Nyhed Selskabsledelse
Ida Torp Girotti, FORS, Lars Nielsen, VandCenter Syd, Katrine Ringgaard Jørgensen, DANVA
Foto: Katrine Ringgaard Jørgensen. På ovenstående billede ses Ida Torp Girotti, FORS, Lars Nielsen, VandCenter Syd, Katrine Ringgaard Jørgensen, DANVA. Herudover ses på nedenstående billeder Kristian Brunmark, Aarhus Vand.
Lars Fischer 21/03 2024

Vandselskaber mødt med roser for populært undervisningssite

Med Vandetsvej.dk arbejder DANVA sammen med vandselskaber på at engagere unge i vandbranchens fascinerende verden gennem leg og læring.

Undervisningsportalen Vandetsvej.dk, der drives og udvikles af FORS, Novafos, Aarhus Vand, Aalborg Forsyning, VandCenter Syd, Din Forsyning, HOFOR, BIOFOS og DANVA, kunne her til formiddag for anden dag i træk åbne messestanden op for deltagende undervisere, formidlere og forsker inden for naturvidenskaben på Danmarks største naturfagskonference Big Bang.

Konferencen, der årligt tiltrækker over 1.600 deltagere, har til formål at tilføre ny viden og ideer til undervisningen i de naturvidenskabelige fag i grundskolen samt ungdoms- og videregående uddannelser.  For styregruppen bag vandetsvej.dk er begivenheden derfor et oplagt forum for dialog og konkret feedback på vandetsvej.dk blandt et udsnit af sitets godt 100.000 årlige brugere. Et særligt vigtigt formål har i år været at gøre opmærksom på tre nylancerede undervisningsforløb, som forventes at tage kegler blandt udskolingslærerne.

Interessen blandt konferencedeltagerne har været overvældende, og repræsentanterne fra vandetsvej.dk er blevet mødt af både roser og stor taknemmelighed fra underviserne, der til dagligt for manges vedkommende er presset på tid til forberedelse. De udtrykker stor begejstring for det lettilgængelige indhold på vandetsvej.dk, som efter forlydende udgør det mest brugte ikke-kommercielle site blandt de danske læreres eksamensopgivelser. Samtidig ser de stor værdi i, at der i undervisningsmaterialet er indtænkt mulighed for fysiske besøg på et vandværk eller renseanlæg.

”De mange snakke med underviserne har virkelig bekræftet mig i, at det arbejde vi har lagt i vandetsvej.dk og de ressourcer, vi lægger i vores skoletjeneste, er både berettiget og super vigtig. Dels fordi vi hjælper underviserne med at formidle svært fagstof og tilbyder engagerende materiale, og dels fordi vi som vandselskaber får sat et solidt aftryk på den kommende generation af potentielle vandambassadører”, siger Lars Nielsen, vandetsvej.dk samt underviser og koordinator i VandCenter Syd.

Vandetsvej.dk bliver løbende udviklet og opdateret og er tiltænkt som et værktøj til skolesamarbejde for alle landets vandselskaber, som dermed har mulighed for at henvise lokale skoler til siden som led i deres naturfaglige undervisning.

YDERLIGERE INFORMATION

Læs mere i DANSKVAND

Magasinet DANSKVAND bragte i den seneste udgivelse en artikel om netop vandetsvej.dk med en opfordring til at skabe interesse for vand blandt unge gennem leg og læring