Baggrund Forening
DANVA´s foregning snakker strategi under paraply
Foreningens medlemmer har været inviteret ind i maskinrummet i strategiprocessen for at opbygge og understrege fælles ejerskab til strategien. Bl.a. arbejdede deltagere fra det rådgivende udvalg med strategiens målsætninger i en workshop.
Katrine Ringgaard Jørgensen 27/08 2024

DANVAs strategi kalder ”alle mand på dæk”

Med den nye vision ”Vandets klare stemme” sætter DANVA sig for alvor i spidsen for udviklingen af vandsektoren. I kølvandet følger nu udmøntningen af seks strategiske indsatsområder, som afspejler en ny epoke for sektoren, der skal stå sammen som samfundets bærende element.

Interessevaretagelse er i dag vigtigere end nogensinde. Verden ændrer sig konstant og medfører massive udfordringer, når det gælder energi, miljø og klima. Det har konsekvenser for vandselskabernes aktiviteter, og som medlemsorganisation er DANVA nødt til at være på forkant af udviklingen og i stand til hele tiden at flytte sig for at leve op til samfundets forventninger og tilgodese vandselskabernes behov. DANVAs nye strategi fastslår et styrket fokus på interessevaretagelse og vandselskabernes nøglerolle i den grønne omstilling. Ellen Trane Nørby, DANVAs formand, peger på, at DANVA skal samle kræfterne for at kunne udvikle fremtidens bæredygtige løsninger for drikkevand, spildevand og klima og sikre hensigtsmæssige rammer. Og for at lykkes skal foreningens budskaber stå lysende klare hos de interessenter, der sætter rammerne.

”Helt konkret betyder ’Vandets klare stemme’, at vi kalder ’alle mand på dæk’. DANVA skal ikke være til at komme uden om, og vi skal have cementeret DANVAs brand som troværdig og faglig stærk organisation. Interessevaretagelse er og bliver et nøgleværktøj, hvis man vil skære igennem den massive strøm af budskaber, der flyder ind på Christiansborg og i EU. Klare budskaber giver gennemslagskraft og lydhørhed, og samtidig er det med til at samle og udvikle vandsektoren. Det er ønsket fra medlemmerne og fra vores omgivelser, at DANVA taler vandets sag og i fællesskab virkeliggør strategien”, siger Ellen Trane Nørby.

DANVAs formand betoner, at de strategiske indsatsområder i endnu højere grad end i dag tager afsæt i vandselskabernes daglige virke for at opnå forståelse og størst mulig gennemslagskraft.

”Det er afgørende, at vi har medlemmernes opbakning i de mange tiltag, vi kommer til at gøre, for at vand ryger helt til tops på den politiske dagsorden og i befolkningens generelle bevidsthed. Opbakningen er der allerede, men vi skal være endnu bedre til at bruge og støtte hinanden, hvad end det handler om dansk lovgivning, eller international, hvor en Blue-Deal i EU i den grad også vil give os og hele vandbranchen flere muligheder for vækst og bæredygtig udvikling. Vi ser igen og igen, at medlemmernes cases fra virkeligheden åbner døre til politikere og sikrer aktiv deltagelse i debatter, som har været den afgørende faktor for DANVAs mange sejre de seneste år. Det skal vi fortsætte med”, siger Ellen Trane Nørby

Strategiens indsatsområder

Attraktive arbejdspladser

DANVA understøtter udvikling af vandbranchens brand, så branchen nu og i fremtiden kan tiltrække medarbejdere og rekruttere de talenter, som er forudsætningen for at drive vandselskaberne.

Spildevand til ressource

DANVA baner vejen for et paradigmeskifte fra renseanlæg til ressourceanlæg, der nyttiggør alle spildevandets ressourcer og udleder renset spildevand med mindst mulig påvirkning af vandmiljøet. 

Fremsynet regulering

DANVA er medskaber af en ny økonomisk regulering, hvor vandselskaberne effektivt og innovativt kan leve op til samfundets forventninger til drikkevand, spildevand og klimatilpasning og bidrage til den grønne omstilling nationalt og globalt.

Rent drikkevand nu og i fremtiden

DANVA bidrager til, at vandbranchen har redskaber, teknologier og rammer til at sikre forsyningssikkerheden og levere rent drikkevand. Vores ambition er, at der udlægges 200.000 hektar jord til grundvandsbeskyttelse inden år 2030.

Forbrugernes tillid

DANVA skaber rammer for vandsektoren, så forbrugerne altid kan have tillid til rent drikkevand og tillid til, at vandselskaberne arbejder for et renere vandmiljø og et klimatilpasset samfund.

Bæredygtig klimatilpasning

DANVA medvirker til at skabe rammer, så vandselskaberne kan være motor for en helhedsorienteret og bæredygtig klimatilpasning.

Vandets klare stemme

Med DANVAs strategi 2024-2028 sætter vi os i spidsen for udvikling af vandsektoren til gavn for samfundet.

Cover Image