Ledningsregistrering: Fra bureaukrati til datadrevet forsyning
Korrekt registrering af forsyningsledninger er afgørende for at undgå graveskader, sikre forsyningssikkerhed og optimere drift og vedligehold.
I Danmark er der gravet hundredtusindvis af kilometer af ledninger ned i jorden og havbunden.
For at beskytte disse og undgå dyre og potentielt farlige graveskader, har staten etableret Ledningsejerregistret (LER). LER er en digital portal, der fungerer som bindeled mellem graveaktører og de selskaber, der ejer ledninger i jorden.
Når en entreprenør skal grave, opretter vedkommende en forespørgsel i LER.
Systemet identificerer relevante ledningsejere i området og samler deres ledningsoplysninger i en samlet pakke, der returneres til graveaktøren – hurtigt og digitalt. Det sikrer ét samlet overblik og minimerer risikoen for at ramme skjulte ledninger.
Men hvor LER skaber kontakt og koordination, er det stadig det enkelte vandselskab, der skal sikre, at deres ledningsdata er korrekte, opdaterede og brugbare. Her er der historisk set store udfordringer, men også nyt håb.
Mange forsyningsselskaber kæmper med fejlbehæftede eller mangelfulde registreringer. Forældede tegninger, upræcise placeringer og manglende dokumentation af rørtyper og komponenter gør det svært at drive, planlægge og renovere effektivt.
Et eksempel fra Herning Vand illustrerer problemet: Da en bestemt type rør gentagne gange sprængte læk i nettet, stod GIS-teamet uden mulighed for at identificere de øvrige ledninger af samme type. Registreringerne manglede den nødvendige detaljeringsgrad, og vigtig viden om rørtyper og produktionsdatoer var ikke tilgængelig.
Herning Vand har som reaktion på ovenstående udfordringer udviklet en ny løsning baseret på QR-lignende koder med batchnumre, som fortrykkes direkte på rør og komponenter. Når en medarbejder i marken scanner koden, hentes alle relevante informationer – inkl. produktionsdata – automatisk fra det landsdækkende Branchekatalog.
Målet er at sikre entydig registrering, høj datakvalitet og fuld sporbarhed gennem hele komponentens levetid. Initiativet har fået bred opbakning fra både andre forsyninger og producenter – herunder Wavin og Uponor – og er nu på vej i testfasen i en byggemodning.
Med DANVAs opbakning og en ny brancheaftale, der sikrer adgang til Branchekatalogets data via API, er vejen banet for en sektorstandard med potentiale til at løfte hele vandbranchen.
For at få ledningsregistrering til at fungere i praksis, kræver det samarbejde og standardisering. DANVA understøtter i dag arbejdet gennem blandt andet:
Ledningsejere har ansvar for at opdatere kontaktoplysninger og interesseområder i LER, og for at sende valide ledningsoplysninger i korrekt format. Graveaktører har pligt til at slå op i LER før gravearbejde påbegyndes.
Med stigende krav om dokumentation, bæredygtighed og effektiv drift, er ledningsregistrering ikke længere blot en administrativ pligt. Det er et strategisk redskab, der kan styrke både forsyningssikkerhed og økonomi.