Nyhed Klima
Industrielt anlæg med store ståltanke og en trappe, der fører op til toppen af en af tankene i et moderne facilitetsmiljø.
Store ståltanke i et moderne industrielt anlæg, der bruges til opbevaring eller behandling af væsker. En trappe giver adgang til toppen af tankene, hvilket muliggør inspektion og vedligeholdelse.
Mads Volquartz 15/06 2022

Vandselskaber stiller højere krav til materialer for at minimere afsmitning

Flere vandselskaber står over for omfattende renoveringer og byggeri inden for drikkevand, men det kan være en jungle at finde ud af, hvordan man stiller de rigtige krav i udbudsmaterialet i forhold til komponenternes afsmitning. DANVA arbejder på at gøre det nemmere ved at opstille vejledende branchekrav.

Et udtjent vandværk, forældede kildepladser og et stejlt stigende vandbehov fra industrien. Sådan er virkeligheden i Kalundborg, og derfor skal der investeres flere hundrede millioner i vandforsyningen. Men det er ikke noget, man bare lige gør. I den forbindelse skal man sikre sig, at man får stillet de rigtige krav til komponenterne ud fra forsynings- og sundhedsmæssige hensyn. Med et hav af komponenter og udenlandske mærkninger bliver det nemt en hovedpine at strikke et udbud sammen med de rette krav i forhold til minimal afsmitning fra materialerne.

”Vi stiller krav til den cement, der skal bruges ved boringer, til rustfrit stål og alle de komponenter, der i øvrigt indgår i vandbanen. Det kan også dreje sig om typen af legeringer på materialer, og hvilken slags gummi, der er brugt i pakninger. Alt, hvad vandet er i kontakt med. Og så skal vi vide, hvilke stoffer, der migrerer ud af de forskellige produkter,” siger Hasse Milter, der er seniorspecialist inden for drikkevand i Kalundborg Forsyning.

Vandselskabet skal desuden indføre en ny måde at gøre tingene på i forhold til at sikre sig, at der ved reparationer og vedligehold fortsat
bliver anvendt materialer og enheder, som lever op til kravene. Det kunne eksempelvis gøres ved at indføre en positivliste med komponenter, man bruger. Derudover skal alt dokumenteres – herunder hvilken komponent man har brugt, og hvor den er placeret, så man altid kan finde frem til den igen, hvis det senere viser sig, at der er et problem med en specifik del.

Hjælp udefra

Når det kommer til vandledninger, har Kalundborg Forsyning et krav om, at de skal være DK-Vand-mærkede, så det er ikke en udfordring i forbindelse med udbud. Men det er alle de øvrige dele, der giver problemer. Heldigvis har Kalundborg Forsyning kunnet støtte sig til det omfattende arbejde, HOFOR allerede har udført inden for det område. Med et decideret materialeudvalg har HOFOR arbejdet med disse spørgsmål i flere år, og det har man i Kalundborg Forsyning nydt godt af.

”Vi har ikke selv mandskab til at sætte en så stor organisation op. Vi har inddraget alt det, vi kunne, fra HOFORs materiale og sat ind i vores kontekst og den virkelighed, vi arbejder i. De har lavet et kæmpestort stykke arbejde. For os handler det om at kigge så langt frem, vi kan, for ikke at lave fejl,” siger Hasse Milter. Han peger på, at de store investeringer i vandværk og kildepladser helst skal holde i mindst 50 år, og derfor er det altafgørende, at man får valgt de rigtige løsninger – og de rigtige komponenter.

Kalundborg Forsyning forventer, at det nye vandværk og de nye boringer er klar til brug om et par år.

Vandet skal holdes rent

I HOFOR har man i en årrække haft fokus på afsmitning fra materialer til drikkevandet, og selskabet har gjort et stort arbejde på det felt i forbindelse med byggeriet af nye vandværker. På baggrund af en omfattende research begyndte HOFOR at stille krav til de materialer og komponenter, som entreprenørerne skulle bruge til byggeriet.

”Det var de ikke vant til. Det blev et vendepunkt,” siger Lone Tolstrup Karlby. Hun var indtil 1. april formand for materialeudvalget i HOFOR. I dag er hun teamleder inden for grundvand og forureningskilder i HOFOR. Hun var desuden blandt underviserne på et udsolgt to-dages kursus i Vandhuset i Skanderborg i starten af april, hvor emnet netop var materialer i kontakt med drikkevand.

Hun mener, at det nye drikkevandsdirektiv, som er ved at blive implementeret i Danmark, er godt, fordi det netop er med til at stille krav til komponenterne i vandbanen i forhold til afsmitning, så uheldige komponenter ikke forringer vandkvaliteten. ”Når nu vi gør så meget for at beskytte grundvandet, er tanken jo, at vandet skal holdes rent, og at vores materialer ikke skal tilføje nye miljøfremmede stoffer,” siger Lone Tolstrup Karlby.

Nyt kursus på vej

I april 2022 afholdt DANVA et kursus om materialer i kontakt med drikkevand. Kurset blev hurtigt udsolgt med flere på venteliste. Derfor afholder foreningen et lignende kursus i efteråret, ligesom der bliver tilbudt supplerende kurser på et senere tidspunkt. Du kan få overblikket over og tilmelde dig planlagte kurser her.

Bliv klogere i materialenetværket

DANVA er i gang med at opbygge kompetencer til at hjælpe medlemmerne med sikkert materialevalg til drikkevandsforsyningen. Materialenetværket er en del af denne opgave. De senere år har der været meget fokus på risikoen for afsmitning til vandbanen fra de stoffer og materialer, der anvendes, når der eksempelvis bygges nye vandværker. Det er et stort arbejde at skabe det nødvendige overblik, derfor går DANVA nu i gang med at indsamle og koordinere viden på området, som DANVAs medlemmer kan få gavn af. Meld dig til materialenetværket ved at skrive en mail til Carsten Vejergang, seniorkonsulent i DANVA.

Stærkere sammen

DANVA har med kurset i april og ansættelsen af Sten Kloppenborg og senest Carsten Vejergang for alvor skiftet gear i forhold til at prioritere området. Og hele pointen med at samle det i foreningsregi er at stå stærkere over for producenter og myndigheder.

DANVAs Sten Kloppenborg sammenligner, på dette område, foreningens rolle med en indkøbsforening. ”Ved sammen at opstille fælles vejledende
branchekrav, bliver det meget nemmere for de enkelte vandselskaber, når de skal lave udbud på kommende vandværker og boringer. Det er jo ikke alle selskaber, der har mulighed for at ansætte eksperter inden for afsmitning,” siger Sten Kloppenborg, seniorkonsulent i DANVA.

Han påpeger desuden, at de vejledende branchekrav også bliver en fordel for producenterne, fordi det vil kunne medføre ensartede krav fra
vandselskaberne til produkterne.

På DANVAs kursus om materialer i kontakt med drikkevand, stod det klart, at der er et ønske blandt foreningens medlemmer om, at der skal dannes et netværk, hvor man kan mødes og udveksle erfaring og hente viden blandt hinanden. Lone Tolstrup Karlby bliver jævnligt kontaktet af forsyningskollegaer med spørgsmål inden for dette område, og i hendes øjne vil det være oplagt at mødes i netværk, hvor alle kan stille spørgsmål, dele viden og få hjælp. ”Det er en stor opgave at sidde med alene. Hvis flere forsyninger har de samme problemer, kan vi hjælpes ad. Målet er jo at blive bedre til at træffe de kloge valg. Og så bliver det nemmere at stille krav til dem, der producerer komponenterne, når vi er sammen,” siger Lone Tolstrup Karlby.