Regulering ude af trit med samfundets forventninger til vandsektoren

Lovforslaget til den nye regulering vil - ud fra det vi har set hidtil - ikke gøre os mere effektive men derimod betyde, at mere og mere vil forfalde. Vi vil heller ikke kunne foretage nødvendige investeringer i den grønne omstilling. Vores gæld vil vokse, og vi vil efterlade en kæmpe regning til kommende generationer,” siger Jacob Lind Nordqvist, der er direktør i Halsnæs Forsyning.

Han ærgrer sig over, at den nye regulering ikke lægger ikke op til mere fleksibilitet og fortsat medfører en stram spændetrøje for selskaberne. Stadig flere krav om kontrol og dokumentation er udtryk for mistillid. Forsyningssekretariatet har en ensidig fokusering på det økonomiske. Det er et problem, når selskaberne i de senere år har fået en række nye opgaver oveni de traditionelle opgaver, peger han på.

”Vi er i gang med et omfattende klimapasningsprojekt i Hundested. Da vi også skal effektivisere på investeringen, bliver vi unødigt hårdt presset på vores driftsomkostninger. Vi skal bruge penge til investeringer i store projekter, som der vil være ufornuftigt at udskyde. Det er selvfølgelig fair, at vi bliver reguleret, men der skal også skabes plads til de nye opgaver. Det er som om reguleringen er skabt til i går og ikke i dag,” siger Jacob Lind Nordqvist.

Han påpeger, at den nye regulerings største opgave bør være at se ind i de nye behov, som samfundet stiller til selskaberne. Det gælder opgaver som klimatilpasning, CO2-neutralitet med bl.a. lattergasreduktioner og krav om færre overløb. Oveni kommer innovation og bidrag til grøn omstilling.

”Vi er en multiforsyning og vil rigtig gerne arbejde på tværs og lave sektorkoblinger. fx ved at udnytte varmen i spildevandet. Men når der er for mange benspænd, og man ender med ikke at kunne få økonomi i det, så trækker man måske følehornene til sig. Og det er ikke i samfundets interesse,” siger Jacob Lind Nordqvist.

Halsnæs Forsynings to største projekter indenfor spildevand de kommende 10 år er – som det ser ud nu – et stort klimatilpasningsprojekt i Hundested og kloakering af store sommerhusområder langs Roskilde Fjord. Det er projekter til flere hundrede mio. kr. Men man diskuterer i ledelse og bestyrelse, hvordan man får råd til det.

Han håber på, at branchen kan få et forskningscenter, der får fuld fokus på alle de miljøog klimamæssige udfordringer og krav, der er til branchen og kommer med langsigtede bud på, hvordan samfundet kan få mest mulig glæde af forsyningsselskaberne. Det skal hjælpe med at føre væk fra det ensidige fokus på effektivisering og økonomi i og med, at der stilles krav til branchen, som ikke kan måles alene ud fra et økonomisk parameter.

Tilliden mangler

Også Forsyning Helsingør slås med udfordringer med stadig stigende krav om detaljeret dokumentation og effektiviseringer på den ene side overfor behovet for store investeringer på den anden. Selskabet rammes af stigende effektiviseringskrav som følge af stærkt stigende priser på nødvendige investeringer. Det gælder bl.a. klimatilpasning af Helsingørs gamle bydel, og projekter der skal reducere overløb.

”Vi bruger stadig mere tid på indberetning og dokumentation i stedet for at løse kerneopgaverne. Det koster mandetimer og tager tiden fra det, der skaber værdi. Det er meget demotiverende for medarbejderne. Det ville være gavnligt for forsyningssektoren, hvis der var mere tillid til, at vi forstår at drive virksomheden effektivt og til gavn for vores kunder,” siger vandchef i Forsyning Helsingør, Allan Bruus.

Helsingør rammes også af, at det er blevet dyrere at bygge anlæg. Det rammer fx bekæmpelsen af overløb. I et konkret projekt om etablering af et forsinkelsesbassin, lød det billigste tilbud på ca. 40 mio. kr. Men benchmarkingen lagde op til, at det kan gøres for 7 mio., da frontselskaber i branchen åbenbart ifølge benchmarkingmodellen kan udføre et tilsvarende projekt til den pris. Man udbød projektet igen, men det billigste tilbud var igen ca. 40 mio. Det betyder, at selskabet bliver straffet økonomisk af Forsyningssekretariatet, da det individuelle effektiviseringskrav dermed stiger.

Misforhold mellem klimamål og regulering

”Den største udfordring er, at reguleringen er meget lidt fleksibel og ikke tager højde for den store variation, der er i type og forudsætninger for de enkelte investeringer. Derfor får vi slet ikke dækket de omkostninger, vi reelt har. Samtidig skal vi effektivisere på nye investeringer, selv om vi netop har valgt det billigste tilbud. Det er ikke muligt på lang sigt, da vi ikke får dækket vores samlede omkostninger. På sigt ser vi ind i et scenarie, hvor vi med tiden går konkurs,” siger Allan Bruus.

Man ville vise tillid, tilføjer han, ved at give mulighed for at finansiere tiltag som klimatilpasning, CO2-reduktion, overløb, grundvandssikring, sektorkobling og den nødvendige fornyelse af vores anlæg.

Hans største ønske til ny regulering er mere fleksibilitet, og at man får et økonomisk råderum, der afspejler den nye virkelighed i 2023. Man bliver delvist imødekommet i de forslag, han har set, ved at råderummet tildeles på baggrund af de seneste 3 års ekstra omkostninger. Men man mangler en prisfremskrivning fra de foregående år. Reguleringen bør afspejle de reelle omkostninger.

”Reguleringen bygger på mistillid. Der er et misforhold mellem samfundets høje klimamål og det, at sektoren ikke kan få finansieret klimainvesteringer og betale dem tilbage på grund af massive effektiviseringskrav. Det er helt uholdbart. Vi vil gerne nye projekter og innovation. Men det bliver ikke tænkt ind i reguleringen, der er ensidig økonomisk. Hvis ikke vi får den nødvendige økonomi, sætter vi jo ikke projekter i gang, for vi bliver straffet for det. Og så bidrager vi ikke nok til den grønne omstilling. Stik modsat det vi vil, og det politikerne ønsker” siger Allan Bruus.