Ny principiel landsretsdom om opkrævning af tilslutningsbidrag for spildevand
Landsretten har fastslået, at et spildevandsselskab kan kræve tilslutningsbidrag fra en ejendom, selv når tilslutningen sker til en ledning på privat grund og ikke ved grundgrænsen.
I dommen U.2024.2581 fra 12. marts 2024 sagsøgte et spildevandsselskab et privat selskab, som nægtede at betale tilslutningsbidrag for en ejendom, hvorpå der var opført 48 nye boliger.
I dommen fastslår landsretten, at spildevandsselskabets og grundejerens forpligtelser normalt afgrænses ved grundgrænsen til en ejendom.
Spildevandsselskabet fører ledning frem til matrikelskellet – altså grundgrænsen - og grundejeren etablerer det nødvendige ledningsanlæg til spildevandsforsyning på den anden side af matrikelskellet, altså inde på selve ejendommen.
Ved spildevandselskabets fremføring af stik frem til grundgrænsen opstår der tilslutningsmulighed for den pågældende ejendom, og spildevandsselskabet kan fra dette tidspunkt opkræve tilslutningsbidrag. Fra det tidspunkt er der tillige en tilslutningspligt for den pågældende ejendom i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3.
I den omtalte sag er tilslutningen af ejendommen imidlertid ikke sket ved tilslutningen til en hovedledning i vejarealet, men i stedet til en ledning, som spildevandsselskabet etablerede på ejendommen i 2012.
Sagsøgte påstod af den grund, at der siden etablering af ledningsanlægget henover ejendommen i 2012 havde været etableret tilslutningsmulighed for ejendommen, og dermed grundlag for opkrævning af tilslutningsbidrag, hvorfor der ikke kunne opkræves yderligere bidrag af spildevandsselskabet.
Landsretten kom imidlertid frem til, at når en ejendom tilsluttes en ledning, der er lagt hen over en privat ejendom, vil tilslutningen ikke ske ved at føre stik frem til matrikelskellet. Tilslutningen vil i stedet ske til et punkt på ledningen inde på selve ejendommen, dvs. når der etableres stik på hovedledningen via f.eks. grenrør eller påhug.
Landsretten fastslår at grenrøret eller påhugget i dette tilfælde erstatter den stikledning, som ellers normalt føres fra spildevandsselskabets ledning i vejarealet til skelgrænsen for den pågældende ejendom i kloakopland.
Selve tilslutningen (grenrør eller påhug) anses for ejet af spildevandsselskabet, mens stikledningen er ejet af grundejeren.
Spørgsmål?
Kontakt Jens Plesner
og find ud af mere
Jens Plesner
Konsulent