hør stemmerne
Desværre har ingen af det antikke Roms fontæner overlevet til i dag. Byens talrige fontæner er alle frarenæssancen eller senere. Men på den smukke og stille Piazza Farnese trækker to højst originale renæssancefontæner alligevel tråden helt
tilbage til antikken.
Fontænernes bassiner er nemlig originale badekar fra Caracallas Termer fra 277 e.Kr. I netop disse kar, store som svømmebassiner, har glade romerske borgere engang pjasket og muntret sig efter en hed og støvet dag.
Lytter man nøje efter på Piazza Farnese, kan man høre stemmerne fra de skæggede herrer. De griner, drikker og får en sludder i karrene. De roser kejser Caracalla, som netop har skænket byen badeanstalten med de fantastiske kar. Og de er enige om, at på badedage er livet værd at leve, og ham Caracalla, han er en guttermand.
Man skal høre godt efter, for mændenes stemmer fortoner sig let i lyden af det rislende vand, der i 2006 fylder karrene og minder os om, at selvom disse mænd og deres kejser har været døde i årtusinder, er deres historie skrevet - i vand.
