På forkant med fremtiden
Hans-Martin Friis Møller har gennem de seneste 10 år stået i spidsen for Kalundborg Forsynings innovative samarbejde med industribyens store virksomheder om en optimal udnyttelse af vand, spildevand og andre ressourcer, og det er sket på trods af ”bremsende teknokrater”. Han opfordrer til en lovændring, der understøtter sektorkobling.
Det spændende har været muligheden for at bygge noget ud og gøre en positiv forskel i området.” Sådan lyder det fra Hans-Martin Friis Møller, et kendt ansigt i vandsektoren, når han skal gøre status efter foreløbig 10 år som direktør i Kalundborg Forsyning.
Selskabet håndterer vand, spildevand og fjernvarme og har en nøglerolle i Kalundborg, som er en af Danmarks største industribyer. Fra toppen af Kalundborg Forsynings rødgrå administrationsbygning udpeger Hans-Martin Friis Møller flere industrianlæg, som forsyningen er i nært samarbejde med.
”Eksempelvis går 80-85 procent af vores vandforsyning til industrien. Vi er helt specielle på den måde,” siger Hans-Martin Friis Møller.
Kalundborg er hjemsted for blandt andet Kalundborg Refinery, Danmarks største raffinaderi, Asnæsværket, som er Ørsteds flisfyrede kraftvarmeværk, og biotekselskaberne Novo Nordisk, Novozymes og Chr. Hansen. I alt 15 virksomheder indgår sammen med forsyning og kommune i partnerskabet Kalundborg Symbiose.
Virksomhederne udveksler gennem fysiske forbindelser deres overskud af vand, energi og materialer. Ud over at levere sine basale ydelser hjælper Kalundborg Forsyning til en maksimal udnyttelse af ressourcestrømmene. Det er indsatser, der kræver løbende innovation.
”På forkant med fremtiden” står der på et skilt i trappeopgangen i forsyningens administrationsbygning. Nytænkningen medfører, at der nærmest dagligt er besøg af delegationer af fagfolk fra andetsteds i Danmark og resten af verden for at lære af erfaringerne.
Fjernkølingscentral og nyt vandværk
Nede i stueplan gennemgår Hans-Martin Friis Møller i et mødelokale forsyningens aktiviteter, hvoraf flere er iværksat eller forbedret i hans tid som øverste daglig leder. Når det gælder vand, er det levering af drikkevand fra grundvand, levering af renset overfladevand fra Tissø som procesvand til industrien og levering af kølevand til industrien, der ligeledes er hentet i søen cirka 15 kilometer borte.
Sideløbende med de nuværende køleaktiviteter er Kalundborg Forsyning ved at opbygge, hvad der tegner til at blive Europas største industrielle fjernkølingscentral. Indvielsen er sat til 2025.
”Havvandet sendes gennem en vekslerstation, så vi kan tage køl ud til køling af processer hos Novo Nordisk og Novozymes, som er ved at udvide. Det næste naturlige skridt er, at restvarmen udnyttes til produktion af jernvarme,” siger Hans-Martin Friis Møller.
Løsningen med fjernkøling er uden kemikalier til forskel fra måden i konventionelle køletårne. Kalundborg Forsyning er desuden ved at opføre et nyt vandværk, fordi industrien i Kalundborg er voksende. Det skal stå færdigt i 2025 og får en næsten tredoblet kapacitet sammenlignet med 2,2 millioner kubikmeter årligt nu.
Der skal etableres nye kildepladser. Hertil kommer, at der åbnes for, at ”drikkevand er vand af drikkevandskvalitet uanset oprindelse”, som det hedder i en ændring i vandforsyningsloven. Det giver yderligere muligheder, og det glæder ham.
Et særligt tilfælde er Sejerø, som ligger i Kattegat og hører til Kalundborg Kommune. Her har Hans-Martin Friis Møller samlet lokale vandaktører og installeret et vandbehandlingsanlæg baseret på afsaltning.
FOTO: Regner Hansen.
"Sektoren står stærkere, hvis den er i stand til at tale med en samlet stemme"
Fra spildevand til fjernvarmevand
Spildevandsaktiviteterne er et kapitel for sig. Kalundborg Forsyning modtager spildevand fra industrier i nærområdet i separate ledninger. Da en ændring af vandsektorloven banede vej for at lave energi af spildevand som en kerneydelse, installerede Kalundborg Forsyning hurtigt en 10 MW-varmepumpe, Danmarks største til formålet. Det var i 2017.
”Industrivirksomhederne tager selv det organiske materiale ud og laver biogas og el. Når vi modtager spildevandet, er det lunt. Vi blander det med byspildevand og kan bruge varmen til at styrke vores processer. Når vi har renset spildevandet, kører vi det ind over vores varmepumpe, og derefter kan vi bruge det opvarmede vand i fjernvarmenettet,” siger Hans-Martin Friis Møller.
Han oplyser, at der således bliver produceret 2-3 gange mere energi, end Kalundborg Forsyning selv forbruger.
Rensningen af spildevand er suppleret med et ozonanlæg, som er et af de mest avancerede i Europa. Ozonanlægget er blevet optimeret, så det kan fjerne op til 85-95 procent af medicinrester og andre miljøfremmede mikrostoffer i spildevandet.
Hans-Martin Friis Møller fortæller, at et kommende renseanlæg også vil kunne håndtere dette fjerde rensetrin, selv om det endnu ikke er påbudt.
Mangeårig rådgiver og DANVA-fødselshjælper
68-årige Hans-Martin Friis Møller har de seneste 45 år arbejdet med vand og beslægtede områder - primært som rådgiver.
Han er uddannet hydrogeolog og var i en årrække beskæftiget i ledende stillinger hos Rambøll og senere Carl Bro, som blev til Grontmij. Med sin tekniske viden om vand var han involveret i store infrastrukturprojekter internationalt og i Danmark, heriblandt Storebæltsforbindelsen.
Han tog blandt andet initiativ til den første grundvandsmodellering. Han havde også rådgivningsopgaver for forsyninger.
Han var fødselshjælper for DANVA, da han i 2001 blev hyret til at bistå med fusioneringen af foreningerne DANAS og DVF. Han er formand for bestyrelsen i netværket Danish Water Forum. Som direktør i Kalundborg Forsyning leder Hans-Martin Friis Møller også en medarbejderskare, som er fordoblet til cirka 130 siden hans ansættelse.
Han siger, at etablering af skabende rum, uddelegering af ansvar og tillid er hans pejlemærker. Hans ledelsesfilosofi er sammenfattet på et andet skilt, der er ophængt i administrationsbygningen: ”Fantastiske resultater skabes ikke af den enkelte leder men af organisationer, hvor alle tager ledelse”.
FOTO: Kalundborg Forsyning
Sektorkobling giver ressourceudnyttelse
Samarbejdet i Kalundborg Symbiose er ifølge Hans-Martin Friis Møller et fornemt eksempel på sektorkobling. Ørsteds fangst og lagring af CO2 på Asnæsværket fra 2025 kan føre til endnu et tværgående samarbejde.
Han synes, at der på landsplan er for få initiativer på at koble vand og spildevand med energi og andre sektorer.
”Det er fantastisk, at Danmark er så rigt et land, at der kan ansættes et stort antal teknokrater med det ene formål at begrænse forsyningssektoren i at skabe fantastiske resultater både i Danmark og internationalt, der kan booste energien og sikre den bedste klimatilpasning” siger Hans-Martin Friis Møller.
Ironien er tydelig. Han tilføjer, at forsyningsselskaber bør have formel mulighed for at håndtere alle aspekter af vandkredsløbet, mens kommuner fortsat er myndighed. Hans generelle kritik er dog ikke alene rettet mod politikere. Han opfordrer også til større samling i vandsektoren.
”Sektoren står stærkere, hvis den er i stand til at tale med en samlet stemme,” erklærer han. Behovet for smidig sektorkobling øges efter hans opfattelse yderligere med den begyndende opbygning af Power-to-X-anlæg.
”Power-to-X kræver rigtig meget vand til processerne. Der skal også bruges kølevand, og så bliver der et koncentrat tilbage, som skal behandles som spildevand, og der er noget restvarme, som ligeledes kan udnyttes. Der er mange muligheder,” smiler Hans-Martin Friis Møller.