Baggrund Selskabsledelse Ledelse
En stak danske pengesedler i forskellige værdier, inklusive 100, 200, 500 og 1000 kroner, lagt ovenpå hinanden. Hver pengeseddel har forskellige design og farver.
En samling af danske pengesedler i forskellige værdier, der viser detaljerne i deres design, herunder billeder af broer og bygninger.
Hannah Scheel Andersen 08/02 2022

Vigtige ændringer i bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber.

Mandag den 31. januar trådte en række ændringer af bekendtgørelsen om økonomiske rammer for vandselskaber i kraft. To af disse ændringer er særligt væsentlig at kende som vandselskab.

Periodisering i forhold til drikkevandsbeskyttelse.

Det er med en ændring af bekendtgørelsen blevet muligt at få fordelt omkostninger til beskyttelse af vandselskabets drikkevandsressourcer over flere år. Muligheden gælder for følgende ikke påvirkelige omkostninger:

  • Omkostninger til køb af jord eller indgåelse af aftaler om dyrkningsrestriktioner.
    Det er selvfølgelig en forudsætning, at de fastsatte kriterier for, at vandselskabets aftale kan accepteres som en ikke-påvirkelig omkostning er opfyldte. Derfor skal aftalen være indgået i medfør af vandforsyningslovens § 13 d, eller kommunalbestyrelsen skal i øvrigt have vurderet den nødvendig for beskyttelsen af vandselskabets drikkevandsressourcer. Derudover er det et krav, at aftalen skal være tilgængelige på vandselskabets hjemmeside.
  • Beløb, som vandselskabet er blevet pålagt at betale i medfør af vandforsyningslovens § 13 d, stk. 1, 2. pkt.
    Vandforsyningslovens § 13 d, er den bestemmelse som omhandler indgåelse af aftaler om fast ejendom, for at realisere en indsatsplan. Den konkrete henvisning til stk. 1, 2 punktum omhandler af kommunalbestyrelsen indgåede aftaler, hvori det er bestemt, at den almene vandforsyning helt eller delvist skal betale det beløb, som ejendomsejeren skal have.
  • Erstatninger
    Erstatninger som vandselskaber skal betale i forbindelse med påbud/forbud givet efter miljøbeskyttelseslovens §§ 24 og 26 a er omfattet heraf.

Periodiseringen sker ikke automatisk men efter anmodning fra selskabet. Der er ikke en bekendtgørelsesfastlagt periodiseringsperiode, idet det er forudsat, at vandselskaberne selv kan afveje hensynet til stabile takster over for hensynet til, at vandselskabet kan få dækket sine omkostninger inden for en rimelig tid.

Sammen med muligheden for at få periodiseret omkostningen er det blevet muligt at få periodiseret indtægten ved salg af jord, der er købt under overholdelse af reglerne om ikke-påvirkelige omkostninger. Ligesom ved omkostninger sker periodisering efter anmodning. Som det også hidtil har været tilfældet, finder reglerne om genanbringelse af indtægter ikke anvendelse ved køb og salg af jord under reglerne om ikke-påvirkelige omkostninger.

Desværre gælder muligheden for periodisering kun omkostninger og indtægter, som er afholdt, henholdsvis modtaget, den 1. januar 2021 eller senere. Dette på trods af, at DANVA udtrykkeligt har gjort Energistyrelsen opmærksom på vigtigheden af, at man ikke ”straffede” de vandselskaber som havde været first movers.

Yderligere information 

Vandforsyningslovens § 13 d

§ 13 d. En kommunalbestyrelse eller en almen vandforsyning kan for at gennemføre en indsatsplan vedtaget efter § 13 eller § 13 a indgå aftale med ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over en ejendom om dyrkningspraksis eller andre restriktioner i arealanvendelsen eller indgå aftale om salg af hele eller dele af ejendommen til kommunen eller den almene vandforsyning. Efter høring af den almene vandforsyning kan det i en aftale indgået af kommunalbestyrelsen bestemmes, at den almene vandforsyning helt eller delvis skal betale det beløb, der ifølge aftalen tilkommer ejeren af eller indehaveren af andre rettigheder over ejendommen under forudsætning af, at den almene vandforsyning har fordel af aftalen. Læs Vandforsyningsloven.  

Vigtig ny frist for anlægsprojekter igangsat senest den 1. marts 2016

Tilbage i 2016, blev der givet mulighed for at få tillæg til de økonomiske rammer for projekter igangsat senest den 1. marts 2016. Projekterne skulle være indberettet til Forsyningssekretariatet senest den 15. december 2016 og være afsluttet og ibrugtaget senest den 31. december 2019. Det blev dog gjort muligt at søge dispensation fra fristen for afslutning og ibrugtagning. Med de seneste ændringer af bekendtgørelsen er der fastsat en frist for, hvornår en sådan dispensationsansøgning senest skal være indsendt til Forsyningssekretariatet.

Herefter skal vandselskaber der har indmeldte projekter (i 2016), som endnu ikke er afsluttet og ibrugtagne, sende en ansøgning om dispensation til Forsyningssekretariatet inden den 1. april 2022.

Kravene til dispensationsansøgningen er i øvrigt uændrede, hvorfor denne skal indeholde oplysninger om de forhold, der er årsag til, at vandselskabet ikke kan overholde tidsfristen, og oplysning om forventet afslutnings- og ibrugtagningstidspunkt.

De øvrige bekendtgørelsesændringer

Der er i flere bestemmelser sket en korrektion for at imødekomme, at der ikke er implementeret ændringer i vandsektorloven som forudsat, og dermed ej heller bliver udmeldt økonomiske rammer efter et ændret regelsæt i 2022.
Dette gælder indførelse af en ekstra 2-årige reguleringsperiode efter de nuværende regler for vandselskaber med vandforsyningsaktivitet. Intensionen er, at vandselskaber med spildevandsforsyning kan få indtægtsrammer efter nye regler udmeldt fra 2024 (for en reguleringsperioder på fire år ad gangen) og vandselskaber med vandforsyning kan få indtægtsrammer efter nye regler fra 2025 (for en reguleringsperiode på fire år ad gangen). Muligheden for rammer for en 4-årige periode på baggrund benchmarkingresultat er fjernet i forlængelse heraf.
Andre vandselskaber får først samme indberetning som vandselskaber over 800.000 m3 i 2023, samtidig er det ikke længere omkostninger for en periode men for 2021, der skal indberettes i forbindelse med overgangen.

Endelig er det først fra 2023, at der ved regnskabsaflæggelsen skal redegøres for vandselskabets finansiering af investeringer.