Ingen grøn omstilling uden en digital omstilling
Lisbeth Knudsen, der blandt meget andet er strategidirektør i Tænketanken Mandag Morgen mener, at det kræver et kompetenceløft, hvis de grønne målsætninger skal lykkedes.
Vi taler rigtigt meget om behovet for den grønne omstilling, klimainvesteringer og klimamål,” siger Lisbeth Knudsen, der er strategidirektør for Tænketanken Mandag Morgen og fortsætter:
“Men vi taler meget lidt om, hvordan vi skal finde arbejdskraften til det. Og vi taler slet ikke om det kompetenceløft, der er brug for, hvis vi skal arbejde på nye bæredygtige måder.”
Hvad ser du som de største udfordringer for den grønne omstilling i forhold til at sikre kompetent arbejdskraft?
“De analyser, som vi i Tænketanken Mandag Morgen har lavet, viser, at vi ikke har brug for en kæmpe omskolingsindsats. Vi har i stedet brug for at blive opkvalificeret med ny viden for at kunne handle bæredygtigt. Og det er lige fra økonomen, der skal beregne CO2-aftryk til medarbejderen på et vandværk, der skal udarbejde risikoplaner,” siger hun og pointerer, at den grønne omstilling ikke kan lykkedes uden den digitale omstilling.
Vandselskaber spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling. Hvilke konkrete skridt mener du, branchen bør tage for at navigere bedst muligt i de her megatrends?
“Jeg ville starte med at få lavet en kortlægning af de kompetencer, der i særlig grad vil blive efterspurgt i de nærmeste år. Og så gå i samarbejde med uddannelsesinstitutionerne om, hvordan man kan sikre både nyuddannede med blik for den grønne omstilling og udviklingen af virksomhedsbaserede kurser for dem, der allerede er på arbejdsmarkedet,” siger Lisbeth Knudsen.
Hun pointerer, at DANVA og vandselskaberne i deres målsætning om rent vand til bæredygtige byer har stående at: 'Vandselskaberne skal være proaktive med forskning, udvikling og afprøvning af nye løsninger, der effektivt bidrager til at skabe endnu bedre forhold for mennesker, miljø og klima samt øget eksport af dansk vandteknologi.'
“Det mener jeg er et godt udgangspunkt. Og som brancheorganisation tænker jeg, at hele vidensfeltet inden for vandteknologi, klimatilpasning og bæredygtighed også må være noget, der ligger selskabernes ledelser og DANVA på sinde,” slutter hun.