I dag er reguleringen af vandsektoren fastlåst i fortidens rammer. Den tager udgangspunkt i historiske udgifter og skaber barrierer for nødvendig udvikling. Det medfører utilstrækkelig omkostningsdækning, ineffektive incitamenter og benspænd for grøn omstilling og teknologisk innovation. Det er tid til at gentænke systemet – for klimaet, for økonomien og for fremtiden.
Siden vandsektorloven blev implementeret i 2009 med den nuværende økonomiske regulering og benchmarking har sektoren udviklet sig betydeligt.
.
.
Imidlertid har reguleringen ikke fulgt samme udviklingstempo, hvorfor det forestående udvalgsarbejde er blevet igangsat af ministeren.
I dag løser sektoren en række samfundskritiske og vigtige opgaver:
Disse aktiviteter har et helt andet omfang end for 15 år siden og vil fylde endnu mere fremover.
Fx vil behovet for investeringer i forbindelse med klimatilpasning, store erhvervskunder, PtX, etc. stige betydeligt.
Et af de største problemer er, at indtægtsrammerne er fastlåste til historiske omkostninger og ikke tager højde for de voksende behov.
Dette hæmmer forsyningsselskabernes mulighed for at investere i vedligeholdelse, klimatilpasning og ny teknologi.
Samtidig betyder den stigende gældsætning, at selskaberne i stigende grad må optage lån, hvilket på sigt kan føre til højere takster for forbrugerne.
For at sikre en stabil, bæredygtig og fremtidssikret vandsektor kræves der en ny tilgang til regulering og finansiering.
Investeringerne skal målrettes effektive og innovative løsninger, der kan håndtere fremtidens klima- og miljøudfordringer.