DANVA støtter medlemmer i håndtering af terrænnært grundvand
Fra 2025 får kommuner og vandselskaber ansvaret for håndtering af terrænnært grundvand, hvilket stiller store krav til planlægning og samarbejde. DANVA og KL har udgivet et inspirationskatalog, der skal støtte kommuner og vandselskaber i at imødekomme de udfordringer og forventninger, der følger med de stigende grundvandsniveauer.
Det terrænnære grundvand skaber betydelige udfordringer i byerne. Mange grundejere oplever vand i kældre og haver, mens kommuner og vandselskaber ser problemer med undermineret infrastruktur og øgede driftsomkostninger på grund af uvedkommende vand.
Regeringens klimatilpasningsplan fra 2023 sigter mod at adressere disse udfordringer ved at give kommuner og vandselskaber nye ansvarsområder fra 2025, herunder hjemmel til kollektivt finansierede løsninger. Mens forslag til lovgivning om terrænnært grundvand aktuelt er i høring udgiver offentliggøres altså nu: "Inspirationskatalog til håndtering af terrænnært grundvand i byer".
Inspirationskataloget fungerer som en støtte, idet det præsenterer løsninger og strategier, der både kan afhjælpe skader og skabe positive sideeffekter som rekreative byrum og øget biodiversitet.
Hvad indeholder kataloget?
Inspirationskataloget bygger på interviews med kommuner og vandselskaber samt eksisterende analyser fra rapporter som "Terrænnært grundvand i danske byer" og "Samfundsøkonomiske cost-benefit-analyser for løsninger til håndtering af terrænnært grundvand".
Følgende kan du blandt andet finde:
- Kataloget forklarer, hvordan håndtering af grundvand kan bidrage til rekreative områder (fx Frederiksberg) og ressourcedeling som brug af overskydende vand til vanding eller energiproduktion.
- Traditionelle og innovative metoder som drænledninger, infiltration i LAR-anlæg og pumpeanlæg er beskrevet detaljeret, herunder deres anvendelsesområder og potentialer.
- Ti cases præsenterer praktiske erfaringer fra både danske og internationale projekter, herunder Ribe, Køge og Amsterdam, med konkrete eksempler på udfordringer og løsninger.
- Der gives anbefalinger til, hvordan data, planlægning og samarbejde på tværs af aktører kan understøtte helhedsorienterede løsninger.
Stabilisering frem for sænkning
Kataloget fremhæver, at det er nødvendigt at fokusere på stabilisering af grundvandet fremfor blot at sænke det. Dette skyldes de fremtidige klimaændringer, der vil medføre højere grundvandsniveauer om vinteren og lavere niveauer om sommeren, hvilket kan resultere i både skader på bygninger og øget pres på kloaksystemerne.
Kataloget som en del af medlemmernes værktøjskasse
Inspirationskataloget er tænkt som en praktisk guide til DANVAs medlemmer og giver konkrete, anvendelige anbefalinger. Med regeringens kommende krav vil kataloget være en uvurderlig ressource for kommuner og vandselskaber, der ønsker at være forberedte på fremtiden.