Referat af Generalforsamling 2023

Lasse Frimand Jensen 20230601

Download referatet som PDF her

Valg af dirigent

Lasse Frimand Jensen bød velkommen til generalforsamlingen.

Klavs Gravesen blev valgt som dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt og beslutningsdygtig.

Stemmetællere blev godkendt.

Dirigenten fremlagde generalforsamlingens dagsorden og konstaterede overensstemmelse med vedtægterne.

Dirigenten meddelte, at der ikke var indkommet forslag til dagsordenen fra medlemskredsen, men at DANVAs bestyrelse har fremsat et forslag vedrørende ændring af sidedokumentet ”Kontingentstruktur”.

Dagsordenen blev godkendt.

Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år

Dirigenten gav ordet til formand Lasse Frimand Jensen, der aflagde bestyrelsens mundtlige beretning om foreningens virksomhed for perioden 7. marts 2022 – 7. marts 2023 til generalforsamlingens godkendelse. 

Bestyrelsens mundtlige beretning

Dirigenten takkede for beretningen og spurgte, om nogen ønskede ordet.

To personer gik på talerstolen. Niels Møller Jensen, Herning Vand og Søren Erikstrup, Mariagerfjord Vand.

Lasse Frimand Jensen besvarede kommentarerne.

Dirigenten konstaterede, at der ikke var flere, der ønskede ordet eller ønskede beretningen til afstemning og konkluderede, at bestyrelsens beretning var enstemmigt godkendt.

 

DANVAs formand, Lasse Frimand Jensen, byder velkommen til foreningens årlige generalforsamling Årsmøde 2023.

Forelæggelse af det reviderede årsregnskab for 2022

Dirigenten gav ordet til Carl-Emil Larsen, som fremlagde årsregnskabet, som har en blank revisionspåtegning uden forbehold, fremhævelser eller andre rapporteringsforpligtelser.

DANVAs regnskab udviser et overskud på 336 t.kr. før skat mod et budgetteret underskud på 1.650 t.kr. Resultatet er knap 2 mio. kr. bedre end budgetteret, hvilket primært skyldes store besparelser på personaleomkostninger pga. færre ansatte end budgetteret.

Pga. manglen på ressourcer i 2022 har det været vanskeligt at nå alle opgaver og dermed få afløb for alle budgetterede omkostninger til projekterne.

Generelt har projektindtægterne også været lavere end budgetteret, men de projekter, der har haft lavere projektindtægter, har tilsvarende haft færre projektomkostninger, så dette har ikke påvirket resultatet.

Den tilbagevendende Dansk Vand konference har til gengæld igen i 2022 været med til at sikre DANVA et fornuftigt økonomisk resultat. Konferencen sætter efterhånden hvert år deltagerrekord, hvilket også var tilfældet i 2022 med omkring 600 deltagere.

Dirigenten spurgte om noget medlem ønskede ordet eller ønskede afstemning. Dette var ikke tilfældet.

Årsregnskabet blev godkendt.

Ændring af sidedokument ”Kontingentstruktur”

Dirigenten gav ordet til DANVAs næstformand, Carsten Nystrup, som fremlagde bestyrelsens forslag til ”Sidedokument kontingentstruktur” til generalforsamlingens godkendelse.

Sidedokumentet ”Kontingentstruktur” fastsætter de overordnende retningslinjer for kontingentberegning og kontingentbetalingen jf. DANVAs vedtægter § 14 stk. 2. For at implementere indekseringen skal sidedokumentet ”Kontingentstruktur” justeres.

Ikrafttrædelsesdatoen for det ændrede sidedokument er sat til den 1. juli 2023. Dermed får den ændrede indberetningsfrist virkning i 2023, og indekseringen kan anvendes fra kontingentopkrævningen i januar 2024.

Dirigenten spurgte, om nogen havde kommentarer eller ønskede forslaget til afstemning. Det var ikke tilfældet.

Forslaget blev godkendt.

DANVA strategi 2024 – 2028

Dirigenten gav ordet til Lasse Frimand Jensen, der gav en kort redegørelse for det af bestyrelsen igangsatte arbejde med DANVAs nye strategi 2024-2028.

Dirigenten spurgte, om der var spørgsmål eller kommentarer til orienteringen. Det var ikke tilfældet.

Generalforsamlingen tog orienteringen til efterretning.

Fastsættelse af kontingent for 2024 via portions- og kontingentpris

Dirigenten gav ordet til Carl-Emil Larsen, der fremsatte bestyrelsens forslag til portionspriser og kontingentpriser til generalforsamlingens godkendelse.

Portionspris for stemmeberettigede medlemmer: 

Prisen på 1. portion pr. kontingentfunktion fra 1. januar 2024 kr. 5.640. 

Prisen for efterfølgende portioner pr. kontingentfunktion fra 1. januar 2024 kr. 8.470. 

Portionstillæg for aktiviteter vedr. materialer i kontakt med drikkevand som brancheordning, der pålægges såvel første som efterfølgende portioner og beregnes ift. en omkostning på i alt kr. 1.537.500 (kr. 506 pr. portion baseret på data for 2023).

Portionstillæg for aktiviteter vedr. cyber- og informationssikkerhed (kontingent til EnergiCERT), der pålægges såvel første som efterfølgende portioner og beregnes ift. et kontingent til EnergiCERT på kr. 4.268.000, hvilket vil blive indekset (kr. 1.404 pr. portion baseret på data for 2023).

Kontingentpris for ikke-stemmeberettigede medlemmer: 

Firmaer, kommuner og institutioner: Prisen pr. medlemskab fra 1. januar 2024 kr. 15. 375. 

Enkeltpersoner: Prisen pr. medlemskab fra 1. januar 2024 kr. 1.025. 

Kontingenter og priser på kontingentportioner vil blive indekseret forud for fakturering i januar 2024, som generalforsamlingen besluttede under punkt 4.1.

Dirigenten spurgte om nogen ønskede ordet til kommentering eller ønskede forslaget til afstemning. Det var ikke tilfældet.

Dirigenten konstaterede herefter, at forslaget var enstemmigt godkendt.

Eventuelt

Dirigenten spurgte om nogen ønskede ordet. Dette var ikke tilfældet.

Dirigenten takkede for god ro og orden og erklærede generalforsamlingen for slut.

Lasse Frimand Jensen afsluttede generalforsamlingen.

Næste ordinære generalforsamling holdes 30. maj 2024.