Højtstående grundvand skal bruges til grøn energi
Flere steder i landet døjer man med høj grundvandsstand, som skaber problemer både på marker og i byerne. Lemvig Kommune er hårdt ramt, men her har man planer om at bruge vandet som en ressource i fremtidens energiproduktion.
Solen står lavt på den krystalblå decemberhimmel, da elbilen med ”Lemvig Vand” påtrykt på siden triller ind på en snedækket markvej. På trods af frost og kulde er der heftig aktivitet på markerne, hvor store maskiner og mænd i flyverdragter er i fuld sving med at gøre klar til næste sæson.
Der skal dog hverken sås kartofler eller korn – til gengæld skal der høstes solenergi i stor stil, når arbejderne er færdige med at dække det 90 hektar store område med solceller på lange rækker.
Elektriciteten fra solcellerne og seks store vindmøller skal sætte strøm til en ny milepæl i dansk energiproduktion. Der skal nemlig være et Power-to-X (PtX) anlæg her på marken, og det skal efter planen stå færdigt til sommer – i år vel at mærke. Godt nok er der tale om et mindre anlæg med en kapacitet på 10 MW. Planen er, at der skal produceres 5.000 tons ammoniak om året, som kan bruges til eksempelvis skibsbrændstof og kunstgødning.
Det er blandt andet grundvand fra marker som denne, Lemvig Vand ønsker at benytte til Power-to-X. Foto: Mads Volquartz, DANVA
Lemvig Vand er med i projektet, fordi de skal levere elektrolysens anden del, nemlig vand. Men det er ikke ligegyldigt, hvor vandet kommer fra. Og er det nu rimeligt at pumpe godt grundvand fra 230 meters dybde op til det formål at lave PtX, når man i forvejen har kolossale mængder højtstående grundvand lige for fødderne? Det spørgsmål stillede Lemvig Vand, da kommunen forhørte sig angående levering af store mængder vand til fremtidens grønne energiproduktion.
Læs også "Danmark kan indtage førerposition inden for grønne brændstoffer"
Drukner i problemvand
Der er så meget højtstående grundvand omkring Lemvig, at man nærmest kan drukne i det, fortæller Lars Nørgård Holmegaard, direktør i Lemvig Vand. “Når vi skal levere store mængder vand til PtX, giver det mening at se på hele vandplanlægningen. Hvis vi kan bruge det vand, som skaber problemer både på markerne og i byen, så får vi en løsning, der slår to fluer med ét smæk,” siger direktøren.
Det højtstående grundvand er tilsyneladende også bedre egnet end det dybereliggende grundvand, fordi det højtstående grundvand indeholder færre ioner og næringssalte, som er noget af det, man helst vil undgå, når man skal bruge vandet til PtX. Og det højtstående grundvand er da også til at få øje på i landskabet. Alene fra Thyborøn pumper Lemvig Vand årligt mellem 1,3 mio. og 2 mio. kubikmeter drænvand ud i Limfjorden.
Grunvandsloggere som denne har Lemvig Vand opstillet for at undersøge grundvandsstanden over en længere periode. Foto: Mads Volquartz, DANVA
“Helt tilbage i 70’erne var man opmærksom på det højtstående grundvand ved Thyborøn, og derfor begyndte man at dræne byen. Vi driver selve dræningen, så vi kender mængderne. Det er overskudsvand, og det har vi også mange andre steder i vores geografi,” fortæller Lars Nørgård Holmegaard.
“Som vandselskab er vores største problem alt det uvedkommende vand, vi får ind. Selvom vi er 100 procent separatkloakeret, kommer der lige så meget regn ind på renseanlægget, som der kommer spildevand,” fortæller direktøren.
Uden for byerne findes der et utal af render og kanaler, som skal føre det drænede vand væk fra markerne. Pumpestationer, drevet af private pumpelag, sørger for at få vandet væk som ved eksempelvis Høvsøre Pumpelag, hvor pumperne får hævet vandet fra en lavtliggende kanal, så det kan løbe ud i Nissum Fjord.
To modne pumper i et pumpehus drevet af et privat pumpelag sørger for, at drænvandet fra marker bliver hævet op i en kanal, så det kan løbe ud i Nissum Fjord. Den slags pumpestationer findes der adskillige af i Lemvig Kommune, og de vidner om den høje grundvandsstand. Foto: Mads Volquartz, DANVA
Læs også "Vand til Power-to-X burde få større opmærksomhed"
Vand med i planlægningen
For Lars Nørgård Holmegaard er det ikke så meget et spørgsmål om, hvorvidt Lemvig Vand kan levere de rette mængder vand i den rette kvalitet til kommende PtX-anlæg. Det handler mere om at få truffet de rigtige beslutninger som samfund, så man får løst flest mulige problemer og brugt de tilgængelige ressourcer bedst muligt.
“Vi skal nok finde løsningerne og få leveret vand til PtX-projekterne. Men det kunne være en fed gevinst, at vi samtidig kan løse problemer for landbruget og Lemvig by, hvor der er alt for meget vand. Derfor vil vi gerne have skubbet på i forhold til planlægningen. Og at man begynder at se på vandselskaberne som operatører på hele vandkredsløbet,” siger han.
Heromkring i udkanten af de 90 hektar mark med solceller skal selve PtX-fabrikken placeres. Det nuværende biogasanlæg bliver desuden liggende, så de to anlæg på sigt kan spille sammen. Foto: Mads Volquartz, DANVA
Der er fart på udviklingen med PtX-projekter i Danmark, men lovgivningen inden for vand er ikke fulgt med i samme tempo. Eksempelvis efterlyser Lars Nørgård Holmegaard, at Vandsektorloven rummer definitioner som ”teknisk vand”, så alt vand ikke bare er vand. Teknisk vand kan i denne sammenhæng dække over alternative vandtyper, som skal bruges til industrielle formål, herunder PtX.
“Som det er nu, kan vi kun levere vand i en kvalitet svarende til drikkevand. Reelt kan vi på sigt komme til at levere fem gange så meget vand til PtX, som vi samlet set leverer til alle vores kunder i dag, men det vil jo udsætte vores grundvandsressource kraftigt, hvis vi brugte det samme grundvand, som vi bruger til drikkevand,” siger direktøren.
Læs også "Store planer om Power-to-X i Esbjerg kræver langsigtet vandstrategi"
Et konkurrenceparameter
Lars Nørgård Holmegaard forestiller sig et samarbejde med kommunens landmænd, hvor Lemvig Vand håndterer drænvandet, så markerne kan dyrkes mere effektivt. Og hvor drænvandet bliver renset og stillet til rådighed over for PtX-producenterne. Ved at tænke de forenelige interesser sammen, bliver der også flere om at dele udgifterne.
“Vi skal tænke vandplanlægning sammen med vores myndigheder. PtX-anlæg skal ikke kun placeres tæt på den grønne strøm. Det skal også være steder, hvor der er vand nok. Lige nu handler det meget om at få anlæggene i gang, og her spiller vand en mindre rolle. Men kigger vi nogle år ud i fremtiden, bliver vand et konkurrenceparameter i forhold til PtX. Altså hvor får man vandet fra, og hvor meget rensning skal der til,” siger Lars Nørgård Holmegaard.
Lige nu er et projekt under Klimatorium i gang med at undersøge grundvandsstanden nærmere ved hjælp af digitale grundvands-loggere, som på sigt skal give et meget præcist billede af det højtstående grundvand rundt om i Lemvig Kommune.