Danva til Lars Aagaard: Dine politiske visioner tvinger vandselskaberne til at stifte gæld
Klimaministerens nye lovforslag vil føre til høj gæld for vandselskaberne og risikerer at sætte en stopper for vigtige investeringer i drikkevand og beskyttelse af vandmiljø, skriver Ellen Trane Nørby og Lone Loklindt. Klima-, energi- og forsyningsministeren bør gentænke sit lovforslag til revision af vandsektoren, inden det fremsættes i Folketinget. Lovforslaget vil nemlig sætte investeringer i drikkevand, miljø og værn mod oversvømmelser i stå.
Desuden baseres det på usunde, økonomiske principper, som fører til høj gældsætning af vandselskaberne, hvilket resulterer i højere vandpriser.
I stedet for at gennemføre lovforslaget, bør der være en tilbundsgående politisk drøftelse af, hvordan vandselskaberne med en økonomi båret af sund fornuft skal kunne løse deres vigtige samfundsopgaver.
Selvom den overordnede hensigt med lovforslaget ifølge lovprogrammet er at understøtte investeringer, så er forslaget skruet sammen på en måde, så konsekvensen er lige præcis det modsatte. For eksempel må Aarhus Vand opgive at bygge sit nye, miljøvenliglige og økonomisk mere rentable renseanlæg, mens HOFOR må droppe klimatilpasning af København.
Det skyldes, at lovforslaget vil gøre projekterne alt for økonomisk uansvarlige at gennemføre for vandselskaberne. Den miljømæssige konsekvens af de to eksempler kan blive, at det kan resultere i flere regnbetingede overløb end ellers til Aarhus Bugten og Øresund.
Ny og nødvendig politik
Reguleringen af vandsektoren er blevet et uoverskueligt, dyrt, bureaukratisk problem, som styres af en nedsparings- og afviklingsdagsorden, og som er designet til tidligere tiders behov.
Derfor er vi nu nået en skillevej, hvor politikerne skal beslutte, om de vil følge dette spor med høj gældsætning og lavere soliditet, eller om de ønsker udvikling, så vandselskaberne kan understøtte grøn omstilling og være samfundets stødpudezone mod miljøfarlige stoffer i grundvandet og vandmiljøet samt de stadig hyppigere klimaoversvømmelser.
Rent drikkevand, sundhed, grøn omstilling, klimatilpasning, separatkloakering, CO2-neutralitet, sektorkobling, Power-to-X, rent vandmiljø og meget, meget mere kræver investeringer.
Forligskredsen bag vandsektorloven bør derfor aftale, hvilke visioner og mål de ønsker for vandselskaberne. Vi mener, den økonomiske regulering som en selvfølge skal være baseret på sunde, fornuftige økonomiske principper, hvor omkostningerne bliver dækket.
Forgældet fremtid
Der er langt højere forventninger til vandselskaberne i dag, end der var for bare fem og ti år siden. Men det kræver, de foretager massive investeringer for at kunne indfri dem.
Problemet er, at lovforslaget vil tvinge vandselskaberne til at stifte gæld for at kunne foretage deres investeringer, hvilket i år 2050 vil blive til en samlet gæld på cirka 200-300 milliarder kroner for at kunne løse denne samfundsopgave.
Den gæld skal så betales af vores børn og fremtidige virksomheder, hvilket på sigt medfører betydeligt højere vandtakster end i dag. Hver gang samfundet ønsker sig nye vandrør, spildevandsledninger og anlæg, så udhules vandselskabets økonomi, fordi reguleringen ikke giver dem lov til at få dækket deres omkostninger.
Det grundlæggende problem er, at reguleringen er baseret på kontrol og mistillid, der udmøntes som høje, generelle sparekrav til vandselskaberne. Det paradoksale er imidlertid, at der ikke er grund til at have mistillid, for vandsektoren optimerer hele tiden og har siden 2010 sparet kunderne for 3,7 milliarder kroner.
Uhensigtsmæssig effektivisering
Når vandselskaber skal løse deres samfundsopgaver, så bliver projekterne sendt i udbud, hvorved man opnår den bedste, mest konkurrencedygtige pris. Men så gør reguleringen det ulogiske, at den lægger et effektiviseringskrav oveni den investering, man lige har foretaget, selvom vandselskabet nu er afskåret fra at få en lavere pris.
Den fremgangsmåde bliver med tiden i stigende grad til en økonomisk belastning med stigende underskud. På grund af de regnskabsmæssige tab, bliver vandselskaberne derfor stadig mere pressede.
Den nuværende regulering blev indført, da vandselskaberne blev udskilt fra kommunernes økonomi for 13 år siden. Den passede til tiden dengang, men er trods tilpasning grundlæggende forældet i dag på grund af, at der er kommet mange flere og komplekse samfundsopgaver til.
Derfor kan det ikke længere betale sig at lappe på loven i et forsøg på at få virkeligheden til at passe til den i stedet for omvendt. Vi har ganske enkelt brug for en ny, agil og fremsynet regulering, der er baseret på sund økonomisk tænkning, som kan sikre, at vandsektoren kan investere i at løse samfundets problemer.
Hvis man frafalder kravet om effektivisering på nye investeringer, der har været i udbud, så er vi nået et stykke ad vejen til en mere moderne regulering. Men vi bliver nødt til at starte forfra og se på det hele igen med friske øjne. Øjne, der er båret af tillid og sund fornuft.
Vandselskabernes store investeringer i rent drikkevand, rensning af spildevand og håndtering af klimaregn kræver dækning af omkostninger og en fornuftig økonomisk regulering.
