En lommeregner, papirclips og en kuglepen ligger på et regneark.
Foto: Colourbox
Oliver Mejlvang Pedersen 26/11 2024

Vandsektortilsynet godkender ekstra omkostninger til nye regnskabskrav

Vandsektortilsynet har forhåndsgodkendt ekstra omkostninger til overholdelse af kravene i CSRD-direktivet og EU’s taksonomiforordning.

Med beslutningen kan selskaber under CSRD og taksonomien få forhåndsgodkendt ekstra omkostninger, som de nye krav medfører. Det skaber en økonomisk ramme, der gør det muligt for sektoren at imødekomme øgede rapporterings- og bæredygtighedskrav uden at belaste den daglige drift eller forbrugernes vandpriser. Dog er det endnu uklart, om selskaber, der frivilligt ønsker at følge reglerne, også kan få omkostninger dækket – dette vil først blive afprøvet i fremtidige sager.

Kampen for anerkendelse af nye opgaver

Forhåndsgodkendelsen er resultat af BIOFOS’ ansøgning om at få godkendt de nye opgaver i deres økonomiske ramme. Ansøgningen blev afvist med henvisning til, at selskaberne allerede følger årsregnskabsloven og udarbejder ledelsesberetninger. BIOFOS og DANVA var uenige i vurderingen, og i et høringssvar understregede parterne, at selvom selskaberne lever op til eksisterende krav, indebærer CSRD og taksonomien væsentligt flere opgaver, der nødvendigvis øger omkostningerne. Dette førte til, at Vandsektortilsynet ændrede sin vurdering.

Vær med i ESG netværket

Ønsker I at blive klogere på aktuelle emner indenfor ESG , kan I melde jer til DANVAs ESG-netværk, der allerede samler 32 selskaber. Netværket skaber videndeling og fælles løsninger for de komplekse opgaver, der følger med. Med denne afgørelse kan flere selskaber deltage og få bedre forudsætninger for at tackle fremtidens krav.

Vil du vide mere om afgørelsen eller netværket, så kontakt Oliver Pedersen på mail op@danva.dk.