Nyhed
DANVA har fået nyt formandskab. Ellen Trane Nørby er blevet konstitueret som ny næstformand og sammen med formand, Carsten Nystrup, og DANVAs bestyrelse skal der nu arbejdes for vandselskabernes interesser.
DANVA har fået nyt formandskab. Ellen Trane Nørby er blevet konstitueret som ny næstformand og sammen med formand, Carsten Nystrup, og DANVAs bestyrelse skal der nu arbejdes for vandselskabernes interesser.
Karsten Bjørno 08/09 2023

Tidligere minister er ny næstformand for DANVA

Tidligere minister, folketingsmedlem og nuværende formand for SONFOR, Ellen Trane Nørby er konstitueret som ny næstformand i vandsektorens brancheorganisation, DANVA.

Ellen Trane Nørby og formand, Carsten Nystrup, varetager hermed som formandskab og sammen med DANVAs bestyrelse vandselskabernes interesser.

DANVAs formand, Carsten Nystrup, glæder sig til sammen med den nye næstformand at fortsætte indsatsen for drikkevand, spildevand, klimatilpasning og den grønne omstilling.

”Jeg er rigtig glad for, at Ellen Trane Nørby har valgt at kaste sin erfaring ind i arbejdet som næstformand med al sin politiske viden som supplement til min mere fagligt funderede erfaring. Sammen vil vi udgøre et stærkt formandskab for DANVA, hvilket DANVAs øvrige bestyrelse enstemmigt i dag har bakket op omkring”, siger Carsten Nystrup, der er administrerende direktør i Novafos. 

Ellen Trane Nørby uddyber, at der er tungtvejende grunde til at varetage vandets sag:

”Vandsektoren bevæger sig i disse år ind i selve kernen af forandringen af den nye verdensorden, derfor arbejder vi på at få en regulering af vandsektoren, der kan favne den forandring. Vandselskaberne skal jo kunne håndtere udfordringer, der påvirkes af effekten af miljøfarlige stoffer og klimaforandringer, som skaber pres på vores vandressourcer,” siger Ellen Trane Nørby, og fortsætter:

”Vi skal give vandet en klar stemme, så vi kan sikre rent drikkevand til danskerne og håndtere spildevandet på en måde, så det ikke påvirker miljøet. Desuden er det vigtigt, at vores samfund indrettes til den grønne omstilling med nye løsninger som f.eks. vand til PtX og de nye vejrfænomener, som påvirker vandsituationen.”

Det afgørende virkemiddel for at nå det mål er vandsektorens økonomiske rammevilkår, understreger hun:

”Vandselskaberne skal kunne investere i de nye samfundsopgaver, der er kommet til, siden vandsektorloven blev vedtaget for efterhånden mange år siden. Det kræver en radikal ændring af den måde, vandselskaberne reguleres på. Vi ønsker at være førende i vandsektoren, både fordi det er billigere for danskerne i længden, og fordi der er et kæmpe eksportpotentiale i de danske vandløsninger, som verden tørster efter,” siger Ellen Trane Nørby.

Carsten Nystrup, blev i juni ny formand i DANVA efter den tidligere formand, Lasse Fri-mand Jensen, der stoppede, da han var blevet valgt til borgmester i Aalborg. Ifølge vedtægterne er det næstformanden, der i sådan en situation automatisk træder ind i stedet, mens næstformanden skal konstitueres af bestyrelsen. Den konstituering fandt sted i dag på det ordinære bestyrelsesmøde i DANVAs hovedkontor i Vandhuset, Skanderborg.

Ellen Trane Nørby har været medlem af Folketinget i perioden 2005-2022. Hun var minister for børn, undervisning og ligestilling fra 2015 til 2016 og sundhedsminister fra 2016 til 2019. I dag er hun 2. viceborgmester i Sønderborg Kommune, formand for forsyningen i Sønderborg, SONFOR og blev valgt ind i DANVAs bestyrelse ved generalforsamlingen i 2022.