Nyhed Spildevand Udledning
En stor, moderne bygning med runde facader, der huser Europaparlamentet. En række flag fra forskellige lande vajer foran bygningen under en blå himmel med få skyer.
I oktober 2022 fremlagde Kommissionen et forslag om at revidere byspildevandsdirektivet. Lovgivningen er en central del af EU's zero pollution action plan for luft, vand og jord. Nu er Europa-Parlamentet og Rådet nået til enighed om nye regler for behandling og genanvendelse af byspildevand med det formål at beskytte miljøet og menneskers sundhed bedre. Foto: Colourbox.
Susanne Vangsgård 29/01 2024

Europa vedtager bedre spildevandsbehandling og genanvendelse af spildevand

Producenter af lægemidler og kosmetik og medlemsstater skal finansiere omkostningerne ved yderligere behandling af mikroforureninger. DANVA er begejstret for aftale om byspildevandsdirektiv, som sekretariatet nu vil nærstudere for at give et mere uddybende billede af konsekvenserne for de danske vandselskaber.

Det er nu lykkes Europa-Parlamentet, Ministerrådet og EU Kommissionen at nå til enighed om nye regler for behandling og genanvendelse af byspildevand.

Det skriver Europa Parlamentet i en pressemeddelelse den 29. januar 2024.

DANVA vurderer umiddelbart, at aftalen kan blive en løftestang for den europæiske vandsektor og fremhæver særligt, at der nu bliver indført et udvidet producentansvar (EPR), der pålægger medicin- og kosmetikindustrien at betale til rensning for miljøfarlige stoffer. Mindst 80% af finansieringen af det såkaldte 4. rensetrin for miljøfarlige stoffer, skal komme fra dette udvidede producentansvar.

Skal vedtagelsen af dette banebrydende princip have en mærkbar virkning i de danske vandløb, så er det ud fra et DANVA perspektiv afgørende, at implementeringen i den danske lovgivning sker snarest. 

Yderligere information

Læs Europa Parlamentets pressemeddelelse

En stor, moderne bygning med runde facader, der huser Europaparlamentet. En række flag fra forskellige lande vajer foran bygningen under en blå himmel med få skyer.

De nye regler indebærer, at byspildevand i EU skal overholde strengere standarder og underkastes yderligere overvågning. 

  1. Bedre behandling af spildevand: Alle byområder med mere end 1.000 indbyggere skal inden 2035 have sekundær behandling. Større anlæg med minimum 150.000 PE skal inden 2039 være opgraderet til tertiær behandling og i 2045 skal det samme være tilfælde for anlæg med minimum 10.000 PE. I 2045 gælder ydermere, at anlæg over 10.000 PE skal have indført det fjerde rensetrin for at fjerne en bred vifte af mikroforureninger.

  2. Øget genanvendelse: Medlemsstater opfordres til at genanvende behandlet spildevand, især i områder med vandknaphed.

  3. Bedre overvågning: Der vil være forbedret overvågning af folkesundhedsparametre, kemiske forureninger og antimikrobiel resistens i spildevandet.

  4. Reducer udledninger: Renseanlæg skal gradvist øge brugen af ​​vedvarende energi og sigte mod energineutralitet inden 2045.

  5. Forurenere betaler: Producenter af lægemidler og kosmetik skal dække omkostningerne ved at fjerne mikroforureninger fra spildevand, mens man undgår at påvirke medicinens pris.

Baggrund

I oktober 2022 fremlagde Kommissionen et forslag om at revidere direktivet om behandling af byspildevand for at opfylde EU's mål om klimaindsats, cirkulær økonomi og forureningssreduktion. Lovgivningen er en central del af EU's nulforureningshandlingsplan for luft, vand og jord.