Nyhed Selskabsledelse IT-sikkerhed
Sektorcerthvid Sort
Lars Fischer 13/11 2024

SektorCERT udvider hjælp til cyberangreb

SektorCERT tilbyder nu udvidet hjælp ved cyberangreb. En ny aftale med Mnemonic sikrer, at vandselskaber kan få specialistbistand inden for få timer.

Som medlem af SektorCERT har I nu mulighed for hurtig hjælp, hvis et cyberangreb skulle ramme jeres systemer. SektorCERT fungerer som "First Responders" og tager de første vigtige skridt for at begrænse skade, analysere situationen og sikre, at jeres systemer forbliver så intakte som muligt.

Specialistbistand fra Mnemonic inden for 12 timer

Hvis situationen kræver det, kan SektorCERT hurtigt inddrage Mnemonic, Nordens førende selskab inden for håndtering af cyberhændelser. Mnemonic træder til med deres erfarne teams, når der er behov for avanceret analyse og operationel indsats. Som medlem er I dermed dækket af en aftale, der normalt kræver individuelle kontrakter og omkostninger for hver virksomhed.

Dækning som en del af jeres medlemskab

Denne såkaldte retainer-aftale betyder, at hjælpen kan aktiveres uden ekstra administrative procedurer eller økonomiske forhandlinger. I betaler kun en opstartspris og timepris, som er forhandlet til en fordelagtig pris, hvis Mnemonics hjælp bliver nødvendig.

Sådan får I hjælp

Har I brug for assistance, kontakter I SektorCERT som normalt. Vi vurderer hurtigt situationen og beslutter, om Mnemonic skal involveres. Dette sikrer en effektiv og hurtig respons, som beskytter både store og små vandselskaber.