Byspildevandsdirektivet: Danske EU-parlamentarikere splittede om forureneren betaler-princip

Over 30 år gammel er den nuværende EU-lovgivning på området. Så da EU-Kommissionen indledte konsultationer med medlemslandene om byspildevandsdirektivet, var konklusionen ikke overraskende, at der er behov for en revision. Tænk på den presserende klimadagsorden og den stadigt mere udbredte opfattelse af spildevand som en ressource.

Kommissionen har efterfølgende fremlagt et omfattende udkast til et revideret direktiv, der skal beskytte miljøet bedre mod negative påvirkninger fra spildevandsudledninger fra byområder og større industrier. Den politiske behandling af direktivforslaget tager fart i løbet af foråret og hen over sommeren. Europa-Parlamentet spiller en central rolle.

DANSKVAND har derfor spurgt to danske EU-parlamentarikere, som begge er medlem af miljøudvalget, om deres holdning til hovedpunkter i udkastet.

”De skrappest mulige krav”

Et nybrud i udkastet er et krav om rensning for miljøfarlige stoffer, der fra 2035 skal gælde renseanlæg, som servicerer over 100.000 personer. 80 procent af de miljøfarlige stoffer skal fjernes. For mindre anlæg bliver der længere tid til at tilpasse sig miljøkrav. Der er desuden krav vedrørende kvælstof og fosfor, herunder genanvendelse af N og P fra spildevandsslam.

Nikolaj Villumsen, valgt for Enhedslisten, bliver forhandler om byspildevandsdirektivet på vegne af Venstrefløjsgruppen i Europa-Parlamentet. Han erklærer sig som tilhænger af ”de skrappest mulige krav” til spildevandsrensning.

”Min absolutte topprioritet er at få lavet en bedre beskyttelse af natur og klima, der samtidig er socialt retfærdig. Hvis der er muligheder for at stramme yderligere op i forhold til udkastet, så er det oplagt at gøre det,” siger Nikolaj Villumsen. Han opfordrer til at være særlig opmærksom på cocktaileffekter som følge af samspillet mellem flere skadelige stoffer.

Pernille Weiss, valgt for De Konservative, er med i Det Europæiske Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, der er konservativ/kristelig-demokratisk. Hun støtter umiddelbart kravene i udkastet om spildevandsrensning.

”Det er mit indtryk, at EU-Kommissionen har forberedt sig godt, så Kommissionen har foreslået det, der er behov for,” siger Pernille Weiss.

Både pisk og gulerødder

En anden væsentlig nyhed i direktivforslaget er det såkaldte udvidede producentansvar. Det er et forureneren betaler-princip, som pålægger industrien i EU at bidrage til betaling for rensning for miljøfarlige stoffer fra deres produktion, der optræder i spildevandet. Ifølge EU-Kommissionen er medicinal- og kosmetikindustrien kilde til næsten alle miljøfarlige stoffer i spildevand.

Nikolaj Villumsen støtter ideen om, at forureneren betaler, fordi det efter hans opfattelse er mest socialt retfærdigt.

”Når vi strammer kravene og øger ambitionerne for at beskytte naturen og klimaet, så er der en regning. Hvis den ikke skal betales af dem, der forurener, så bliver den givet videre til forbrugerne. Og i denne tid, hvor vi kan se, at forbrugerne i forvejen generelt lider under stigende priser, så er det fair, at de virksomheder, som har skabt forureningen, også får regningen,” siger Nikolaj Villumsen.

Pernille Weiss vil vente med at tage stilling til det udvidede producentansvar, indtil hun har set, hvordan de forskellige interessenter reagerer på ideen, herunder industrien. Hun mener, at det er vigtigt at tage højde for, at medicinal- og kosmetikindustrien agerer på verdensmarkedet. Derfor må eventuelle pålæg ikke stille virksomhederne ringere end virksomheder uden for EU-området.

”Den rigtige måde er i virkeligheden at finde den rette balance mellem pisk og gulerødder, så europæiske virksomheder beslutter at fortsætte produktion i Europa i stedet for, at de bliver skræmt væk,” siger Pernille Weiss. Hun minder om, at hvis produktionen flytter, forsvinder også forskning og udvikling, der knytter sig til disse brancher.

”EU kan kun skubbe til miljø- og klimakampen på kloden, hvis det sker gennem virksomhederne og de produkter, som virksomhederne udvikler til verdensmarkedet,” mener Pernille Weiss.

Den konservative EU-parlamentariker opfordrer EU-Kommissionen til også at sørge for gulerødder i form af værktøjer, der kan stimulere til at skaffe mere viden, udvikle ny teknologi og opbygge forretningsmodeller, herunder partnerskaber, inden for spildevandsområdet, ”så de gode ideer kan komme ud på markedet og blive brugt så hurtigt som muligt”. Dette aspekt er en mærkesag for hende, erklærer hun.

Brug for flere midler

Selv hvis det udvidede producentansvar gennemføres som skitseret, vil økonomiske bidrag fra industrien ifølge EU-Kommissionens beregning kun dække lidt over en fjerdedel af omkostningsstigningerne som følge af de skærpede spildevandskrav. Så hvordan forestiller de to danske EU-parlamentarikere sig, at resten af midlerne skal tilvejebringes? Den danske vand- og spildevandssektor anker over, at sektorens opgaver hele tiden øges, uden at den økonomiske ramme udvides.

Nikolaj Villumsen mener her, at der bør stilles flere EU-midler til rådighed til spildevandsrensningen, og at dette bør gøres for særligt at tilgodese dels tyndt befolkede områder, hvor udgifterne pr. borger er relativt større, dels fattige egne i EU.

”Der findes EU-midler, som ikke bliver brugt til gavn for miljøet nu, og det kunne man jo passende lave om på,” siger Nikolaj Villumsen. Pernille Weiss siger - uden at nævne vand og spildevandssektoren specifikt - at det er et kollektivt ansvar at bære omkostningsstigningerne.

”Vi skal se på leverandørkæden. For mig er det centralt, at den, der har indflydelse på ydelsen, også bærer omkostningerne,” siger Pernille Weiss. Hun tilføjer, at i et EU-perspektiv er der mange medlemslande, som - modsat Danmark - ikke tager ret meget for vandet.