Nyhed
Forleden blev der hold konference om grundvandsparker i Fællessalen på Christiansborg. Vandselskaber og Danmarks Naturfredningsforening vil have grundvandsparker på dagsordenen. På billedet Tommy Mostrup, Aalborg Forsyning med en lille lille fysik prøve, der illustrerer, hvorfor vi skal holde miljøfremmede stoffer og grundvand adskilt. Foto: Jesper With
Forleden blev der hold konference om grundvandsparker i Fællessalen på Christiansborg. Vandselskaber og Danmarks Naturfredningsforening vil have grundvandsparker på dagsordenen. På billedet Tommy Mostrup, Aalborg Forsyning med en lille lille fysik prøve, der illustrerer, hvorfor vi skal holde miljøfremmede stoffer og grundvand adskilt. Foto: Jesper With
Jesper With 17/05 2023

Grundvandsparker skal på dagsordenen

Landets fire største vandselskaber og Danmarks Naturfredningsforening leverer stærkt budskab til konference om grundvandsparker i Fællessalen på Christiansborg, mandag d. 15. maj.

Det går for langsomt med at sikre det danske grundvand. Det var budskabet fra de fire største vandselskaber og Danmarks Naturfredningsforening, der forleden inviterede til grundvandskonference på Christiansborg. I stedet skal der etableres grundvandsparker og de må gerne tilgodese flere interesser på én gang.  

Lars Schrøder, adm. direktør i Aarhus Vand, påpegede indledningsvis, at der er viden nok til at udpege de nødvendige grundvandsparker: ”Vi skal have grundvandsparkerne ind på Christiansborg. Derfor er vi her i dag. Og vi skal snakke vandbrug på linje med skovbrug og landbrug. Vi skal være meget mere til stede.” 

I paneldebatten deltog bl.a. Susanne Juhl, bestyrelsesformand i Hofor, der havde et budskab: ”Vi har indgået aftale med 10 af 275 lodsejere om sikring af BNBO´er, så det går alt for langsomt og vi når ikke i mål på den her måde i overskuelig fremtid. Der er brug for grundvandsparker.”  

Blandt paneldeltagerne på konferencen var også politikerne Carl Valentin og Zenia Stampe, miljøordførerne for hhv. SF og de Radikale. Begge bakker op om grundvandsparker. 

”Når vi først har købt ind på ideen om grundvandsparker, hvordan gør vi så visionen til realistisk politik? Der er brug for et paradigmeskifte. Man kan sige, at aftalen om sikring af BNBO´er var en lille test af ideen, så Folketinget har flirtet med det i lille målestok. Nu er der så brug for at det samme sker i større målestok og her er der stadig nogen, der skal overbevises,” sagde Zenia Stampe.  

Landbrug & Fødevarer var repræsenteret af landmand Thor Gunnar Kofoed, der opfordrede til frivillige aftaler med landbruget for ”det vil vi rigtig gerne ude på landet. Lad os gøre det i stedet for at slås”. Den udstrakte hånd tog Maria Gjerding Fra Danmarks Naturfredningsforening varmt imod: ”Vi skal have etableret grundvandsparker sammen med landbrug, kommuner og vandselskaber. Vi er åbne for alle ideer. Jeg fornemmer, at vi er kommet rigtig godt i gang”.

 

Miljøminister Magnus Heunicke(S) forklarede i sit indlæg, at der er brug for mere viden og mere kortlægning, før man kan gå i gang med opgaven at beskytte større grundvandsdannende områder bedst muligt. Ordet grundvandsparker benyttede han ikke. ”Men jeg er enig i, at vi skal have fulgt op på aftalen om BNBO´er. Jeg fornemmer, at alle Folketingets partier vil gøre mere for at sikre de grundvandsdannende områder og jeg tør godt love at vi skal have en ny plan klar inden sommerferien”.