Bæredygtighed er blevet selve fundamentet for forsyningsvirksomheden
På vej ind i Frederiksberg Forsynings bygningsblokke fanges blikket af det spraglede logo for FN’s verdensmål for en bæredygtig udvikling. Logoet i forstørret udgave er placeret på den hvide mur ved siden af hovedindgangen, og det er ledsaget af en opfordring til at gøre en forskel.
Frederiksberg Forsyning har i adskillige år arbejdet med især miljømæssig bæredygtighed. Men i fjor besluttede bestyrelsen at gå skridtet videre og gøre bæredygtighed til selve nøglen. For den type selskab skulle forsyningsvirksomheden gerne være i fremtiden.
Det fortæller Kristian E. Beyer, chef for kommunikation og forretningssupport i Frederiksberg Forsyning. Resultatet blev en virksomhedsstrategi i pixibogsformat, som han lægger frem på bordet i mødelokalet. Titlen er: Et bæredygtigt fundament for livet på Frederiksberg.
”Som forsyning har vi en central placering i samfundet, og vi påvirker mange mennesker. Det er afgørende, at vores aktiviteter er bæredygtige,” siger Kristian E. Beyer.
EKSEMPLER PÅ PROJEKTER
Her er to eksempler på bæredygtighedsprojekter hos Frederiksberg Forsyning, der vedrører drikkevand eller spildevand/regnvand:
- Etablering af en varmepumpe på Frederiksberg Forsynings fjernvarmenet, der trækker energi ud af drikkevandet, som derved bliver koldere. Den samlede energi bliver ”pumpet” op til en højere temperatur og kan via en varmeveksler opvarme returfjernvarmevandet, så varmevandet kan bruges i nettet endnu engang.
- Etablering af separatkloakering under KB’s boldbaner på Frederiksberg. Frederiksberg Forsynings anlæg består af et nyt ledningsnet samt en stor pumpestation som skal sikre, at vandet ved kraftige skybrud ledes fra oplandet til et stort skybrudsmagasin under og på KB’s boldbaner.
Mere end miljøpåvirkning
Frederiksberg Forsyning har en lang historie med at opgøre CO2 og lave miljøregnskab, men bestyrelsen bad om at medtage social og økonomisk bæredygtighed som en afspejling af FN-verdensmålene - ud over den miljømæssige bæredygtighed. Social bæredygtighed består for forsyningen konkret i at sikre et prisniveau på ydelser, så et bredt udsnit af befolkningen har råd til at bosætte sig på Frederiksberg, oplyser Kristian E. Beyer. Det handler også om at understøtte sammenhængskraften gennem for eksempel at skabe nye byrum, arrangementer, oplysning og andet. Økonomisk bæredygtighed går ud på at investere og forvalte værdier på en langtidsholdbar måde, forklarer han, så der ikke efterlades en urimelig økonomisk byrde til fremtidige generationer. Frederiksberg Forsyning fastsatte samtidig et ”pejlemærke” om at blive blandt de mest bæredygtige forsyninger i Europa. Detaljerne i strategien blev derefter udformet i en proces med workshops for henholdsvis bestyrelse og medarbejdere - og med bidrag fra fagpersoner udefra.
Projekter i stedet for tal
Forberedelserne mundede ud i, hvad KristianE. Beyer betegner som ”en vigtig beslutning” om at afstå fra at sætte specifikke mål forbæredygtighedsindsatsen og i stedet fremme bæredygtighed gennem projekter.
Alle projektforslag er opdelt i fem strategiske spor, nemlig bæredygtig forsyning og infrastruktur, bæredygtig drift, bæredygtig organisation, engagement i lokalsamfundet samt digitalisering og data.
”Mine erfaringer med at fokusere på et tal, for eksempel en bestemt CO2-reduktion inden et bestemt årstal, er, at det ikke skaber engagement. Det, vi elsker, er at lykkes med projekter. Derfor indeholder strategien en liste over projekter, som kan bringe os ad den ønskede vej. Det er noget, folk kan tro på. Projekter medfører typisk også samarbejde på tværs,” siger Kristian E. Beyer og fremviser listen for 2023. Projekterne er en rullende plan fra år til år.
Projekterne kan komme fra både medarbejdere og ledelse. Hvis ideen bliver bifaldet, skal forslagsstillerne lave et egentligt oplæg om, hvad der kræves af økonomi, materialer og mandskab. Forslagsstillere skal også beskrive, hvordan projektet tilgodeser de forskellige tilgange til bæredygtighed. Hvis alt ser fornuftigt ud, godkender ledelsen forslaget, forudsat at der er plads i budgettet, og at der er arbejdskraft til rådighed. (Se eksempler på projekter i boksen).
Frederiksberg Forsyning har oprettet en særlig enhed, hvis eneste opgave er at følge projekterne.
”Vi kan allerede sige nu, at strategien virker bedre i forhold til bæredygtighed end de tidligere.”
Holdt op mod planetære grænser
Nok har Frederiksberg Forsyning ikke talmæssige mål for bæredygtighedsindsatsen, men der er et ønske om at måle effekten af indsatsen. Derfor indgår det i strategien at få lavet en organisatorisk livscyklusanalyse, herunder en livscyklusanalyse for hvert større projekt. Analyserne forholder sig til de planetære grænser. Virksomheden skal gerne have et stadigt mindre aftryk i forhold til, hvad jordkloden kan klare.
Livscyklusanalyserne laves årligt, og anden udgave er på vej. Analyserne zoomer ind på aftrykket, når det gælder miljømæssig bæredygtighed på områder, hvor Frederiksberg Forsyning vurderer at have en særlig forpligtelse: Klimaforandringer, biodiversitet, ferskvand og miljøforurenende stoffer.
”Analyserne giver en indsigt i, hvilke af vores aktiviteter der påvirker de planetære grænser mest, og hvor vi gør skade nu. Vi får dermed et grundlag for at udfordre vores leverandører, teknologien og os selv til at finde ud af, hvordan vi kan mindske aftrykket. Vi får også et afsæt til relevante nye aktiviteter,” siger Kristian E. Beyer.
En læreproces med succes
Omkring en tredjedel af de besluttede projekter for 2023 er sat i gang, og tre til fire projekter er afsluttet.
”Vi kan allerede sige nu, at strategien virker bedre i forhold til bæredygtighed end de tidligere,” siger Kristian E. Beyer.
På et spørgsmål om udfordringer i strategien svarer Kristian E. Beyer, at det er vigtigt at sørge for at få afsluttet projekter. Der er desuden et par dybere indsigter:
”Vi har skullet vænne os til, at alt ikke kan koges ned til ét tal eller tre tal. Det har også været svært at komme væk fra rutinen om, at hensynet til økonomi trumfer alt.”
Artiklen er udgivet i DANSKVAND oktober under temaet: "Det bæredygtige vandselskab"
Læs DANSKVAND her
VICEBORGMESTER LONE LOKLINT:
“Forsyningens strategi er mere ambitiøs end kommunens”
Lone Loklindt er 1. viceborgmester og rådmand i Frederiksberg Kommune. Hun er desuden formand for Frederiksberg Forsynings bestyrelse og medlem af DANVAs bestyrelse. Hun siger, at vand- og spildevandsselskaberne har en kæmpestor rolle i
forhold til at omstille Danmark til et bæredygtigt samfund.
Lone Loklindt beskriver Frederiksberg Forsyning som en spydspids i kommunen med hensyn til bæredygtighed:
”Forsyningens strategi er endda mere ambitiøs end kommunens, hvis man ser holistisk på det. Kommunen er ikke sporet ind på de planetære grænser på alle områder endnu. Vi lægger op til at bruge disse på udviklingen af hospitalsgrunden, hvor vi skal opbygge et helt nyt kvarter i byen.”
FREDERIKSBERG FORSYNING
Frederiksberg Forsyningsselskab står for drikkevand og spildevand på Frederiksberg ved København og leverer desuden fjernvarme og -køl samt bygas, bortleder regnvand og
producerer vedvarende energi.
Frederiksberg Forsyning ejes af Frederiksberg Kommune.