Vigtigt med klar strategi for grundvandsbeskyttelse
Hos VandCenter Syd er målsætningen at producere drikkevand baseret på rent grundvand i 2050. For at nå det mål er der brug for en klar strategi, der er forankret i hele organisationen, lyder det fra Troels Bjerre, der er en af drivkræfterne bag selskabets strategi for grundvandsbeskyttelse.
Det odenseanske vandselskab er blandt de første, der arbejder i partnerskaber med Naturstyrelsen, kommuner, og nu også private aktører for i fællesskab at nå mål, hvor man har interessesammenfald. Ofte er det store projekter – som skovrejsningsprojekterne - der løber med det meste af opmærksomheden.
”Jeg savner, at forudsætningerne for, at de kan blive til virkelighed, får mere opmærksomhed. Ikke mindst hvordan man internt i organisationen skaber forudsætningerne for, at grundvandsbeskyttelse bliver mere reglen end undtagelsen. Nogle gange synes jeg, at ydre omstændigheder (som lovgivning, regulering, offentlig planlægning) kan skygge for meget for indre anliggender i den sammenhæng,” siger Troels Bjerre.
I VandCenter Syd har man gjort grundvandsbeskyttelsen til et strategisk mål, der er forankret i hele organisationen fra den menige medarbejder til topledelsen. Grundvandsbeskyttelse ses som en del af kerneforretningen på linje med at bygge vandværker og vedligeholde ledningsnet. Grundvandssikringen skal ses som en naturlig del af en fortløbende indsats for at opretholde en høj forsyningssikkerhed.
Ajourført strategi
Troels Bjerre har lang erfaring med at udvikle strategier, da han allerede var med til at udvikle selskabets første strategi for grundvandsbeskyttelse tilbage i 2008. Siden da har man fået ny viden om de udfordringer, man står overfor. I 2020 kom så en ny forretningsstrategi i VandCenter Syd, hvor det strategiske mål (visionsmål i Strategi 2020-2024) er produktion af drikkevand baseret på rent grundvand i 2050. ”Men den giver ikke anvisninger til, hvordan vi når i mål. Vi har derfor genbesøgt strategien for grundvandsbeskyttelse fra 2008 og foretaget en ajourføring, så den afspejler de udfordringer, vi står overfor i dag. Den nye strategi blev vedtaget i januar 2023,” siger han.
Når man så har en klar strategi, er det nemmere at arbejde målrettet for at nå målene. VandCenter Syd har erkendt, at man ikke når i mål, hvis man fortsætter som hidtil. Man skal tænke ud af boksen og tænke i nye løsninger og ikke mindst nye måder at samarbejde på. Mange private og offentlige aktører vil gerne bidrage – ofte af andre årsager end beskyttelse af grundvandsressourcen.
Særligt skovrejsning er blevet populært pga. CO2-binding, der kan pynte betydeligt på et ellers problematisk klimaregnskab.
”På det område er kredsen af potentielle samarbejdspartnere støt stigende, og det skal vi som vandselskaber forstå at bruge aktivt,” siger Troels Bjerre og fortsætter:
”Det strategiske fokus på grundvandsbeskyttelse kræver også, at der dedikeres de nødvendige personaleressourcer. Det skal være en kerneopgave for nogle af de ansatte i vandselskabet og ikke noget, man har en forventning om at kunne klare som venstrehåndsarbejde. I så fald bliver resultatet derefter og ambitionsniveauet bliver i praksis sat af verden omkring os. Jeg ved godt, at der er forskel på forudsætninger og ressourcer. Om man er stor eller lille, gør en forskel. Så i mindre vandselskaber må man organisere arbejdet med grundvandsbeskyttelse på alternative måder. Fx i form af vandsamarbejder,” siger Troels Bjerre.
Strategisk fokus baner vej for skovrejsning ved Svendborg
Ved siden af sit arbejde i VandCenter Syd er Troels Bjerre også tilknyttet Svendborg Vand & Affald. Her har man ikke tidligere haft en strategi for grundvandsbeskyttelse, selv om man har haft en målsætning om at beskytte grundvandet på kildepladserne. Der har manglet en klar plan for, hvordan der skal sættes handling bag ordene.
Det er der nu via en ny strategi for grundvandsbeskyttelse, som bestyrelsen har vedtaget. ”Vi har skullet lægge et ambitionsniveau og en plan for, hvordan det kan indfries og det arbejde har båret frugt. Et strategisk fokus på grundvandsbeskyttelse har banet vej for indgåelse af et partnerskab med Svendborg Kommune og Naturstyrelsen om skovrejsning. Og via multifunktionel jordfordeling er der i partnerskabet netop erhvervet 114 ha jord til skovrejsning på Vand & Affalds vigtigste kildeplads øst for Svendborg. Jordfordelingen er gennemført med tilskud og bistand fra Landbrugsstyrelsen.
Målet er 2300 hektar
VandCenter Syd forventer, at der vil være behov for at beskytte et areal på godt 2300 hektar indtil 2050. Det er dog med forbehold for, at der er tale om en prognose baseret på den viden, man har nu. Man har allerede beskyttet ca. 800 hektar i form af skovrejsning og dyrkningsaftaler.
Det handler om landbrugsarealer, der er svære at få fat i på Fyn, hvor jorden er god. Det bliver ekstra svært, når arealerne, som man ønsker at beskytte, ligger tæt på større byer, hvor lodsejere kan have en forventning om på sigt at kunne sælge til byudvikling. Lodsejere er selvfølgelig forskellige, men generelt har man i VandCenter Syd en fin dialog med landbruget.
Alt hvad VandCenter Syd har gennemført indtil nu, er sket via frivillige aftaler. Man har i meget vid udstrækning benyttet jordfordeling, hvor der er fundet byttejord til de lodsejere, der har haft behov for det. Det er hensigten at fortsætte ad det spor, da jordfordeling er nødvendigt for at lykkes med grundvandsbeskyttelse i stor skala. Og grundvandsbeskyttelse i stor skala er en forudsætning for at nå et ambitiøst mål om at kunne opretholde produktion af drikkevand baseret på rent grundvand.
Strategi i fokus
Hos VandCenter Syd er grundvandsbeskyttelse et strategisk mål og forankret i hele organisationen. For projektchef, Troels Bjerre, er det forudsætningen for at lykkes med kerneopgaven.